Meningsløs modstandskamp

Posted: 27. december 2012 by Schjönning in Anmeldelse, Film, Krig, Pre-apokalyptisk
Tags: , , , , ,

Dobbeltanmeldelse af Red Dawn-filmene.

red_dawn

Der er næsten ingen grænser for hvad vi, her på Apokalyptisk, vil udsætte os selv for, så længe det handler om dommedag – eller noget lignende. Jeg må dog indrømme at jeg følte mig … udfordret, da jeg i et anfald af kulturel masochisme satte mig for at teste min tolerancetærskel for amerikansk action-propaganda.

Denne test bestod i at se begge udgaver af Red Dawn (1984 og 2012) lige efter hinanden. Den gamle udgave er en af de film der deler vandene, og den har en del fans, som jeg formoder er en slags koldkrigs-nostalgikere. Den nye udgave er en relativt overset størrelse. Præmissen for begge film er at det amerikanske fastland bliver invaderet af en fjendtlig hær. Militæret overvældes totalt, og i en lille by i The Heartland tager en gruppe teenagere teten op og fører guerillakerig mod besættelsesmagten.

Begge film fokuserer snævert på gruppens sabotagemissioner og sociale forhold internt, og i forhold til lokalbefolkningen der straffes hårdt hver gang en mission lykkes – et udbredt motiv både i virkeligheden og i andre film om frihedskæmpere.

Det første der falder mig ind er, at udover angrebet på Pearl Harbor i 1941 og terroraktionerne i 2001, har amerikanerne kun oplevet angreb på deres egen jord i perioder som ingen længere kan huske. Sidst der var decideret, fællesnational modstandskamp i Gud Eget Land, var i 1783, i slutningen af Uafhængighedskrigen. Hvor andre lande har rigeligt med ædel modstand at tage af, føler amerikanerne åbenbart at der mangler noget lignende i landets korte historie. De har ingen Braveheart, ingen La chagrin et la pitíe, ingen Flammen og Citronen, ingen Libertarias, etc.

Denne lakune i den amerikanske krigshistorie var åbenbart for stor, og det kom der ikke mindre end to fuldstændigt urealistiske scenarier ud af. Jeg skal være den første til at hylde fantastiske elementer i film, og jeg elsker science fiction, men når resten af settingen er skarpt realistisk nytter det ikke at tage sig for mange friheder – underodnet at i hvert fald den første film foregår i en alternativ samtid.

1984-udgaven har en koalition af cubanere og russere i skurkerollen, i en verden hvor alle europæiske stater har fået pascifistiske regeringer (!) og NATO er blevet nedlagt. USA står heroisk, alene tilbage i kampen mod verdenskommunismen, men formår ikke at holde horderne af invadører tilbage. Det overlades til yngre kræfter – interessant nok en ung Patrick Swayze og en endnu yngre Charlie Sheen. Sabotørerne er medlemmer af den første amerikanske ungdomsgeneration der var (og forblev) uberørte af krig. De var for unge til ’Nam og for gamle da turen kom til Golfkrig 1. Noget måtte gøres: Cubanerne kommer!

At en russisk-støttet cubansk invasion (med yderligere support fra et fiktivt, revolutionært Mexico) skulle kunne lykkes må siges at være en kende fabulerende. Helt galt går det dog i remaket, hvor Amerika bliver udsat for et overraskelsesangreb af Nordkorea! Ifølge nettets rygtebørser var det oprindeligt tanken at Kina skulle være skurken, men det blev åbenbart vurderet politisk (og økonomisk) risikabelt. Russerne, som USA åbenbart aldrig tilgiver, er stadig med i en birolle som militære rådgivere, og Nordkoreas kæmpehær har tydeligt fået hjælp i form af udstyr og våben.

red-dawn-2012

Tilfældigvis er Nordkorea et emne der interesserer mig dybt. De har en af verdens allerstørste aktive hærstyrker, men deres teknologi er for størstedelens vedkommende stadig baseret på de stumper af kinesiske overskudsvarer der var tilbage efter Koreakrigen (1953!). De har stort set intet luftvåben eller kampflåde (især ikke sammenlignet med USA), og i hvert fald intet der kunne transportere millioner af soldater om på den anden side af jorden. Som et deprimerende, men aktuelt eksempel på Nordkoreas teknologiske formåen, vil jeg fremhæve at diktaturstaten lige har udsendt sit første hjemmeproducerede computerspil, Pyongyang Racer. Det bliver sammenlignet med et dårligt kodet spil til PS1.

Hvor originalversionen kan ses som en alarmistisk fremskrivning af Den Kolde Krig, som i filmens samtid stadig var umådeligt kold og i konstant fare for at blive brandvarm, er den dybere mening med den nye udgave lidt sværere at fastslå. En af forskellene på filmene er sabotagegruppens leder. I begge tilfælde hedder han Jeb, men hvor Jeb oprindeligt var en lidt utilpasset og potentielt kriminel ung mand, der ufrivilligt må tage lederrollen på sig, er den nye Jeb en hardcore U.S. Marine-veteran fra Golfkrig 2, der ikke kan finde sig til rette i civillivet.

Hvor 80’ernes unge selv måtte opfinde den dybe tallerken, er nutidens teenagere i den lykkelige situation, at en hærdet og muligvis PTSD-ramt person tager dem under sine vinger. At Jeb den Anden aldrig når at finde ro i en normal tilværelse er så bare ærgerligt. Min pointe er dog, at USA, økonomisk krise til trods, ikke behøver at frygte nogen som helst rent militært. Derfor forekommer 2012-udgaven som et bizart forfængeligt tankeeksperiment, enddog en romantisk forestilling om ridderlig offervilje når alle odds er imod en.

Alt i alt er ingen af Red Dawn-filmene noget særligt; ikke filmisk og slet ikke narrativt. At det er uendeligt let at tro på rygterne om at de begge er financieret af National Rifle Association, gør dem ikke bedre. Men nu hvor jeg har udsat mig for dem, er det da en trøst at kunne komme af med min galde!

Red Dawn (1984)

reviewstar1reviewstar1

Red Dawn (2012)

reviewstar1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s