Stort set alle zombie-relaterede bøger, film og spil udspiller sig i USA – fra den legendariske, genredefinerende Night of the Living Dead, til den aktuelle TV-serie The Walking Dead. Det er der som sådan ikke noget galt i, og dog: For vi ved jo alle sammen at zombierne kommer en dag, og disse film og tekster skal forberede os på den overlevelseskamp der venter os når det sker!

Det nytter jo ikke at al taktik, alle fordele og ulemper, alt hvad vi ved om zombie-overlevelse er baseret på en anden og ret så anderledes kultur. Men det råder vi bod på nu. I den følgende artikel vil jeg kort beskrive forskellene på USA og Danmark i forbindelse med truslen fra de levende døde – og samtidigt vurdere hvilken kultur der har den bedste mulighed for at overleve!

Byggestandarder

Vi starter med den måske mest oversete, men samtidigt vigtigste, faktor når det kommer til overlevelse i et zombie-inficeret område: Den generelle standard af befæstningsegnede bygninger. Enhver der har set blot et enkelt afsnit af den amerikanske udgave af Ekstrem Hjemmeservice ved at i USA er huse bygget af bølgepap og koncentreret klamp. Det fremgår naturligvis også af adskillige zombie-film, hvor man ser de sultne kadavere vade uhindret direkte gennem vægge og døre – til stor fortrydelse for hvem der end befinder sig på den modsatte side.

I Danmark har vi noget der kaldes Byggeansøgninger. Det er dokumenter der sendes til kommunen hvis man ønsker at opføre noget som helst der er større end en hønsegård, og som beskriver alt – ALT – om byggeriet. Det er en kunstart at udfylde ansøgningerne korrekt, fordi bemeldte bygning skal opfylde et vanvittigt antal krav om sikkerhed, brandudgange, klimakontrol, el, vand etc. og det er alt sammen til vores fordel: Selv et almindeligt parcelhus i Danmark kan modstå jordskælv og kæmpeøgler!

Romero beviser her, i Day of the Dead, at selv gasbeton er lavet af flamingo i staterne ...
Romero beviser her, i Day of the Dead, at selv gasbeton er lavet af flamingo i staterne.

Når zombierne kommer vil amerikanernes huse være omtrent ligeså bastante som candyfloss, mens vi danskere burde kunne holde zombiehorden stangen fra vores havepavilloner!

Danmark 1 – USA 0

Human Ressources

Den absolut vigtigste personlige egenskab under zombie-apokalypsen er evnen til ikke at smage godt, men der er underligt nok ikke meget troværdig statistisk data inden for det område. Derfor ser vi på et andet og mere målbart felt: uddannelse. Danmark har et af de højeste nationale uddannelsesniveauer i verden. Flere og flere tager akademiske uddannelser, og den trend ser ikke ud til at aftage foreløbigt. USA er ikke totalt tabt, men dog længere nede i statistikken, hvilket kan vise sig at blive et problem. For os!

Traditionelt set er lavtuddannede mennesker nemlig fattigere end de højtuddannede, og fattige mennesker har en langt større overlevelseschance i zombieland. De er vant til at knokle, vant til at slås og vant til at spise dåsemad. De besidder også flere praktiske evner. Når man ikke har råd til mekanikere, vvs’ere og lægebistand bliver man helt automatisk bedre til at fikse biler, lægge rør og operere på sine venner med køkkenredskaber. Danskere, derimod, har bløde hænder og de fleste af os kan ikke kende forskel på et tændrør og en salatgaffel.

Her demonstrerer Einstein hvordan de fleste højtuddannede vil klare sig på Z-dag.
Her demonstrerer Einstein hvordan de fleste højtuddannede vil klare sig på Z-dag. Kan i øvrigt købes som t-shirt her.

Når zombierne kommer til Danmark er et traktortrækstævne i Sønderjylland sandsynligvis det sikreste sted at være!

Danmark 1 – USA 1

Guns

I forlængelse af overstående punkt skal vi nu se lidt på det alle synes er det klart fedeste ved zombie-apokalypsen: Muligheden for at storme gennem byens jungle med en kædesav i den ene hånd og shotgun i den anden, og skammyrde evnesvage udøde til højre og venstre!Der er næppe nogen der er i tvivl om at, hvad skydevåben angår, er USA et langt rigere land end lille Danmark. Alle i USA har skydevåben! Og det er faktisk ikke særligt smart …

Der er nemlig ikke rigtigt nogen kontrol med om våbenejerne kan anvende deres våben ordentligt. Det medfører en uendelighed af vådeskudsulykker (Dick Cheney skød fx sin ven i hovedet under en vagteljagt!) og det er nok ikke ligefrem smart med zombier i hælene. I Danmark er de eneste der har lovlig adgang til skydevåben jægere, politiet, militæret, hjemmeværnet og medlemmer af skydeklubber. Fællesnævneren for disse grupper er at de faktisk har jævnt godt styr på hvad de laver. At tage jagttegn i Danmark er lidt som at tage en mellemlang uddannelse! Med andre ord: Vi kan rent faktisk ramme zombierne!

På den anden side ...
På den anden side …

Det eneste der trækker ned her er de mange kriminelle der bærer skydevåben uden at kunne ramme en sovende urokse på to meters afstand. Når zombierne kommer: find hjemmeværnet og giv dem kaffe!

Danmark 2- USA 1

Transport

USA er bilernes land. Det er det land i verden der har tredjeflest biler per indbygger. Danmark er nr. 38. Så sandsynligheden for at finde et godt flugtkøretøj er betragteligt højere i USA end den er her. Hvis man planlægger at overleve i længere tid – altid en god idé – er der dog et problem for begge lande: Benzin og diesel holder sig ikke i særligt lang tid. Selv hvis det opbevares under optimale forhold vil det meste bilbrændstof være ubrugeligt efter et par år. Danmarks fordel er at vores afstande er korte og vi har bygget nogle meget solide broer – som zombierne selvfølgelig også kan anvende – der binder landet sammen. I USA bruger man i stigende grad fly til at rejse indenrigs, og vejnettet er ikke så veludbygget i det enorme land, som her. Man kan derfor hurtige komme frem til en sikker base (der er nemmere at finde, se Byggestandarder) hvis man bor i Danmark. Er zombierne af den art der ikke krydser vand særligt effektivt er der yderligere den enorme fordel at Danmark er lavet af øer, og mange af dem er ikke forbundet til fastlandet. I visse områder af Danmark (Limfjorden, det Sydfynske Øhav, etc.) vil man derfor næsten kunne ignorere benzin-manglen og forlade sig på vindkraft og gode gammeldags årer.

Til gengæld er synsmyndighederne i USA lidt mere liberale end de er her.
Til gengæld er synsmyndighederne i USA lidt mere liberale end de er her.

På dette punkt ender det med en kneben sejr til Danmark.

Danmark 3 – USA 1

Infrastruktur

End ikke de sidste tre regeringers lemfældige massakrer af den offentlige sektor kan ændre det faktum at Danmarks infrastruktur er umådeligt mere centraliseret og velsmurt end USA’s. Her menes specifikt beredskabet, politiet og sundhedsvæsenet, der i Danmarks tilfælde er samkørt og ordnet efter et overskueligt system og en relativt logisk rangorden af værn og styrelser. I USA har hver stat sit eget politi, de offentlige hospitaler er nedslidte og få, og mange brandkorps består af frivillige civilister (læs: zombie-fastfood). Alle rigtige zombiefans ved at disse services er blandt de første ofre når apokalypsen kommer, men det vil uden tvivl højne alle andres danskeres overlevelseschancer, at vores infrastruktur hænger så godt sammen, som den gør. Det er selvfølgelig en unfair fordel, som vi kun har fordi landet er så småt og let overskueligt, men i zombieland gælder alle kneb! Så næste gang du møder en strømer, din læge eller en Falck-mand, så stik dem lige næven og tak dem på forhånd for det uundværlige offer de, uden tvivl kommer til at bringe for nationens overlevelse.

Endelig resultat: Danmark 4 – USA 1

LÅÅLÅÅ! LÅÅÅLÅÅÅ!
LÅÅLÅÅ! LÅÅÅLÅÅÅ!

Jeg synes selv at disse fem punkter er de vigtigste inden for basal overlevelse i en ødelagt verden hærget af levende døde. I er sikkert helt vildt uenige, på hver jeres måde, og skulle I have behov for at lufte uenigheden er der rig plads i kommentar-feltet. Det er øjensynligt noget sikrere at gå dommedag i møde her i Andedammen, end det er i Gud eget land. Det er jo ret betryggende, men frygteligt irriterende for dem af os, der elsker at skrive fiktion og rollespil, og gerne vil tage udgangspunkt i en geografi vi kender. Så skyd endelig mine udgydelser i sænk!

Advertisements