“Jamen dette er Helvede, og jeg har ikke forladt det”

Posted: 9. maj 2013 by Schjönning in Bog, Interview, Naturen, Pre-apokalyptisk, Sygdom og plager
Tags: , , ,

jensen_06Eksklusivt interview med Liz Jensen

Her på Apokalyptisk har vi anmeldt to af Liz Jensens bøger, og vi kunne næsten ikke have været mere positive. Således fik Varslet fra 2010 fire flotte stjerner, og hendes nyeste roman De Ubudne, fra sidste år, fik vores maksimumskarakter på fem! Begge romaner tilhører den yderst sjældne gruppe af apokalyptisk litteratur der udkommer på et af de store forlag og bliver promoveret derefter. Det syntes derfor naturligt at henvende sig til hende og spørge om et interview, og hun kunne heldigvis afse tid til os. Det endte med at blive et særdeles velvoksent interview, men det er netop en af bloggens store fordele, fremfor de trykte medier: Ingen længdekrav. Det blev derfor et grundigt studie i katastrofer, skriveteknik og holdninger, som vi er stolte af at præsentere, som det første, men forhåbentligt ikke sidste, eksklusive interview på Apokalyptisk.

Både De Ubudne og Varslet følger de sidste uger og dage op til dommedag, og jeg siger ikke for meget ved at understrege at jorden går under i begge værker. Det er i disse tilfælde selve vejen mod undergangen der interesserer Liz Jensen.

”Den bog jeg skriver på nu – den tredje i den trilogi der startede med Varslet – tager sin begyndelse ’5 minutter fra nu,’ for at citere min litterære helt J. G. Ballard, fordi det det der fascinerer mig omkring de næste årtier og opfattelsen af apokalypsen er: Hvordan ved man at det er begyndt? I litteratur og film er globale kataklysmer altid utroligt pludselige, fordi det er påkrævet rent fortælleteknisk. Men i virkelighedens verden vil de katastrofer vi går i møde – hvis vi ikke kan finde den globale vilje det kræver at standse dem – være så gradvise at vi bliver vant til nye landskaber; både fysisk og mentalt, efterhånden som katastroferne udfolder sig. Forandringerne vil være næsten usynlige på en dag-til-dag-basis. Ligesom når årstiderne forandrer sig, som de allerede gør nu. Man lægger mærke til det, og alligevel ikke. Det er blevet en del af virkeligheden, og man accepterer det bare. Der er en vidunderlig ordudveksling i Marlowes Faust: Doktor Faust spørger djævelen hvorfor han er på jorden, og ikke i Helvede, og djævelen svarer: ’Jamen dette er Helvede, og jeg har ikke forladt det.’ Det er det samme med apokalypsen: Hvornår og hvordan ved vi at vi er gået gennem døren markeret med et ’No Exit’-skilt?”

Det er dog ikke kun processen der interesserer hende, og direkte adspurgt om vi kan håbe på en decideret post-apokalyptisk roman svarer Liz Jensen: ”Absolut! Jeg vil rigtigt gerne skrive sådan en, og jeg har allerede kladden til den i mit hoved. Jeg skriver den helt sikkert en dag, men jeg er endnu ikke færdig med præ-apokalypsen. Varslet er præ-apokalyptisk og De Ubudne er en blanding af præ- og post-apokalypse.” Jensen bevæger sig mod undergangen, og det glæder vi os rigtigt meget til at se nærmere på!

Hun er til gengæld uenig med mig, når jeg bruger begrebet ’jordens undergang’ om fremtiden. ”Jorden vil klare sig fint uden os. Det har den gjort før, og vil gøre det igen. Når man snakker med geologer får man virkelig sat tingene i perspektiv (Jensen researchede geologi for at skrive Varslet, red.). Vi lever i den antropocæne æra, og som alle andre tidsaldre vil den blive skiftet ud en dag – i en fjern fremtid. Som Kurt Vonnegut formulerer det: ’And so it goes’.”

varsletDen verden vi kender

Liz Jensen fortsætter, og retter opmærksomheden mod temaet i begge hendes apokalyptiske romaner: Klimaet. ”Det vi mener med ’verdens undergang’ er at den verden vi kender går under. Det er enden på en verden, som menneskeracen kan overleve i. Med vores mangelfulde evne til at håndtere klimaforandringer er vi allerede godt på vej til det punkt.”

Der er dog nogle praktiske grænser for hvor fundamentalt man skal betragte klima-budskaberne i Jensens bøger. ”Jeg vil beskrive mig selv som miljøforkæmper – men der er elementer i den grønne bevægelse som jeg er uenig i, selvom jeg støtter bevægelsen generelt. I mange år var jeg imod atomkraft og GMO-afgrøder. Nu er jeg stor tilhænger af begge dele, men af rent praktiske årsager. Planeten kan ikke understøtte de ni milliarder mennesker der vil bo på den, når vi når til midten af dette århundrede, uden atomkraftværker og genmodificeret mad. Desværre opvejer fordelene ulemperne. Den anden mulighed er selvfølgelig at reducere vores energiforbrug drastisk, og kontrollere befolkningstilvæksten – ved at sørge for at folk der ikke vil have børn, ikke får dem,” fortsætter hun. ”Jeg ville foretrække sådan en løsning, men jeg kan ikke forestille mig at det sker. Jeg er frustreret over at miljø-bevægelsen ikke er mere aktiv og højlydt end den er – især når man anskuer det omfang fremtidens udfordringer har.”

Som sagt er Jensen dog ret optimistisk på artens vegne: ”Jeg er 53. Hvis jeg er heldig har jeg 30 år tilbage, hvilket bringer mig ind i 2040’erne. Til den tid vil verden igen have undergået en metamorfose – ligesom den har gjort konstant siden jeg blev født. Jeg ville virkelig gerne kunne rejse frem i tiden, til efter min død, og få et glimt af jorden om 100 år. Jeg ville elske at se hvordan vi havde klaret os – om vi havde klaret os. Der vil stadig være mennesker til den tid, det er jeg sikker på. Vi er en effektiv og innovativ art. Men under hvilke forhold vil menneskeheden mon leve om et århundrede?

Hovedpersoner bliver trukket gennem Helvede

I det hele taget er Jensen optaget af menneskeheden som art. Paradoksalt nok vælger hun sine hovedpersoner fra grænseegnene af det menneskelige samfund. I De Ubudne opfattes alting gennem Hesketh Lock, der lever med Aspergers-syndrom og bruger utroligt meget tid på at folde origami for sit indre blik, når han skal koncentrere sig. Hovedpersonen i Varslet er den kørestolsbundne og dybt traumatiserede psykolog Gabrielle Fox. Det kan give læseren ideen om at Jensen betragter os med en vis kynisme, men det afviser hun:

”Gabrielle er et skadet individ. Det skyldes hendes lammelse efter en bilulykke. Men Hesketh har simpelthen bare et andet perspektiv på verden og livet end andre har. Jeg vil ikke beskrive nogen af dem som kynikere – selvom Gabrielle har sine bitre øjeblikke på det personlige plan. De er realister i svære situationer. Kynikere giver op, eller endnu værre: Kigger på og kommenterer fra sidelinjen. Det gør mine hovedpersoner ikke. De to deler en vis kampånd og ønsket om at forstå ting. Derfor håber jeg også at læserne bekymrer sig om dem undervejs som historierne udvikler sig. Jeg trækker dem ufortrødent gennem Helvede. Det er det historierne handler om.”

Om sin beslutning om at skrive i førsteperson – og dermed beskrive og fortælle gennem en subjektiv karakter – siger Liz Jensen: ”Jeg kan lide det, fordi det giver mig chancen for at være en anden. Det mest tilfredsstillende ved at skrive en hvilken som helst roman er for mig at udvikle fortællerstemmen, der reflekterer personen bag. Og naturligvis er en del af ’kicket’ at udforske noget der er meget anderledes i forhold til baggrund og verdensopfattelse.” Det bedste eksempel på Jensens forkærlighed for, og evne til, at synke dybt ind i sine personer er den ekstremt usympatiske, psykotiske teenage-pige Bethany Krall, der er den primære plot-motor i Varslet:

”Hun var en ren fornøjelse at skrive! Jeg var selv ret forrykt som teenager, og jeg har mødt mange andre tilfælde også, så jeg følte mig godt bekendt med det felt. Tricket bag at skrive Bethany var hele tiden, at finde på det ledeste, mest modbydelige hun kunne gøre eller sige – og så få hende til at gøre eller sige det. Hun udfordrer Gabrielle konstant og finder hele tiden nye måder at torturere hende psykisk. Hun har udstukket en kurs, direkte imod selvdestruktionen, og hun viger ikke fra den – hun gør hvad hun hele tiden har sagt hun vil gøre. Men indeni er hun sårbar og dybt traumatiseret, hvilket ikke er hendes egen fejl. Læserne fortæller mig ofte at hun er den karakter de har følt mest for – jeg følte også utroligt meget for hende da jeg skrev hende.”

de-ubudneOptimistisk håbløshed

Som mange andre forfattere lever Jensen sig altså dybt ind i sine usædvanlige hovedpersoner, hvilket ikke forhindrer hende i at udstyre dem med deres egne holdninger, om Heskeths dystre analyser af terror-frygt og alarmisme siger hun fx: ”Hesketh er en hyperaktiv observatør. Alt hvad han ser bliver filtreret gennem han videnskabelige intelligens. De beslutninger han tager i bogen er baseret på empiriske beviser, og han betragter disse som troværdige. Han observerer epedemien af massehysteri, og han observerer også hvad der har startet den. Og så drager han sine egne konklusioner.” Mere specifikt om sine personlige holdninger siger hun:

Panik interesserer mig, men det er altid en uproduktiv måde at reagere på. Vi har mere at frygte fra vira der er blevet immun over for antibiotika end vi har har fra terroristaktioner. De største trusler kommer fra naturen, ikke fra os selv. Et andet element, jeg tænker meget over, er den hastighed hvormed information bevæger sig – og oven i købet falsk information. Det er simpelthen opskriften på massehysteri. Det overrasker mig at der endnu ikke har været et globalt og verdensforandrende udbrud af panik. Måske der kommer et i fremtiden …”

Det hele kan virke meget håbløst, og det virker ikke som om der er store chancer for at menneskeheden kommer uskadt ud på den anden side – hvor den så end er. Men selvom begge bøger slutter med verdensomspændende katastrofer, der for evigt vil forandre artens vilkår, mener Jensen at der er lys for enden af tunnellen.

”Der er et element af håb i slutningen af hver bog, der hinter til at mennesket overlever, i en eller anden form, i fremtiden. Men begge bøgers standpunkt er uden tvivl at det bliver utroligt hårdt og for mange helt ubærligt. Det behøvede ikke være sådan, men det er sådan jeg ser det fordi beviserne på vores manglende kollektive indsats er overalt omkring os: De store oliefirmaer, støttet af magtfulde investorer,satser faktisk på at regeringerne ingenting gør for at forhindre temperaturstigninger. Det er grunden til at de er så selvsikre i deres forberedelser på at plyndre de arktiske regioner. Alle ved at hvis den olie bliver brugt – hvis blot den olie der er tilgængelig nu bliver brugt – vil vi opnå temperaturer der vil gøre planeten ubeboelig for mennesker. Men deprimerende nok vinder olieindustrien. De satser på at vi forbliver passive. De ved det vil kræve en overmenneskelig, global indsats at stoppe disse fremadstormende giganter. Dem der styrer selskaberne tænker kun på profit på kort sigt, ikke overlevelse på lang sigt. Jeg går ud fra de ikke bekymrer sig synderligt om deres børnebørn.”

Efterlyser moralsk forargelse

Men Jensen stopper ikke ved olieindustrien. Hendes bøger bærer i dén grad præg af en samtænking og bredere forståelse af samfundet. I Varslet sætter hun den højtuddannede humanist/ateist Gabrielle op mod et væld af filosofiske modstandere. Det handler om de få funklende stjerner på den uendelige baggrund af sort, tomt rum, og det virker næsten som om hun ikke mener vi fortjener at overleve.

”Som Clint Eastwood siger i The Unforgiven:  ’Deserve’s got nothing to do with it, mister.’ På den anden side mener jeg, at det er meget uheldigt at religiøse fundamentalister, både kriste og muslimer, anlægger et kreationistisk synspunkt i en tid hvor videnskaben – højt og tydeligt – fortæller os om de farer vi står overfor (mange kreationister mener at Gud har skabt jorden så mennesket kan bruge den efter behag, og bruger dette argument for at fortsætte udnyttelsen af planeten, red.). Og hvorfor hører vi iøvrigt ikke mere til de ikke-fundamentalistiske repræsentanter for religionerne? Klimaforandringer er også det største moralske problem mennskeheden står over for – så vel som den største civilisatoriske udfordring. Men hvor er den moralske forargelse i den forbindelse? Hvis man ser på hvordan andre, tidligere civilisationer er kollapset opdager man at det var selvforskyldt, enten ved udvidenhed eller endnu værre: De vidste godt at den var gal og valgte at begrave deres hoveder i sandet. Jeg frygter at det er det vi er ved at gøre nu.”

Som konklusion tilføjer Liz Jensen: ”Sært nok, og til trods for alt det jeg lige har sagt, er jeg ikke pessimist. Jeg har enorm tiltro til vores evne til at tilpasse os på nye, interessante måder. Nye, ukendte situationer vil opstå, og vi vil reagere på dem. Det er sådan vi altid har gjort. Jeg tror på at vi lever i en af de mest interessante epoker i menneskets historie. Jeg siger ikke at ting vil blive bedre, men de vil blive meget, meget anderledes. Og for en romanforfatter er det altid spændende!”

 ***

Liz Jensen er født og opvokset i England, som datter af en dansk far og en anglo-marrokansk mor. Hun har arbejdet som journalist og skulptør før hun kastede sig over skønlitteraturen i 1995. Hun bor lige dele i London og København, blandt andet på grund af sit ægteskab med den danske bestseller-forfatter Carsten Jensen. Hendes bøger er oversat til mere end 20 sprog og udkommer på dansk hos Politikens Forlag. Hendes personlige hjemmeside ligger her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s