Anmeldelse af The William Blakes – An Age of Wolves
Stemningen anlægges allerede på de første sider af booklet’en. Et citat fra Vølvens Spådom, der forudsiger en ulvetid op til verdens undergang. Og en væg-til-væg-tekst om det tidspunkt hvor albummet blev til på – for meget nylig. En tid hvor naturkatastrofer, politisk optøjer, religiøst vanvid og hæmningsløs kapitalisme øjensynligt slås om hvem der skal have æren af at give verden dødsstødet.
Og så sætter man albummet på. Det kræver de rette forhold. Ro omkring lytteren, en trang til fordybelse, måske en mild følelse af ennui … Og det skader absolut ikke at have en joint eller et glas absinth ved hånden.
The William Blakes tilhører en skole af indie-rock jeg ikke har det fjerneste forstand på. Jeg lytter til stort set alt, men lige præcis denne genre har aldrig sagt mig det helt store. Det var en læser der gjorde mig opmærksom på The Age of Wolves, og det kan jeg ikke takke ham nok for (tak Jesper!). Musikken er rock, men af den mest melankolske og stenede slags. Mange af sangene er ren meditation. På sin vis har apokalypsen aldrig været mere afslappende. På den anden side sniger den dystre grundtanke bag konceptalbummet sig ind mellem tonerne, og man efterlades meget eftertænksom når de sidste strofer fader ud … How can you save something that’s supposed to end?













Den 3. juni udgiver den danske forlag Tellerup en af de mest roste zombie-romaner nogensinde, nemlig Max Brooks’ World War Z, og for første gang i en dansk oversættelse. Bog handler om en hvad der hændte under den store zombie-krig og bliver fortalt i mange mindre historier fra alle ender af kloden. Bogens “hovedperson” er en udsending fra FN der forsøger at følge spredningen af zombie-virussen og det er gennem ham vi hører om de mange skæbner var en del af grunden til vi overlevede.






