Liv efter massedøden

Dette er den “nye” forside fra engang i 90′erne, hvor god smag ikke var god smag.

Anmeldelse af Louise Lawrence’s Støvets Børn

Det er sjovt hvad man støder på i genbrugsforretninger. Eksempelvis fandt jeg et eksemplar af denne – i nogle kredse – legendariske bog, i en slidt og hærget udgave (markeret Solrød Bibliotek), og slap kun en sølle femmer for den. Jeg kan ikke sige om Støvets Børn var den allerførste post-apokalyptiske bog jeg nogensinde læste, men jeg er 99% sikker. Det viste sig at være sundt for bekendtskabet at genlæse den.

Brugte bøger er sjove, især når de er annoteret af en tidligere ejer. På titelbladet i min genbrugsbog står der med klodsede, men entusiastisk nedfældede, blokbogstaver: ”ENORM GOD BOG.” Da bogen kun fylder 172 sider formoder jeg at der er tale om en uskyldig stavefejl, men udsagnet er ikke desto mindre sandt.

Støvets Børn handler om hvordan menneskeheden næsten præsterer at udrydde sig selv med atomvåben – den er trods alt udgivet i 80’erne, dengang atomkrigen var en meget reel risiko. Den er delt op i tre dele: Under, efter og længere efter. Man ved ikke hvorfor bomberne falder eller hvem der kaster dem – faktum er blot at England og dets befolkning bliver smadret til ukendelighed.

I første del følger vi en familie der overlever selve bomberne, men allerede fra starten af slås med strålesyge og sult. Der lægges på ingen måde fingre imellem og der er ingen romantiske forestillinger. Børn dør ’on screen’, børns forældre dør, der er bogstaveligt talt ingen kære mor. Anden del tager udgangpunkt i en gigantisk regeringsbunker, styret af militæret. Her har overleverne det indledsningsvist meget bedre end dem udenfor, men det bliver efterhånden tydeligt at de ikke kan blive ved med at fungere som en isoleret ø-stat.

Find absinthen frem, ulvene kommer!

Anmeldelse af The William Blakes – An Age of Wolves

Stemningen anlægges allerede på de første sider af booklet’en. Et citat fra Vølvens Spådom, der forudsiger en ulvetid op til verdens undergang. Og en væg-til-væg-tekst om det tidspunkt hvor albummet blev til på – for meget nylig. En tid hvor naturkatastrofer, politisk optøjer, religiøst vanvid og hæmningsløs kapitalisme øjensynligt slås om hvem der skal have æren af at give verden dødsstødet.

Og så sætter man albummet på. Det kræver de rette forhold. Ro omkring lytteren, en trang til fordybelse, måske en mild følelse af ennui … Og det skader absolut ikke at have en joint eller et glas absinth ved hånden.

The William Blakes tilhører en skole af indie-rock jeg ikke har det fjerneste forstand på. Jeg lytter til stort set alt, men lige præcis denne genre har aldrig sagt mig det helt store. Det var en læser der gjorde mig opmærksom på The Age of Wolves, og det kan jeg ikke takke ham nok for (tak Jesper!). Musikken er rock, men af den mest melankolske og stenede slags. Mange af sangene er ren meditation. På sin vis har apokalypsen aldrig været mere afslappende. På den anden side sniger den dystre grundtanke bag konceptalbummet sig ind mellem tonerne, og man efterlades meget eftertænksom når de sidste strofer fader ud … How can you save something that’s supposed to end?

Smuk lille ‘roman’ om da verden gik i hak

Anmeldelse af Peter Adolphsen roman År 9 efter loopet

Peter Adolphsen tilhører kadren af såkaldt smalle forfattere, og hans udgivelsesliste tæller værker der er mere brugskunst end litteratur. Derfor var jeg ret spændt på at se hvad han havde frembragt, da jeg hørte ordet ”Dommedagsscenarie” i en beskrivelse af hans nyeste bog År 9 efter loopet. Jeg tror faktisk at jeg forventede at han ville fejle. Apokalyptisk lecture har alle dage være sensationelt, episk og oftest spækket med god gammeldags ultravold. Ingen af disse højt elskede egenskaber finder man normalt blandt det moderne parnas’ udgivelser.

År 9 efter loopet viser sig dog at være en positiv undtagelse til den regel! Trods sin ganske beskedne størrelse formår den at udfolde et globalt drama, hvor intellektuelt overdrive slås om opmærksomheden med klassiske post-apo-elementer, som overlevelseslede, psykiske traumer, forfaldets indbyggede poesi og den automatiske (og her ret ekstreme) forråelse der bosætter sig i overleverne.

Den værste (og bedste) slags skønhed

Anmeldelse af Liz Jensens Varslet

Teenagepigen Bethany Krall har stukket sin mor ihjel med en skruetrækker. Hun er spærret inde på en lukket institution, hvor hun bliver pumpet fuld af piller, ynder at gøre skade på sig selv, og er blevet afhængig af elektrochokbehandlinger. Når hun modtager de mange volt åbenbares fremtiden for hende, påstår hun.

Gabrielle Fox er Bethanys kørestolsbundne psykiater, og det er gennem hendes øjne – og dertil følgende bitre og kyniske verdenssyn – at historien i Varslet præsenteres. Der er ikke tale om noget indviklet plot – snarere kan man betragte historien som en enkel, fremadskridende tur fra asken til en meget bogstavelig ild. De syner Bethany modtager, og som Gabrielle i stadig højere grad tror på ægtheden af, handler nemlig om slutningen. Menneskeartens endelige uddøen.

Det er personskildringer og miljøbeskrivelser der driver værket, og det gør de godt nok effektivt! Det gør ingenting at man stort set kender slutningen på forhånd, for man kan læne sig tilbage og nyde det dystre maleri af verden der males undervejs. Der er en poetisk kvalitet i Liz Jensens måde at beskrive alting på. Den deprimerende, forhutlede havneby hvor det meste af bogen foregår, illustreres med en dybfølt og sørgmodig tone, der kan give selv en forhærdet læser myrekryb. Og når katastroferne ruller sig ud er der ikke et øje tørt:

Zombier, medicinering og fordomme

Anmeldelse af første afsnit af serien In The Flesh

Som tidligere beskrevet her på siden er en ny og anderledes zombie-tv-serie, med navnet In the Flesh, netop startet på den britiske kanal BBC3, og hvis man er lidt fiks på fingrene kan man faktisk se den online, også her fra Danmark.

Jeg har derfor taget et kig på seriens første afsnit og kan allerede nu afsløre at jeg virkelig håber en dansk kanal køber rettighederne til at vise den herhjemme. Men hvordan kan en zombie-serie uden vold, død og ødelæggelse klare sig mod The Walking Dead som lige nu dominerer sendefladen?

Anmeldelse af Resident Evil: Retribution – Slutter det ikke snart?

Anmeldelse af Resident Evil: Retribution (DVD)

Den første film i Resident Evil franchisen var en ganske god gyser/aktion/sci-fi blanding og den blev vel modtaget af både computerspillets fans samt diverse anmeldere rundt om i verden. Derefter begyndte det at gå ned af bakke, Mila Jovovich fik blod på tanden og sammen med en række instruktører og et skiftende cast bevægede hun sig ind i den mutant og zombiefyldte Resident Evil verden tre gange mere og hver gang faldt filmenes kvalitet, og ikke mindst den sidste film Resident Evil: Afterlife fik mange hårde ord med på vejen (bl.a. her på Apokalyptisk).

Men nu er der så kommet endnu en krølle på hallen i form af Resident Evil: Retribution, en film der endelig lover at virkelige folde historien ud med undertitlen ”…evil goes global”, men er denne nye film seriens redning eller det sidste spadestik til dens grav?

Himmelskibet #35 – et utilsigtet temanummer?

Genremagasinet Himmelskibet, der udgives af Foreningen Fantastik, er nået til sit 35. nummer. Da bladet ikke er forsynet med en lederartikel, eller noget andet der kan betragtes som redaktionens direkte stemme, skal jeg ikke kunne sige om #35 rent faktisk er et tema-nummer eller ej. Men det er godt nok proppet med apokalyptik, skal jeg love for!

Hovedeksponenten for vores højt elskede undergenre er en artikel af Niels Gjerløff: Post-apokalypsen på amerikansk TV, er en revision af to engelsksprogede artikler, af Sarah Stegall og Samuel Sattin, men det er alt man får at vide om stoffets oprindelse. Personligt ville jeg meget gerne have kendt originalartiklernes navne. Det er en spøjs, men lødig og informativ artikel, der tager udgangspunkt i TV-serie-mediet, og blandt andet omtaler værker som Jericho, Revolution og The Sarah Connor Chronicles. Underligt nok er The Walking Dead stort set blevet forbigået, og manglen på kildehenvisninger gør, at jeg ikke ved om det er fordi artiklen er fra før zombie-serien tog alles opmærksomhed.

Serien Jericho er også nævnt andetsteds i magasinet, nemlig i anmeldelsessektionen, der vanen tror er herligt omfattende. Det er hele serien der er anmeldt (1½ sæson blev det til, vi anmeldte kun sæson 1). Derudover er der anmeldelser af den post-apokalyptiske serie Terra Nova og Night of the Living Dead 3D (2006-udgaven). Der er også en spoiler-fyldt parafrase af Christian Reslows Kimæren.

Sidst, men ikke mindst, har en af hovedkræfterne i det danske nørd-miljø, Flemming R.P. Rasch, skrevet en morsom, og ret syret novelle med titlen Ikke et ord om zombier, som jeg kan anbefale.

Alt i alt er #35 altså tungt på undergang, og det er jo noget vi sætter pris på her på bloggen! Magasinet sendes til alle medlemmer af Fantastik, men kan købes i løssalg her.

Total Remake

Anmeldelse af Total Recall (2012)

Jeg hører til generationen der voksede op med Arnold Schwarzenegger, på godt og ondt. I hans lange og – for at udtrykke det pænt – spraglede filmkarriere, har han flere gange været forbi dommedag. Mest berømt i hans til dato bedst sælgende film, Terminator 2, og dens mindre populære forløber og efterkommere, men også i film som End of Days og Running Man. Men Total Recall fra 1990 har aldrig været decideret apokalyptisk, selvom en koloni på Mars, i slutningen, er truet med udryddelse. Dette er kun en af rigtig mange ting der er ændret i remaket.

Den nye udgave af Total Recall er nemlig, ifølge instruktøren, baseret på Arnold-udgaven, og ikke på den novelle af Philip K. Dick – med den mundrette titel We Can Remember It For You Wholesale – som lagde grundstenen for historien. Så, det er en fortolkning af en fortolkning, vi er ude i, og jeg spekulerer over om skaberne af 2012-versionen har tænkt på andet end reklameværdien, da de navngav deres film.

Der er nemlig stort set intet tilbage, andet end det drevne spion-plot om manden med tvangsfortrængt viden, der dukker op da han prøver at købe sig til falske ferieminder. Marskolonien er væk, mutanterne er væk, og en meget stor del af charmen er væk. Til gengæld, og særlig relevant for vores læsere, er Total Recall gået fra at være afslappet space opera light, til at være fuldbyrdet post-apokalyptik!

Politiske drager

Anmeldelse af Jonas Wilmanns roman Svovlild

Når man hører ordet drager er apokalyptisk og post-apokalyptisk fiktion ikke lige det første man tænker på, tankerne vender i stedet mod klassikere som Ringenes Herre og andre bøger i fantasy verdenen, og ved første øjekast virker Jonas Wilmanns nyeste roman Svovlild da heller ikke som en bog der passer ind her på siden. Men det gør den faktisk, genren er fantasy men bogens temaer, historie og opbygning er meget mere end det.

Svovlild er Wilmanns femte roman (udover hans deltagelse i en række antologier) og det er hans første der ikke ligger sig tæt op af horror-genren. Bogens knap 300 sider er delt op i to dele og indledes med en kort prolog. Historien foregår i en verden hvor mennesker aldrig har eksisteret, i stedet er det fire drageklaner der regerer og lever i side om side med naturen og dens dyreliv. I vest lever de mægtige hvide drager der, uofficielt, er rigets vogtere og politimænd, mod øst i de udbrændte og livløse skove bor de røde drager der lever et hårdt liv med meget lidt føde, sygdom og plager.

En ond, ond verden

Anmeldelse af Cyborg

Med 14% på Rotten Tomatoes, hører Van Damme-’klassikeren’ Cyborg (1989) ikke til blandt de mest roste film i verden. Jeg så den engang i min spæde ungdom – jeg har vel været 11 år – og havde ikke rigtigt noget forhold til den. Men efter et gensyn synes jeg faktisk ikke den er så slem igen!

Historien er meget velkendt. En hardcore lejesoldat-type (Gibson/Van Damme) bliver mod sin vilje menneskehedens sidste håb, i en brutal post-apokalyptisk verden. Han jagtes af en bande skurke, mens han prøver at få kuren mod alverdens onder bragt sikkert i havn.

Men de relativt ukendte folk bag filmen mente åbenbart ikke at en brutal verden var nok. Så de lavede den über-brutal! Verden er gået under i en blanding af menneskeskabt anarki, folkemord og efterfølgende sultkatastrofer. Svækket som den er, er menneskeheden blevet et nemt offer for en pandemi der omtales som ‘living death’ (det ligner dog mere byldepest end zombie-virus). Og naturligvis er langt de fleste overlevende psykotiske mordere og ransmænd.