Når Gud slukker lyset – Islam

Posted: 29. november 2012 by Schjönning in Andre genrer, Info
Tags: , , , , , ,

Velkommen til den første af en række artikler, hvor jeg vil gennemgå dommens dag, som den tager sig ud i forskellige religioner og mytologier. Denne eskatologiske kavalkade præsenteres i forbindelse med den allestedsomtalte dato, d. 21. december 2012, der ifølge maya-indianernes religøse kalender er den sidste dato vi kommer til at opleve. Inden jeg kaster mig ud i den første er det nok på sin plads at oplyse om følgende:

Jeg er klar over at religion er et følsomt emne, og jeg har bestræbt mig på at levere så objektive artikler som muligt. Personligt er jeg ateist, og tror derfor ikke på nogen af forklaringerne. Der vil sikkert være dem, der ikke mener at en vantro kan beskrive deres tro redeligt, men jeg vil alligevel gøre forsøget. Det skal også siges at nogle religioner har så indviklede og detaljeret beskrevne dommedagsscenarier, at jeg er nødt til at opsummere dem – Apokalyptisk er en blog, ikke en bog. Vi har en kommentarsektion under hvert indlæg, som I er velkomne til at benytte Jer af. Når det er sagt er der kun tilbage at kaste sig over den første af de religioner jeg har sat mig for at undersøge: Islam.

De tre epoker

Verdens historie kan, ifølge Islam, inddeles i tre epoker – eller faktisk fire. Præ-epoken var tiden før Muhammed modtog åbenbaringerne fra englen Gabriel, og den tæller ikke rigtigt med. Det der er kendt som Den Første Epoke var tiden umiddelbart efter Muhammeds død, og den varede indtil alle hans Følgesvende var døde. Følgesvendene var mennesker der mødte Muhammed, lod sig konvertere til Islam og døde med overbevisningen i behold. Da den sidste af disse var borte startede Den Anden Epoke, som er den vi befinder os i nu. Den Tredje Epoke er de sidste tider.

Gradvist forfald

Den Anden periode – nutiden – er præget af det der med Islams øjne er moralsk forfald. Der er mindst 100 nedskrevne, mindre tegn på at dommedag nærmer sig. disse tegn varierer fra det generelle til det mirakuløse. Blandt tegnene er: At der findes flere kvinder end mænd, at “hyrder” vil begynde at konkurrere om hvem der kan bygge den højeste bygning, at mængden af druk, hor og mord vil stige, at islamisk lærdom vil blive mindre udbredt, at der vil være flere jordskælv, at årene vil blive kortere og føles som måneder, at det vil regne rigeligt men høsten alligevel slår fejl, og at mænd vil gå i feminint tøj og ægte andre mænd. Disse er kun et beskedent uddrag! Disse tegn fører alle frem til den Den Tredje Epoke.

Slutningen

Mohammed Modabber, 1897. Det store uhyre nederst til venstre æder de vantro.

Den Tredje Epoke domineres også af tegn, men tegn af en noget mere slagfærdig kaliber. Der er tolv store tegn, der blandt andet tæller ankomsten af Mahdi (en frelserskikkelse), genkomsten af Isa (Jesus), ankomsten af Masih ad-Dajjal (en falsk profet der svarer til antikrist i kristendommen), og nedbrydningen af murene mellem menneskenes verden og et andet plan, hvorfra frygtelige monstre vil dukke op. Allah udrydder senere disse monstre med insektsværme fra himlen. Verden vil blive dækket af formørkende røg og alle vil dø, alt vand blive opslugt, alt liv forsvinde. Til sidst træder selveste Allah ned på jorden, fulgt af 70.000 engle. Ved hans kraft  genopstår alle der nogensinde er døde. Muhammed er den første der genopstår. De retskafne vil få adgang til himlen. Syndere vil tilbringe noget tid hvor de bliver udsat for “adhab” – sonende straf – og derefter få adgang til Paradis. Kun vantro er dømt til evig fortabelse. Således ender verden ifølge de største af Islams fortolkninger.

Kilder: Religion Facts og The Everything Understanding Islam Book

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s