Crowdfunding-kampagne til Iron Sky 2 er startet

Efter den imponerende succes med sci-fi-komedien Iron Sky, hvor nazister fra bagsiden af månen invaderer jorden, har holdet bag fået blod på tanden. Vi har tidligere omtalt hvordan Iron Sky slog en slags rekord for crowdfundede projekter, og at det fik instruktør og bagmand Timo Vuorensola til at planlægge to opfølgere, så den vanvittige historie bliver en trilogi.

På grund af dårlige erfaringer med for mange kokke, der som bekendt fordærver det meste, vil Timo Vuorensola og co. så vidt muligt holde fremmede produktionsselskaber og distributører ude af de to kommende Iron Sky-film. Måden man gør det på er at få så meget crowdfunding som muligt. Lige nu søger de $150.000 til at udarbejde et manus og lave en promo-video. Kampagnen kører på den anerkendte funding-side Indiegogo (her).

Smider man penge i projektet får man forskellige belønninger, afhængigt af beløbet man slipper. I den ene ende af skalaen ($10) får man lov at læse manus-udkastet før alle andre. I den anden ende ($25.000) får man et væld af eksklusive oplevelser – blandt andet ret til at kommentere på filmen løbende i produktionen!

Iron Sky-holdet har skudt kampagnen i gang med følgende, ret uhyggelige trailer, hvor man allerede får et indblik i hvor Iron Sky 2 – The Coming Race bevæger sig henad, rent tematisk.

 

Episk trailer til The World’s End

Vi er faktisk ikke helt sikre på om The World’s End er en apokalyptisk film eller ej … Men den ser bestemt ud til at være tæt nok på, til at vi skal beskæftige os med den! Vi overså på en eller anden måde, at der er kommet en ny (EPISK) trailer til den, og den viderebringer vi her – altså med en vis forsinkelse.

Det er holdet bag den allerede legendariske zombie-komedie Shaun of the Dead, der står bag The World’s End. Hvor Shaun lånte sine elskelige klicheer fra Romero-filmene og Return of the Living Dead-serien, ser det ud til at World’s End snupper fra Invasion of the Body Snatchers. Det skal nok blive fornøjeligt!

Kilde: Nerdbastards

“Jamen dette er Helvede, og jeg har ikke forladt det”

Eksklusivt interview med Liz Jensen

Her på Apokalyptisk har vi anmeldt to af Liz Jensens bøger, og vi kunne næsten ikke have været mere positive. Således fik Varslet fra 2010 fire flotte stjerner, og hendes nyeste roman De Ubudne, fra sidste år, fik vores maksimumskarakter på fem! Begge romaner tilhører den yderst sjældne gruppe af apokalyptisk litteratur der udkommer på et af de store forlag og bliver promoveret derefter. Det syntes derfor naturligt at henvende sig til hende og spørge om et interview, og hun kunne heldigvis afse tid til os. Det endte med at blive et særdeles velvoksent interview, men det er netop en af bloggens store fordele, fremfor de trykte medier: Ingen længdekrav. Det blev derfor et grundigt studie i katastrofer, skriveteknik og holdninger, som vi er stolte af at præsentere, som det første, men forhåbentligt ikke sidste, eksklusive interview på Apokalyptisk.

Både De Ubudne og Varslet følger de sidste uger og dage op til dommedag, og jeg siger ikke for meget ved at understrege at jorden går under i begge værker. Det er i disse tilfælde selve vejen mod undergangen der interesserer Liz Jensen.

”Den bog jeg skriver på nu – den tredje i den trilogi der startede med Varslet – tager sin begyndelse ’5 minutter fra nu,’ for at citere min litterære helt J. G. Ballard, fordi det det der fascinerer mig omkring de næste årtier og opfattelsen af apokalypsen er: Hvordan ved man at det er begyndt? I litteratur og film er globale kataklysmer altid utroligt pludselige, fordi det er påkrævet rent fortælleteknisk. Men i virkelighedens verden vil de katastrofer vi går i møde – hvis vi ikke kan finde den globale vilje det kræver at standse dem – være så gradvise at vi bliver vant til nye landskaber; både fysisk og mentalt, efterhånden som katastroferne udfolder sig. Forandringerne vil være næsten usynlige på en dag-til-dag-basis. Ligesom når årstiderne forandrer sig, som de allerede gør nu. Man lægger mærke til det, og alligevel ikke. Det er blevet en del af virkeligheden, og man accepterer det bare. Der er en vidunderlig ordudveksling i Marlowes Faust: Doktor Faust spørger djævelen hvorfor han er på jorden, og ikke i Helvede, og djævelen svarer: ’Jamen dette er Helvede, og jeg har ikke forladt det.’ Det er det samme med apokalypsen: Hvornår og hvordan ved vi at vi er gået gennem døren markeret med et ’No Exit’-skilt?”

Find absinthen frem, ulvene kommer!

Anmeldelse af The William Blakes – An Age of Wolves

Stemningen anlægges allerede på de første sider af booklet’en. Et citat fra Vølvens Spådom, der forudsiger en ulvetid op til verdens undergang. Og en væg-til-væg-tekst om det tidspunkt hvor albummet blev til på – for meget nylig. En tid hvor naturkatastrofer, politisk optøjer, religiøst vanvid og hæmningsløs kapitalisme øjensynligt slås om hvem der skal have æren af at give verden dødsstødet.

Og så sætter man albummet på. Det kræver de rette forhold. Ro omkring lytteren, en trang til fordybelse, måske en mild følelse af ennui … Og det skader absolut ikke at have en joint eller et glas absinth ved hånden.

The William Blakes tilhører en skole af indie-rock jeg ikke har det fjerneste forstand på. Jeg lytter til stort set alt, men lige præcis denne genre har aldrig sagt mig det helt store. Det var en læser der gjorde mig opmærksom på The Age of Wolves, og det kan jeg ikke takke ham nok for (tak Jesper!). Musikken er rock, men af den mest melankolske og stenede slags. Mange af sangene er ren meditation. På sin vis har apokalypsen aldrig været mere afslappende. På den anden side sniger den dystre grundtanke bag konceptalbummet sig ind mellem tonerne, og man efterlades meget eftertænksom når de sidste strofer fader ud … How can you save something that’s supposed to end?

Den værste (og bedste) slags skønhed

Anmeldelse af Liz Jensens Varslet

Teenagepigen Bethany Krall har stukket sin mor ihjel med en skruetrækker. Hun er spærret inde på en lukket institution, hvor hun bliver pumpet fuld af piller, ynder at gøre skade på sig selv, og er blevet afhængig af elektrochokbehandlinger. Når hun modtager de mange volt åbenbares fremtiden for hende, påstår hun.

Gabrielle Fox er Bethanys kørestolsbundne psykiater, og det er gennem hendes øjne – og dertil følgende bitre og kyniske verdenssyn – at historien i Varslet præsenteres. Der er ikke tale om noget indviklet plot – snarere kan man betragte historien som en enkel, fremadskridende tur fra asken til en meget bogstavelig ild. De syner Bethany modtager, og som Gabrielle i stadig højere grad tror på ægtheden af, handler nemlig om slutningen. Menneskeartens endelige uddøen.

Det er personskildringer og miljøbeskrivelser der driver værket, og det gør de godt nok effektivt! Det gør ingenting at man stort set kender slutningen på forhånd, for man kan læne sig tilbage og nyde det dystre maleri af verden der males undervejs. Der er en poetisk kvalitet i Liz Jensens måde at beskrive alting på. Den deprimerende, forhutlede havneby hvor det meste af bogen foregår, illustreres med en dybfølt og sørgmodig tone, der kan give selv en forhærdet læser myrekryb. Og når katastroferne ruller sig ud er der ikke et øje tørt:

Massehysteri og morderbørn

Anmeldelse af De Ubudne af Liz Jensen

Hvis denne bog var en vin, og denne anmeldelse en vin-anmeldelse, ville jeg skrive noget i retning af: Selvom vinen er frembragt på ret unge vinstokke, er der alligvel en imponerende dybde i den. Den er karakterstærk og krydret, med en primær tunge-fornemmelse af Invasion of the bodysnatchers, en ædel bouquet af Children of the Corn, og en overraskende, pikant og langtidsholdbar eftersmag af Rainman!

Med andre ord: De Ubudne er en smuk blanding af nyklassisk gys og moderne apokalyptisk fortælling, tydeligt inspireret af massemediernes frygt-hysteri, terror-forskrækkelse, pandemi-panik og andre fænomener der har kastet skygge over vores ellers så vidunderligt oplyste tidsalder. Det er en grusom historie, om børn der, øjensynligt impulsivt og ganske formålsløst, myrder deres forældre. Samtidig går de voksne også effektivt til værks. Højtstående ansatte i alverdens firmaer begynder at sabotere finansverdenen, transportsektoren, energiforsyningen og alle andre vigtige ting. Der er ingen logisk grund til disse mord og ødelæggelser. For øjenvidnerne ser det blot ud som om verden er ved at rive sig selv i småstykker.

REC 3: Genesis udkommer via Another World Entertainment

Der kommer næsten hver måned spændende udgivelser fra Another World Entertainment, og marts er ingen undtagelse. I denne måned udgiver de nemlig den tredje film i spanske REC franchis, REC 3: Genesis.

REC filmene er forløberne for de amerikanske film i Quarentine serien, dog er de spanske orginaler langt mere skræmmende og effektive i deres stil. REC 3: Genesis er i øvrigt en forløber til den sidste film i serien der får titlen REC 4: Apocalipsis (Apocalypse) og skulle udkomme senere i år.

“Clara og Koldo skal giftes, og alt er lykkeligt, lige indtil virus og vanvid rammer selskabet. Nu står den spinkle brud pludseligt ansigt til ansigt med horder af sultne zombier – og hun må kæmpe med alle tænkelige midler for at redde sig selv og sine nærmeste. Snart ruller zombiehovederne, imens blodet sprøjter i kaskader, der ville gøre selv Peter Jackson misundelig!” – Fra AWE

To fede red-stripe-trailers!

Som allerede nævnt i vores overblik over filmåret 2013, ser det ud til at Hollywood er blevet bidt af verdens undergang. Det er der kommet et par tonserfede trailers ud af:

John Dies at the End, er en horror/fantasy-komedie med apokalyptiske overtoner. Den handler om et nyt euforiserende stof, der virker lidt for godt, og vistnok trækker misbrugerne ud af vores egen dimension. Når de vender tilbage er de ikke længere de samme, og snart spreder vanviddet sig …

Meningsløs modstandskamp

Dobbeltanmeldelse af Red Dawn-filmene.

Der er næsten ingen grænser for hvad vi, her på Apokalyptisk, vil udsætte os selv for, så længe det handler om dommedag – eller noget lignende. Jeg må dog indrømme at jeg følte mig … udfordret, da jeg i et anfald af kulturel masochisme satte mig for at teste min tolerancetærskel for amerikansk action-propaganda.

Denne test bestod i at se begge udgaver af Red Dawn (1984 og 2012) lige efter hinanden. Den gamle udgave er en af de film der deler vandene, og den har en del fans, som jeg formoder er en slags koldkrigs-nostalgikere. Den nye udgave er en relativt overset størrelse. Præmissen for begge film er at det amerikanske fastland bliver invaderet af en fjendtlig hær. Militæret overvældes totalt, og i en lille by i The Heartland tager en gruppe teenagere teten op og fører guerillakerig mod besættelsesmagten.

Begge film fokuserer snævert på gruppens sabotagemissioner og sociale forhold internt, og i forhold til lokalbefolkningen der straffes hårdt hver gang en mission lykkes – et udbredt motiv både i virkeligheden og i andre film om frihedskæmpere.

Glædelig jul fra Apokalyptisk!

Så blev det juleaftensdag, og vi regner ikke med at nogen har tid til at læse om jordens undergang. Men I skal ikke snydes for en hyggelig julesang, om den dag hvor stjernerne står rigtigt og de ældgamle guder kommer og æder menneskeheden. Melodien er ‘Carol of the Bells”, som i sin amerikanske udgave er en sød julesang, men i den originale ukrainske version er en sang om hvordan kirkens klokker holder mørkets væsener væk. Denne udgave står The Tabernackle Choir for, og de har også lavet en lang række andre Lovecraft-inspirerede sange.

Hav en rigtig glædelig jul!