En haltende, søvndyssende zombie-apokalypse

Posted: 5. september 2012 by Schjönning in Anmeldelse, Games, Post-apokalyptisk, Zombier
Tags: , , , ,

Anmeldelse af brætspillet Humans!!! og udvidelsen Sea Food.

Zombie-genren er dybt præget af klicheer og faste troper – hvilket er en af grundene til at vi er så vilde med den! Derfor er det også altid en fornøjelse når nogen byder ind med en original variation af stereotyperne. Det er dog ikke altid det viser sig at virke.

Brætspillet Humans!!! fra Twilight Creations er en selvstændig opfølger til selskabets salgssucces Zombies!!!. I sidstnævnte spiller man overlevere der skal undslippe zombie-apokalypsen. I Humans!!! og udvidelsespakken Sea Food, som denne anmeldelse handler om, er det lige omvendt. Spillerne er zombier og det gælder om at sprede smitten så hurtigt og effektivt som muligt.

Det var i sig selv nok til at vække min interesse. Jeg har ikke tal på hvor mange zombier jeg har slået ihjel i bræt-, computer- og rollespil i tidens løb. Men jeg har sjældent fået lov til at udføre skurkerollen. Desværre er det langt fra nok til at få Humans!!! til at fungere i længden.

Allerede ved rollefordelingen går det galt. Spillerne bliver udstyret med en zombie-karakter, fx en rockstjerne-zombie eller en cheerleader-zombie, og alle mennesker man smitter kommer til at ligne ens oprindelige rolle. Det virker meget fjollet, men kan tilgives fordi det selvfølgelig gør spillet nemmere. Hver rolle har nogle særlige egenskaber, men de varierer slet ikke nok til at gøre en forskel. Man kan bruge samme taktik med alle roller. Enkelte af færdighederne er så komiske at de ikke er sjove – og jeg har ellers stor tolerance over for humor. Fx kan advokat-zombien bruge sin mobiltelefon til at tilkalde et menneskeligt offer. Ja, det er en Return of the Living Dead-reference, men den er stadig debil.

Den eneste måde at gå direkte til modstand mod de andre spillere, er ved at genere dem med action-kort når de prøver at æde/smitte et menneske. Det bliver hurtigt meget ensformigt og, til trods for et meget simpelt kampsystem, ødelæggende for spillets fremdrift. Selve kortene er dog udført med stor artistisk færdighed og fyldt med god humor – og masser af nørdede henvisninger til cremen af zombie-film-universet.

Alt i alt er spillets rytme kluntet og langsom, og alt for meget hviler på resultatet af terninger. Spillerne har så lidt indflydelse på spillets udfald, at det mest minder om et unødigt avanceret Ludo-spil med udøde i stedet for kegler. Det kunne Twilight have rettet op på med udvidelsen, men det gjorde de ikke.

Sea Food udvider grundspillet med nye dele af den ødelagte by man bevæger sig rundt i, og noget der næsten minder om et plot, eller i det mindste en narrativ ramme om al menneskespiseriet. Det falder dog helt til jorden lige så snart det går op for en spiller at den oprindelige måde at vinde spillet på er hurtigere – og man spiller jo for at vinde. Pointen med Sea Food er tydeligt at danne en bro mellem Humans!!! og Zombies!!! så spillene kan blandes sammen. Det bliver om muligt endnu mere (unødigt) indviklet og langsommeligt.

Et humoristisk zombie-spil bør være blodigt og action-præget. Det behøver ikke være et kort spil, men hver runde burde være hurtigt overstået. Jeg har oplevet at spillere næsten faldt i søvn mellem turene, og det holder slet ikke. Jeg har spillet Humans!!! med både novicer og erfarne brætspilsentusiaster. Begge parters holdning er den samme som min: Godt forsøgt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s