Drager!

Posted: 27. marts 2012 by Schjönning in Anmeldelse, Film, Monstre, Post-apokalyptisk
Tags: , , ,

Anmeldelse af Reign of Fire (2002)

Umiddelbart skulle man forestille sig, at en blanding af post-apokalyptisk helvedes-scenografi, tilstedeværelsen af skramlende Sherman-tanks og summende kamphelikoptere, samt det faktum at denne films primære antagonist er en fucking DRAGE, ville placere Reign of Fire i kategorien ”B-film for drengerøve”. Der hører den på sin vis også til. Man bliver automatisk lidt øltørstig af at se den, men den rummer faktisk meget mere end de elementer den i sin tid blev solgt på.

Filmen starter i ”nutiden” hvor en flok borebisser er ved at udvide undergrundsbanen i London. Folk der kender blot en lille smule til kæmpemonster-film (eller blot har set den første Ringenes Herre-film) ved at der er en grænse for hvor dybt man skal grave. Den grænse overskrides naturligvis. En ældgammel drage slipper ud og snart er det meste af jorden lagt øde. Via en forhastet speak-over-sekvens får man at vide at dragerne har udviklet en livscyklus, hvor de æder alt  levende på jorden, hvorefter de sover indtil planeten er blevet genbefolket. Det var således dragerne der gjorde kål på dinosaurerne.

Efter på den måde at have etableret hvem der er skurken, skifter fokus til overlevernes strabadserende hverdag i det afbrændte landskab. Quinn (Christian Bale) – den eneste overlever fra drage-bossens befrielse i London – har samlet et lille sultende samfund på en borg i Northumberland. Hans strategi er simpel: Når dragerne kommer, løber man. Den strategi bliver sat på prøve da en kolonne af amerikanske militærtosser dukker op, under ledelse af Van Zan (Matthew McConaughey). Han har en mere … direkte approach til løsningen af drageproblemet.

Nu vil de fleste sikkert forudsige at Reign of Fire er et typisk kulturimperialistisk propagandaværk, hvor Uncle Sam undsætter verden, men der er faktisk betragteligt mere i filmen end som så. Van Zan er ikke en all-american hero. Han er et beskidt frontsvin der skjuler hagekløften bag et fedtet fuldskæg. Han tager chancer og bliver læsterligt straffet for det. Kun ved at samarbejde med sin modsætning – Quinn – kan han vinde.

Helt.

Det der gør Reign of Fire en anelse værre end man kunne håbe er at ingen har forklaret manuskriptforfatteren at drager er magiske væsener og at filmen hører til i fantasy-genren. Konstant løber man panden mod en videnskabelig mur, der prøver at forklare hvordan drager spyer ild, lever i millioner af år og så videre. Hvis man blot havde accepteret ideen om at drager er fabeldyr havde man reddet Reign of Fire fra mangt en hovedrystende bizar dialog.

Note: Jeg har valgt at bruge biografplakaten i stedet for dvd-coveret til at præsentere filmen med, da plakaten beskriver filmen langt bedre!

Reign of Fire, 2002, Spyglass Entertainment – set til $3,5 og opefter på Amazon.

Kommentarer
  1. Brian siger:

    Se dette er en fed film og hvis ikke man tager den for mere end hvad den er (god action), så tror jeg ikke at man bliver skuffet hvis man køber den😀
    (syntes absolut ikke at den hører under kategorien dårlige B-film, og kan ikke rigtigt forstå den negative vinkel på artiklen).

    • Schjönning siger:

      Nu er det jo ikke en artikel, men en anmeldelse, og dermed min ganske subjektive holdning til det givne værk😉 Og jeg synes ikke jeg er negativ – jeg lægger flere gange vægt på at filmen er mere end en b-film, og giver den 3/5 stjerner🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s