Gæsteindlæg: Zombiefilm og hvorfor de fleste burde ryge i graven

Posted: 23. november 2012 by Jakob, Apokalyptisk in Film, Zombier
Tags: , ,

Her på Apokalyptisk er alle velkomne til at komme med kommentarer, forslag og indlæg. Vi er en lille niche-blog og derfor varmer det rigtig i vores små post-apokalyptiske sjæle når vi får tilbud indlæg der passer herind. Tobias Enevoldsen har flere gange kommet med forslag til relevante nyheder vi kunne skrive indlæg om, og denne gang er han selv skribent med et lille debat indlæg omkring zombiefilm og hvad der er galt med dem.

Zombiefilm og hvorfor de fleste burde ryge i graven

af Tobias Enevoldsen

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste der indledte et langvarigt kærlighedsforhold til zombiegenren efter at have læste Dennis Jürgsensens Kadavermarch. For mit vedkommende var det et rent tilfælde at jeg stødte på denne bog på mit skolebibliotek omkring 1993. Jeg havde siden syvende klasse været meget glad for gyserromaner, hovedsageligt Stephen King, og det var den appetit jeg forsøgte at mætte, da jeg i niende klasse faldt over en bogforside med tre forrådnende zombier. Bogen blev læst i løbet af et par dage, hvorefter den straks blev vendt og læst igen.

Jürgensens efterskrift fik megen opmærksomhed efter anden gennemlæsning. Jeg måtte anskaffe mig disse tre Romero film som han omtalte. Da dette var før DVD’er og internettet, tog det nogle år før filmene var i hus. Night of the Living Dead skaffet i en skummel butik i Köln. Dawn of the Dead i en Virgin Megastore i Marsaille. Day of the Dead via en veninde i London. Men det var besværet værd.

Der er nu gået næsten tyve år og fascinationen har jeg stadig, og dette til trods for, at der er utrolig lidt nyt materiale der ”kan holde liv i” zombieinteressen. Selv med en stadig voksende produktion af zombiefilm de seneste år, så er det stadigvæk film der er over tyve år gamle jeg vender tilbage til gang på gang. Hvorfor er det, at filmmagerne ikke kan finde ud af at lave gode zombiefilm? Jeg ser dem næsten alle sammen som var det en pligt, men de skuffer alle sammen. Det burde ikke være så svært at lave en god en af slagsen.

Her er en fuldstændig subjektiv vurdering af hvorfor de fleste zombiefilm er dårlige og hvordan man laver en der er god!

Zombies, samfund og menneskelige mangler

”They are us!” bliver der sagt omkring slutningen af Tom Savinis udmærkede remake af Night of the Living Dead. Det kan man finde en del sandhed i. Os som døde. Os reduceret til primitiv sult og dyriske tendenser. I gode zombiefilm er det menneskene der er truslen. Døde mennesker selvfølgelig, men i højere grad de levende af slagsen. Det er første lektion af zombiehistorier for begyndere. Det ender ikke med at være zombierne der dødsdømmer menneskene, men dem selv der klarer opgaven. Det har været et faktum siden den moderne zombiefilm blev skabt tilbage i 1968. Menneskets nysgerrighed bringer en frygtindgydende virus  med fra rummet. En lille gruppe mennesker bliver fanget (og dør) i et lille hus pga. mistro, arrogance og mangel på sammenarbejdsevne. Til sidst kan der ikke længere ses forskel på dem der skal reddes og dem der skal dræbes.

Zombiefilmens allerstørste force er den sociale refleksion. Zombierne er egentlig ikke faren blot årsagen. Det ydre pres der sættes på fortællingens figurer, der så selv er skyld i deres undergang.

Hvorfor så travlt?

Løbende zombier…!?. Som zombiepuritaner er jeg ikke fan. Løber (eller tænker)  zombier, så forhøjes deres trusselsniveau betydeligt, og de er ikke længere det pres der lægges på de levende, så de selv kan fejle. Nej, nu er de en stor trussel i sig selv. Fokus bliver flyttet, og egentlig står man tilbage med en monsterfilm, hvor det lige så godt kunne være rumvæsener, varulve, vampyrer osv. Jeg mener at filmmonstre skal have unikke karakteristika og ikke være frit udskiftelige. Så mister monstrene deres individualitet. De gode filmmonstre og skurke har noget unikt at byde ind med. Zombiernes styrke er antallet og en god zombiefortælling giver et indtryk af klaustrofobi og langsomt stigende desperation frem for umiddelbar frygt. Når zombierne spæner rundt som genopstandne 100meterløbere, så bliver vi mere ramt af panik og adrenalin og det kunne det vel ligeså godt have være et kuld varulve.

Jeg ved godt at langsomme gryntende zombier kan være lidt kiksede, og et moderne publikum ikke alle sammen lader sig rive nok med når tempoet er lavt…men hvor meget skal der gives kald på for at fedte for laveste fællesnævner. Desuden viser succesen af The Walking Dead (tv-serien) at folk ikke har noget mod langsomme zombier.

Tobias er ikke meget for løbende zombier.
Copyright Nordisk Film (Dawn of the Dead 2004)

Man griner ikke af de døde

”Zombie kills”. Opfindsomme måder hvorved zombier kommer af dage er næsten et must for de fleste zombiefilm. Vi husker vel helikopter-propel-scenen i Dawn of the Dead? De sjove aflivninger er da også uundværlige i de ret populære zombiekomedier. Jeg syntes personligt Shaun of the Dead var rigtig underholdende, og er da heller ikke helt afvisende overfor Zombieland (suk, løbere igen). Skaberne af Shaun viser tydeligvis også at de har stor respekt for Romeros tidlige film, og deres joke med ”We are coming to get you Barbara” er ikke mindre end genial. Som jeg nævnte tidligere, er der også noget komisk over zombierne generelt og de frister jo meget til komik, men jeg syntes alvoren er mere oplagt. Sjove zombiekills og andre gags fjerner jo meget hurtigt zombiernes status som monstre og reducerer dem til en practical joke. Nogle rekvisitter hvor manuskriptforfatterne kan visualisere deres vilde påfund fra sidste uges lidt for våde fredagsbar. Jeg kan allerede høre dem:”Årh hvad! Det kunne være totalt fedt hvis….!”. Selv Romero tyer til den slags midler i hans efterhånden bundskrabende karriere. Til de uheldige folk der har set Survival of the Dead, så kan de måske huske det zombiekill med en flaregun…suk…

Jeg har altid sagt, at kunstnere der laver store Cannesvindende film om samfundet eller den menneskelige tilstand, egentlig ikke er så udfordrende og grænsesøgende, som de selv bilder sig ind. De gør jo ikke noget alle de andre store kunstnere ikke gør. Prøv i stedet at føre sådanne seriøse temaer ud gennem zombiefilm…
Tyg lige på den til dit næste projekt, Lars von Trier! Jeg skal nok købe en billet.

Seriøsiteten tilbage i zombiefilm tak!

Zombiefilm uden zombier

Når nu de fleste zombiefilm skuffer, så er det da heldigvis en trøst at man kan få lidt af den samme oplevelse fra andre film. Som overskriften siger, så plejer jeg at kalde dem zombiefilm uden zombier. Da jeg mener at det apokalyptiske og samfundskommenterende element i zombiefilm er lang det mest interessante, så er der heldigvis andre film der tager fat på det emne – dog uden noget så fedt som zombier til at udløse plottet. Der er virusfilm (og serier) som f.eks. BBC’s Survivors (den fra 70erne tak), og post-apokalyptiske film som f.eks. The Road. Egentlig er der jo i bund og grund tale om noget af den samme tematik som vi ser i Romeros film. Kampen for at overleve efter samfundets fald og et bevis på at mennesket er sin egens værste fjende.

Et godt eksempel på en zombiefilm uden zombier en ret middelmådig tv-filmagtig sag der hedder The Trigger Effect. Her er det noget så banalt som en langvarig strømafbrydelse der bringer det værste ud i folk. En ting jeg godt kan lide ved filmen er, at den næsten eksplicit viser at den er en zombiefilm uden zombier. Filmens mandlige hovedperson ligger nemlig og ser Night of the Living Dead aftenen før strømmen går.

Tobias mener at film som The Road og The Trigger Effect har samme værdier som de gamle zombefilm.

Brooks og Kirkman er begunstiget i testamentet

Nu hvor jeg efterhånden har fået slået fast at næsten alle nyere zombiefilm er en gang skrammel (hvis dette var en sms, skulle der indsættes et blinkende smiley her), hvem skal vi så se til for at få tilfredsstillet vores zombiesult? Da zombieboomet (eller the zombie revival kan man vel kalde det?) gik i gang, tænkte jeg: ”YES! Nu får Romero mulighed for at lave nye film!”. En tanke der bed mig i halen. Tja, Land of the Dead var vel OK, og Diary of the Dead kunne jeg også ”leve med”. Men Survival of the Dead ramte da godt nok under målet. Shit den var ringe.

Heldigvis har vi Max Brooks og Robert Kirkman. De red ind i zombieverdenen som riddere på en hvide hest. Hvis formål var at gøre op med bras som Day of the Dead ”remakes”. The Walking Dead tegneserien er ikke perfekt, f.eks. i form af lidt kikset dialog i de tidligere hæfter, men Kirkman har fuldstændig forståelse for hvad der er interessant ved zombiegenren. Relevante observationer vedr. menneskelig adfærd, mennesket som den egentlige trussel, fede dystopiske miljøer og selvfølgelig nogle klamme zombier der æder indvolde – og hvor er det befriende at zombierne ikke løber, snakker, kører på motorcykel osv. De grynter og vralter som de nu engang skal.

Max Brooks satte virkelig nye standarter for zombiegenrens samfundsmæssige emner med World War Z. Her handler det ikke om få mennesker i et hus på landet, men global politik, infrastruktur, militærteknik osv. Sjældent har zombiegenren været taget så seriøst.

The Walking Dead tv-seriens popularitet beviser tydeligt at zombiefans er mange og vi ikke selv er hjernedøde zombier, der kun gider se det hvis tempoet er sat til 220 km/t fra start til slut. Nu kan jeg kun håbe at Hollywood tænker over dette, når de fortsætter med at lave zombiefilm. Men dømmer man efter traileren for World War Z (filmatiseringen af Max Brookses fantastiske bog), så tyder det på, at Hollywood ikke fatter en bønne. Som zombiefan kan man næsten håbe på at zombierne bliver lagt i graven igen.

Tobias Enevoldsen – 2012

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s