“Jamen dette er Helvede, og jeg har ikke forladt det”

Eksklusivt interview med Liz Jensen

Her på Apokalyptisk har vi anmeldt to af Liz Jensens bøger, og vi kunne næsten ikke have været mere positive. Således fik Varslet fra 2010 fire flotte stjerner, og hendes nyeste roman De Ubudne, fra sidste år, fik vores maksimumskarakter på fem! Begge romaner tilhører den yderst sjældne gruppe af apokalyptisk litteratur der udkommer på et af de store forlag og bliver promoveret derefter. Det syntes derfor naturligt at henvende sig til hende og spørge om et interview, og hun kunne heldigvis afse tid til os. Det endte med at blive et særdeles velvoksent interview, men det er netop en af bloggens store fordele, fremfor de trykte medier: Ingen længdekrav. Det blev derfor et grundigt studie i katastrofer, skriveteknik og holdninger, som vi er stolte af at præsentere, som det første, men forhåbentligt ikke sidste, eksklusive interview på Apokalyptisk.

Både De Ubudne og Varslet følger de sidste uger og dage op til dommedag, og jeg siger ikke for meget ved at understrege at jorden går under i begge værker. Det er i disse tilfælde selve vejen mod undergangen der interesserer Liz Jensen.

”Den bog jeg skriver på nu – den tredje i den trilogi der startede med Varslet – tager sin begyndelse ’5 minutter fra nu,’ for at citere min litterære helt J. G. Ballard, fordi det det der fascinerer mig omkring de næste årtier og opfattelsen af apokalypsen er: Hvordan ved man at det er begyndt? I litteratur og film er globale kataklysmer altid utroligt pludselige, fordi det er påkrævet rent fortælleteknisk. Men i virkelighedens verden vil de katastrofer vi går i møde – hvis vi ikke kan finde den globale vilje det kræver at standse dem – være så gradvise at vi bliver vant til nye landskaber; både fysisk og mentalt, efterhånden som katastroferne udfolder sig. Forandringerne vil være næsten usynlige på en dag-til-dag-basis. Ligesom når årstiderne forandrer sig, som de allerede gør nu. Man lægger mærke til det, og alligevel ikke. Det er blevet en del af virkeligheden, og man accepterer det bare. Der er en vidunderlig ordudveksling i Marlowes Faust: Doktor Faust spørger djævelen hvorfor han er på jorden, og ikke i Helvede, og djævelen svarer: ’Jamen dette er Helvede, og jeg har ikke forladt det.’ Det er det samme med apokalypsen: Hvornår og hvordan ved vi at vi er gået gennem døren markeret med et ’No Exit’-skilt?”

Find absinthen frem, ulvene kommer!

Anmeldelse af The William Blakes – An Age of Wolves

Stemningen anlægges allerede på de første sider af booklet’en. Et citat fra Vølvens Spådom, der forudsiger en ulvetid op til verdens undergang. Og en væg-til-væg-tekst om det tidspunkt hvor albummet blev til på – for meget nylig. En tid hvor naturkatastrofer, politisk optøjer, religiøst vanvid og hæmningsløs kapitalisme øjensynligt slås om hvem der skal have æren af at give verden dødsstødet.

Og så sætter man albummet på. Det kræver de rette forhold. Ro omkring lytteren, en trang til fordybelse, måske en mild følelse af ennui … Og det skader absolut ikke at have en joint eller et glas absinth ved hånden.

The William Blakes tilhører en skole af indie-rock jeg ikke har det fjerneste forstand på. Jeg lytter til stort set alt, men lige præcis denne genre har aldrig sagt mig det helt store. Det var en læser der gjorde mig opmærksom på The Age of Wolves, og det kan jeg ikke takke ham nok for (tak Jesper!). Musikken er rock, men af den mest melankolske og stenede slags. Mange af sangene er ren meditation. På sin vis har apokalypsen aldrig været mere afslappende. På den anden side sniger den dystre grundtanke bag konceptalbummet sig ind mellem tonerne, og man efterlades meget eftertænksom når de sidste strofer fader ud … How can you save something that’s supposed to end?

Mugnende bylandskab

Der er utroligt mange måder at illustrere apokalypsen på, og vi forsøger at dække de fleste genrer. Vi skriver mest om film og bøger, og lidt om musik og billedkunst. Nu kan vi så skrive om brød!

Den svenske scenograf og multikunstner Johanna Mårtensson valgte nemlig bagværk som sit primære medium, da hun deltog i et fotoprojekt i 2009. Hun ville vise hvordan en storby ville forsvinde gradvist, efter menneskehedens bortgang, og hun ville vise det så organisk som muligt. Det bliver ikke meget mere organisk end mug-sporer.

Mårtensson byggede en model-storby af brød, lod den passe sig selv i et halvt år, og tog dagligt billeder af den. Resultatet er på mange måder forstyrrende, men også smukt, fordi ødelæggelsen er så “ren” og naturlig.

Billederne kan ses i høj opløsning på Mårtenssons egen hjemmeside, og fire af dem er klippet sammen til en gif på gizmodo.com.

Klips fra Stephen Kings Under The Dome

Filmatiseringen af Stephen Kings roman Under The Dome (Under Kuplen) ser ud til at blive et rigtig spændende projekt. Det er CBS der vil sende serien der kommer til være i 13 episoder og skulle blive en direkte adaption af bogen.

“Den lille by Chester’s Mill i Maine bliver en smuk efterårsdag pludselig afskåret fra resten af verden, da en usynlig glaskuppel helt uden varsel lægger sig over byen. Ingen ved, hvor kuplen kommer fra, og hvad værre er, viser den sig at være umulig at gennemtrænge. Det betyder, at byens godt 2.000 indbyggere hverken kan komme ud af eller ind i byen. Situationen bliver udnyttet at stærke kræfter som fx. Jim Rennie, der opretter sit eget lovløse og nådeløse politikorps, der dog hurtigt får modstand fra bl.a. kokken Dale Barbara, journalisten Julia Shumway, bibliotekaren Lissa Jamieson og nogle unge skatere.   Inden længe er byen og dens beboere hvirvlet ud i en stadig mere desperat kamp for overlevelse, hele tiden med bevidstheden om, at de ikke kan komme væk…” (beskrivelsen af bogen hos Litteratursiden.dk)

De første afsnit skulle komme i USA til juni og der er desværre ikke noget nyt om en dansk tv præmiere endnu.

Smuk lille ‘roman’ om da verden gik i hak

Anmeldelse af Peter Adolphsen roman År 9 efter loopet

Peter Adolphsen tilhører kadren af såkaldt smalle forfattere, og hans udgivelsesliste tæller værker der er mere brugskunst end litteratur. Derfor var jeg ret spændt på at se hvad han havde frembragt, da jeg hørte ordet ”Dommedagsscenarie” i en beskrivelse af hans nyeste bog År 9 efter loopet. Jeg tror faktisk at jeg forventede at han ville fejle. Apokalyptisk lecture har alle dage være sensationelt, episk og oftest spækket med god gammeldags ultravold. Ingen af disse højt elskede egenskaber finder man normalt blandt det moderne parnas’ udgivelser.

År 9 efter loopet viser sig dog at være en positiv undtagelse til den regel! Trods sin ganske beskedne størrelse formår den at udfolde et globalt drama, hvor intellektuelt overdrive slås om opmærksomheden med klassiske post-apo-elementer, som overlevelseslede, psykiske traumer, forfaldets indbyggede poesi og den automatiske (og her ret ekstreme) forråelse der bosætter sig i overleverne.

Den værste (og bedste) slags skønhed

Anmeldelse af Liz Jensens Varslet

Teenagepigen Bethany Krall har stukket sin mor ihjel med en skruetrækker. Hun er spærret inde på en lukket institution, hvor hun bliver pumpet fuld af piller, ynder at gøre skade på sig selv, og er blevet afhængig af elektrochokbehandlinger. Når hun modtager de mange volt åbenbares fremtiden for hende, påstår hun.

Gabrielle Fox er Bethanys kørestolsbundne psykiater, og det er gennem hendes øjne – og dertil følgende bitre og kyniske verdenssyn – at historien i Varslet præsenteres. Der er ikke tale om noget indviklet plot – snarere kan man betragte historien som en enkel, fremadskridende tur fra asken til en meget bogstavelig ild. De syner Bethany modtager, og som Gabrielle i stadig højere grad tror på ægtheden af, handler nemlig om slutningen. Menneskeartens endelige uddøen.

Det er personskildringer og miljøbeskrivelser der driver værket, og det gør de godt nok effektivt! Det gør ingenting at man stort set kender slutningen på forhånd, for man kan læne sig tilbage og nyde det dystre maleri af verden der males undervejs. Der er en poetisk kvalitet i Liz Jensens måde at beskrive alting på. Den deprimerende, forhutlede havneby hvor det meste af bogen foregår, illustreres med en dybfølt og sørgmodig tone, der kan give selv en forhærdet læser myrekryb. Og når katastroferne ruller sig ud er der ikke et øje tørt:

Traileren til The Colony er en kold fornøjelse

Jeff Renfroe er ikke et navn der får mange klokker til at ringe, og kigger man på hans cv er det da også ganske forståeligt, han har stået bag et par tv-film og bl.a. skrevet manuskriptet til den apokalyptisk lydende Seattle Superstorm. Men dette kommer meget vel til at ændre sig i år, Renfroe er nemlig instruktøren bag filmen The Colony med bl.a. Laurence Fishburne (the Matrix), Kevin Zegers (Dawn of the Dead 2004) og Bill Paxton (Titanic, Apollo 13) på rollelisten.

Filmen, der i øvrigt også er skrevet af Renfroe, foregår i en post-apokalyptisk fremtid hvor Moder Jord er blevet et frosent helvede og de overlevende lever under jorden. I Colony 7 modtager de en nødsignal fra en af de andre kolonier og beslutter sig for at komme dem til undsætning, men da de når frem viser det sig hurtigt at kulden er alangt fra det farligste i den nye verden.

Se den kolde trailer ovre hos Cineplex, og jeg kan allerede nu afsløre at The Colony pludselig er blevet en af de film jeg glæder mig mest til i 2013.

Kilde Quiet Earth, Cineplex

Op med humøret, selv efter jorden er gået under

På en søndag som denne fortjener i en dejlig lille kortfilm. Dagens film er den post-apokalyptiske The End der foregår i år 2050 og vi følger to hovedpersonener, den positive Sam og praktiske overlever Vincent. Sam er overbevist om at med en positiv tankegang kan man stadig gøre en forskel, og hans er mål er at få Vincent til at indse dette. Men kan det virkelig lade sig gøre i en verden hvor alt er ødelagt af naturkatastrofer og resterne af menneskeligheden er begyndt at ty til kannibalisme for at overleve?

Birdemic filmene sætter helt nye standarder..

Da Alfred Hitchcock‘s klassiske film Fuglene udkom i 1963 satte den helt nye standarder for hvad der var skræmmende og på trods af at “de onde” var noget så simpelt som fugle virkede det hele ganske overbevisende og realistisk. I 1994 forsøgte en instruktøren Rick Rosentahl (under navnet Alan Smithee) så at gøre Hitchcock så kunsten efter med Birds II: Land’s End, en film der på alle måder var forfærdelig og endt med at blive til en tv-film.

Dette burde have skræmt andre væk fra at forsøge at lave endnu en film men sådan skulle det ikke være, af en eller anden grund blev Birdemic: Shiock and Terror lavet samme år, og den film satte helt nye standarder for hvor dårlige effekter der kunne laves og hvor ringe skuespillere man virkelig kan finde. Med en rating på 1.9 på IMDB og anmeldelser der får nyheder om terror til at virke som en positiv oplevelse burde det have sat en stopper for den slags film i mindst ti år. Men teamet bag Birdemic lod sig ikke slå ud, i år udkommer nemlig Birdemic 2: The Resurrection, og hvis man skal dømme efter taileren bliver det bestemt ikke bedre, faktisk lidt mere kikset og forfærdeligt – og så kommer den endda i biograferne i USA! Om vi kan forvente en dansk biograf-udgivelse er rimeligt usikkert men jeg ville ikke begynde at håbe alt for meget.

Massehysteri og morderbørn

Anmeldelse af De Ubudne af Liz Jensen

Hvis denne bog var en vin, og denne anmeldelse en vin-anmeldelse, ville jeg skrive noget i retning af: Selvom vinen er frembragt på ret unge vinstokke, er der alligvel en imponerende dybde i den. Den er karakterstærk og krydret, med en primær tunge-fornemmelse af Invasion of the bodysnatchers, en ædel bouquet af Children of the Corn, og en overraskende, pikant og langtidsholdbar eftersmag af Rainman!

Med andre ord: De Ubudne er en smuk blanding af nyklassisk gys og moderne apokalyptisk fortælling, tydeligt inspireret af massemediernes frygt-hysteri, terror-forskrækkelse, pandemi-panik og andre fænomener der har kastet skygge over vores ellers så vidunderligt oplyste tidsalder. Det er en grusom historie, om børn der, øjensynligt impulsivt og ganske formålsløst, myrder deres forældre. Samtidig går de voksne også effektivt til værks. Højtstående ansatte i alverdens firmaer begynder at sabotere finansverdenen, transportsektoren, energiforsyningen og alle andre vigtige ting. Der er ingen logisk grund til disse mord og ødelæggelser. For øjenvidnerne ser det blot ud som om verden er ved at rive sig selv i småstykker.