Anmeldelse af Carl S. Torgius’ Syndfloden
Det kræver sin læser at give sig i kast med visse bøger. Særligt bøger af en vis alder. Den bog jeg behandler her har 100 års fødselsdag næste år, og selvom den er blevet moderniseret kræver den stadig noget. Man åbner den ikke bare og læser. Man synker ned i den og drukner ganske frivilligt i sprogets ocean.
Tydeligt inspireret af de allerstørste, tidlige science fiction-apostle, gav postbuddet Carl S. Torgius sig i kast med sin eneste udgivne roman, Syndfloden – en dramatisk og hjerteskærende, men samtidigt filosofisk og samfundskommenterende historie om menneskehedens undergang. Som titlen antyder drukner vi – ligesom vi gør i Det Gamle Testamente – og dette sammentræf går ikke tabt på bogens hovedpersoner. De debatterer indædt Guds plan, når de ikke har travlt med at overleve eller opbygge fremtidens idealsamfund (på hver deres måde).
Som man måske allerede nu kan regne ud består Syndflodens godt 200 sider af andet og mere end action-scener, og det er faktisk ganske befriende. Kort fortalt har en astronom opdaget at den komet der nærmer sig jorden, vil gøre kort proces med menneskeheden. Han overtaler sin stenrige svigerfar til at udstyre en civil super-ubåd, så de kan overleve. Undervejs støder en masse nye hovedpersoner til, der også redder sig en respit ombord på undervandsbåden med det overmåde passende navn Salvator. Kometen passerer tæt forbi jorden og volder kaos i planetens vejrsystem og tidevand. Rædselsslagne ser Salvators besætning og passagerer til mens resten af verden opædes af det frådende vand.
