Anmeldelse af Reign of Fire (2002)
Umiddelbart skulle man forestille sig, at en blanding af post-apokalyptisk helvedes-scenografi, tilstedeværelsen af skramlende Sherman-tanks og summende kamphelikoptere, samt det faktum at denne films primære antagonist er en fucking DRAGE, ville placere Reign of Fire i kategorien ”B-film for drengerøve”. Der hører den på sin vis også til. Man bliver automatisk lidt øltørstig af at se den, men den rummer faktisk meget mere end de elementer den i sin tid blev solgt på.
Filmen starter i ”nutiden” hvor en flok borebisser er ved at udvide undergrundsbanen i London. Folk der kender blot en lille smule til kæmpemonster-film (eller blot har set den første Ringenes Herre-film) ved at der er en grænse for hvor dybt man skal grave. Den grænse overskrides naturligvis. En ældgammel drage slipper ud og snart er det meste af jorden lagt øde. Via en forhastet speak-over-sekvens får man at vide at dragerne har udviklet en livscyklus, hvor de æder alt levende på jorden, hvorefter de sover indtil planeten er blevet genbefolket. Det var således dragerne der gjorde kål på dinosaurerne.
