Jeg vil indlede mit virke på Apokalyptisk med en anbefaling af en af mine absolut foretrukne bøger inden for genren: Den mastodontiske zombie-novelle-antologi The Living Dead.

Redaktøren, der har udvalgt de mere end 30 gustne historier, er John Joseph Adams, der også står bag samlingerne Wastelands og The Living Dead 2 (som jeg nok skal skrive om en dag), og han har virkelig gjort et fantastisk stykke arbejde.

Blandt antologiens største lyspunkter er Dan Simmons This Year’s Class Picture, en usædvanligt rørende historie om en gammel skolelærerinde, Clive Barkers på alle måder teatralske Sex, Death and Starshine, David Barr Kirtleys udsyrede undergangshistorie om The Skull-faced Boy og den dystopiske sci-fi-romance Meathouse Man af George R.R. Martin. Grundlæggende set er niveauet dog holdt på et meget højt niveau, og ingen af historierne falder igennem.

Som listen over mine personlige favoritter indikerer er det ikke hvem som helst der er med i The Living Dead. Af andre hædrede skribenter der deltager kan nævnes selveste Stephen King, hans pseudonymiserede søn Joe Hill, og den altid fremragende Neil Gaiman. Det er med andre ord en ret så ambitiøs bog, og det siger meget om de mindre kendte bidragsydere at deres historier holder standarden, også sammenlignet med mestrenes.

Det er ikke alle historierne i The Living Dead der er decideret apokalyptiske, men mange af dem er – andre er nogle umanerligt opfindsomme livtag med zombie-genren, der i høj grad bryder konventioner om zombiers fysiologi, hvilket er ganske forfriskende. Nogle zombier taler, handler og føler, mens andre er som vi kender og elsker dem: døde skrog der stavrer rundt i verdens ruiner, på jagt efter varmt menneskekød. Af særlig interesse for rendyrkede dommedags-freaks kan nævnes Nancy Kilpatricks grusomme survivor tale The Age of Sorrow.

Antologiens hjemmeside bugner af uddrag, forfatter-interviews og andet guf, men mange af historierne ligger simpelthen til gratis download, som tekst eller pod-cast. Jeg kan dog varmt anbefale at købe bogen – enten direkte fra hjemmesiden eller fra Book Depository.

Advertisements