Anmeldelse af Ambrosia/Live af Amdi Silvestri
Til trods for dens beskedne størrelse, er der meget at skrive om Valeta-udgivelsen Ambrosia/Live. Den er ret speciel på flere punkter – både positivt og negativt.
Først og fremmest vil jeg imødegå den kritik i læsere retfærdigvis bør rette imod mig, når jeg anmelder denne specifikke bog. Ikke alene udkommer den på det forlag Apokalyptisk samarbejder med på UNDERGANG-projektet – den er skrevet af en af de 15 forfattere der medvirker i bemeldte projekt. En forfatter, som jeg personligt har mange antologier tilfælles med, og som er medlem af Dansk Horror Selskab, ligesom jeg er.
Alle disse sammenfald illustrerer et udbredt problem i det danske fantastik-miljø: Det er for småt. Jeg anmelder derfor normalt ikke dansk undergrundslitteratur. Grunden til at jeg gør en undtagelse nu, er at Silvestri har begået ikke bare én, men to rendyrkede apokalyptiske fortællinger, og desuden har indvilget i at underkaste sit værk min mest nådesløse ærlighed, uden sure miner.
Ambrosia og Live er to vidt forskellige fortællinger, trykt i samme bog. Metoden er hentet fra fortidens pulp-litteratur, hvor man af sparehensyn printede to romaner i samme bog. Romanerne startede fra hver sin ende, og havde hver sin forside – således også med Ambrosia/Live. Oprindeligt blev trykkemetoden, kaldet Tête-bêche (hoved-til-fod), brugt som et rent litterært greb, hvor de to historier var ens, men præsenteret fra to forskellige vinkler. Amerikanske Ace Books opdagede en økonomisk fordel i metoden, og deres lange serie af Ace Doubles bestod mest af dobbelt-udgivelser der kun havde en genre eller overordnet stil tilfælles.
De to fortællinger, Ambrosia og Live, har mange tematiske og fortælletekniske fællestræk. De er begge apokalyptiske narrativer, fortalt med udgangspunkt i en begrænset gruppe af (danske) karakterer. Begge historier tilhører en form for magisk realisme-skole, hvor bizarre hændelser bare må accepteres på godt og ondt – hvilket nogle af karaktererne naturligvis har det lidt svært ved.
Nogen direkte forbindelse mellem de to syrede slutscenarier, er der dog ikke tale om. Hver historie står for sig selv, som en afsluttet kortroman, der kan læses uden skelen til den anden. Dette er en smule skuffende, da man forventer mere end et perifært åndssfællesskab mellem to historier der er trykt på denne særprægede måde. Der mangler en rød tråd der forbinder dem.
Man bliver, som læser, uden tvivl påvirket af hvilken rækkefølge man læser historierne i. Jeg lagde ud med Ambrosia rent tilfældigt – jeg slog plat eller krone – og følte mig øjeblikkeligt i godt selskab. En gigantisk, gravid kvinde er blevet gravet ud af Yding Skovhøj. Logisk nok trodser hendes blotte eksistens fysikkens love, og gennem historien følger man forskellige videnskabsfolk – en læge, en biolog, en gruppe arkæologer – i deres forsøg på at forklare fænomenet. Ambrosia er en poetisk dommedagsfortælling, med et mytisk afsæt, der bliver mere og mere okkult, efterhånden som videnskaben opgiver. Den er bittersød og vidunderligt udramatisk i sin mangel på pompøsitet. Jeg nød den langsomt, som et godt glas cognac. Silvestri skrev den helt tilbage i 2007.
Af en noget nyere dato er 2012-opuset Live, hvor planeten affolkes af mere jordnære midler – der dog ikke afsløres før til sidst. Live kunne være et stykke moderne dramatik, med dens fortættede spillerum og stærkt begrænsede persongalleri. Den udspiller sig på en hospitalsstue på Riget, og castet består af fem personer, samt en stemme i telefonen. Den ville faktisk gøre sig udemærket på scenen, hvis ikke det var for dens – til tider i irriterende grad – kunstige dialog, som ingen skuespiller ville kunne ytre i alvor. Dertil kommer en række fordanskede udtryk fra engelsk – fx at “give fødsel” – som en emsig redaktør burde have udryddet. Sidstnævnte kan dog skyldes at Live foregår omkring 50 år ude i fremtiden, hvor modersmålet uden tvivl er degenereret mere end i dag.
Lives omdrejningspunkt er en fødsel – ligesom i Ambrosia. Den sidste fødsel inden verden går under, vel at mærke. Den skal TV-transmitteres til hele kloden i en vidunderligt vulgær demonstration af menneskelig forfængelighed og navlestrengsbeskuen. Silvestri revser – med rette – reality-industrien og paparazzi-vældet, det hele set gennem øjnene på manden der styrer kameraerne: En fordrukken, anarkistisk succes-instruktør. Her er endnu et teknisk brud fra Ambrosia, hvor historiefortællingen gik på skift mellem helte og skurke, og et alvidende fortællerlag. I Live må man nøjes med én guldølsforgiftet fortolkning af begivenhedernes gang.
Der er ingen tvivl om at Ambrosia er den stærkeste af de to kortromaner, men Live har sit på det tørre hvad angår satirisk bid. På den måde supplerer de hinanden godt – det mystisk lyriske over for det brutale og spottende. Kvalitetsforskellen er dog så stor at historierne aldrig smelter perfekt sammen, og det er en skam. Den spøjse indpakning kommer ikke helt til sin ret, men det er smukt at genoplive den, om ikke andet så af retroromantiske årsager.
Ambrosia/Live er en noget anderledes oplevelse, hvis man er vant til Silvestris udpenslede horror og splat, eller hans stilrene sci-fi. Men jeg vil alligevel gerne anbefale at man giver den et forsøg – om ikke andet, så for Ambrosias skyld. Dobbeltudgivelsen rummer klart mere kanel end skidt.
Apokalyptisk 