Snabelsvin og ravianer

Posted: 21. august 2012 by Schjönning in Andre genrer, Bog, Post-apokalyptisk
Tags: , , ,

Den engelske forside

Jeg er sikker på at mindst et par af vores læsere har prøvet det som skete for mig forleden dag: Man står på biblioteket – i dette tilfælde i mit lokalbiblioteks bunker-lignende, sporadisk oplyste kælderdepot – og er egentlig ikke på jagt efter noget bestemt. Man falder over klassiker man virkelig burde læse, men ikke orker. Man støder på bøger om så snævre og obskure emner at man ikke helt forstår at nogen har skrevet +300 sider om det. Og pludselig finder man et værk man havde glemt alt om – et værk som besnærede en da man var barn; som måske oven i købet har været definerende for ens person.

Bogen jeg pludselig stod med hedder Fremtidens Dyreliv – Efter Mennesket – oprindeligt After Man: A Zoology of the Future – og er forfattet af den skotske geolog og palæontolog Dougal Dixon i 1981. Jeg husker tydeligt at have brugt timer på at studere bogen, og især dens fantastiske tegninger, da jeg som barn stort set boede på biblioteket, men dengang sprang jeg nok en del af teksten over.

Der er nemlig ikke tale om noget letlæst dyre-atlas her. Dixon spoler jordens alder 50 millioner år frem i tiden, til et tidspunkt hvor mennesket for længst har udryddet sig selv. Med sin enorme viden inden for pladetektonik og andre verdensændrende geologiske fænomener forudsiger han hvor kontinenterne til den tid er placeret, hvorefter han udstyrer dem et særdeles varieret dyreliv – en fauna der har udviklet sig en del siden vi nøgne aber styrede showet!

Naturens skraldemænd, i form af ravianer, horraner og gribbehalse.

Dixon lader os uddø på en rimelig afslappet måde. Det, der i post-apo-jargon omtales som en ‘cozy catastrophe’, hvor menneskeheden langsomt, men ustoppeligt degenererer på grund af mangel på råstoffer. Ingen store brag, ingen zombie-horder, bare stille og rolig nedbrydning af samfundet og den menneskelige race som vi kender den. Men de få årtusinder hvor vi rent faktisk var den dominerende art har, ifølge Dixon, haft en skelsættende effekt på naturen.

Vores “forædling” af kvægracer, hønsefugle, kæledyr etc., gør nemlig i vid udstrækning disse dyre arter ukampdygtige når først vi er væk. De er blevet svækket af de unaturlige forhold vi har budt dem, og kan ikke overleve uden deres beskyttere. Ligeledes vil de fleste udrydningstruede dyr, som vi mennesker selv har bragt ud på afgrundens rand, og som vi har værnet om i særlige reservater, uddø uden os til at administrere deres færden. Hvad er så tilbage?

Skadedyr, naturligvis. Mange af de nye dyrearter Dixon detaljeret præsenterer i bogen er udviklet fra kaniner, rotter, slanger, mosegrise, vilde hunde, ræve, flagermus og andre arter, som selv vi ikke har præsteret at udrydde, men som ligefrem har nydt fremgang under vores storhedstid. Arterne varierer fra de meget realistiske til det total groteske. Verden bliver – i Dixons fabulerende science-fact-optik – til en klode befolket af snabelsvin, rovrotter, kaninhjorte, blodsugende kængurumus og ådselædende “ravianer” – foruden et mylder af andre, lige så interessante dyr.

Dixon har dog tænkt over sagerne og spytter ikke bare nye dyrearter ud fordi det morer ham. Undervejs på turen gennem klodens forskellige klimazoner, foruden i bogens introduktion og appendix, udbreder han sig med stor faglig redelighed, men på et niveau hvor alle kan følge med, om evolutionsteorien, livets opståen, cellegenetik, dyrs adfærdsmønstre og et væld af andre emner, der giver hans fantasifulde fabeldyr videnskabelig vægt. Som sagt sprang jeg nok disse passager over og bladrede blot gennem de smukke illustrationer, da jeg var barn. Der er også rigeligt at kigge på!

De 1½ meter høje natsnigere angriber altid i flok.

Bogen lider selvfølgelig under dens alder. Vi er blevet en hel del klogere på DNA og og klima-påvirkninger siden ’81, men det bør bestemt ikke forhindre nogen i at læse den for sjov! Jeg har undladt at udstyre denne artikel med vores sædvanlige stjerner, da værkets nostalgiske værdi for mig i dén grad forstyrrer min objektivitet. Jeg nøjes derfor blot med at anbefale alle med smag for naturvidenskab og fantasi at finde bogen og lade sig fascinere.

 

After Man – A Zoology of the Future; Dougal Dixon; Harrow House (1981)

Kommentarer
  1. […] Omtale af After Man: A Zoology of the Future […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s