Smukke lig har sjældent været smukkere

Posted: 12. december 2013 by Schjönning in Andre genrer, Anmeldelse, Bog, Naturen, Pre-apokalyptisk
Tags: , , , , , , ,

abandoned frontAnmeldelse af Abandoned 2

Der er få ting så fascinerende som ruiner. Få ting kan, som ruiner, vække kollektive minder i vores sind, og påminde os om vores egen skrøbelighed og samfundets forgængelighed. Der er en rørende tristesse som vi rammes af når vi beskuer disse ældgamle sten, som både gør ondt og lindrer. Romantikkens arkitekter og kunstnere lagde grunden til en byggestil, der skulle vinde hæder – og senere ekstrem vanære – i hænderne på Hitlers hofarkitekt Albert Speer. Med teorien om Ruinenwert – ruinernes værdi – som ballast planlagde han sine bygninger ud fra en grundtanke om at de stadig skulle imponere om 1000 år. At de ligesom Kolosseum og pyramiderne ved Giza skulle vise fremtidens folk at her havde en storslået kultur engang eksisteret. Med andre ord planlagde Speer og andre at efterlade smukke lig.

Smukke lig var det første der faldt mig ind da jeg åbnede Abandoned 2 – makkerparret Jan Elhøj og Morten Kirckhoffs anden fotobog om planetens smukkeste forladte steder. Elhøj og Kirckhoff er de vi kalder ’urban explorers’. Deres hobby er at besøge, udforske og forevige de steder som resten af os har glemt og forsømt, og jeg må indrømme at deres talent for det er enormt. Det samme er deres ambitioner, og Abandoned 2 indeholder billeder fra hele verden. De smukke lig bliver midlertidigt vækket til live af duoens kameraer.

abandoned 2

Det er svært at definere hvilke følelser der risler en ned ad ryggen når man bladrer gennem de mange siders fotokunst. Der er en ekstrem variation i motiverne, og bogen er ikke bygget tematisk op. Man bliver derfor ledt, af kryptiske veje, fra et almindeligt dansk parcelhus, over et kæmpemæssigt slot i Sydeuropa, til en forladt sportshal i Tyskland. Billederne veksler fra det hjerteskærende – bemeldte parcelhus er fuldt møbleret, og ser ud som om ejeren spontant forlod det for 30 år siden; der er endda dækket op til eftermiddagskaffe – til det decideret rædselsvækkende: Forfaldne sindssygeanstalter, et japansk slangelaboratorium, samlinger af mugnende medicinske præparater etc..

abandoned 3

De to fotografer har et godt øje for detaljer, og nogle af billederne indeholder underfundigheder der gør dem helt morsomme, al forfaldet til trods. Et af mine yndlingsbilleder er af et rekreationsrum i Middelgrundsfortet (et af søforterne ud for København), hvor mandskabet har kunnet slappe af med en pot billard og nogle lænestole. Alt på billedet er grundigt mærket af tidens nådesløse tænder. Mugsporer og svampe, rust og råd, dækker samtlige overflader. Undtagen den stuebirk af plastik der står i et hjørne. Den ser lige så frisk og græn ud som da den blev sat der.

Jeg har lyst til at fremhæve hvert eneste billede, men det ville gøre anmeldelsen ulæselig – og ødelægge overraskelsen for dem der køber bogen. Jeg vil nøjes med at sige, at på billedfronten kan jeg ikke finde et eksempel på noget der ikke burde være i bogen. Den måtte godt have været dobbelt så tyk for min skyld! Den anke jeg må rejse er rettet imod teksten.

Der er meget lidt tekst i Abandoned 2, og det forstår jeg godt. For det første er de smukke billeder det der driver værket, og for det andet er tekst desværre ikke de to bagmænds stærke side. Abandoned 2 er ikke udgivet på et forlag, men er en egenproduktion som Elhøj og Kirckhoff selv har forestået. Der har helt klart manglet et redaktionelt led der kunne rydde op i haltende syntaks, fejl i tidsangivelser og helt basale tastefejl, for slet ikke at tale om brugen af ord der ikke findes – en udsigt kan ikke være ”storslående”.

abandoned 1

Bortset fra teksten – som der altså er meget lidt af – er jeg dybt imponeret af selve udgivelsen. Det er en lækker bog, som man virkelig gerne vil have liggende fremme når der kommer gæster. Udstyret er i top og billedkvaliteten helt på højde med udgivelser fra de store forlag. Der er lagt utroligt meget kærlighed og hårdt arbejde i værket og begge dele har båret frugt. De smukke lig har sjældent været smukkere. Ruinernes værdi er stadig på et uvurderligt niveau.

reviewstar1reviewstar1reviewstar1reviewstar1 half-reviewstar1

Abandoned 2 er venligst stillet til rådighed af Elhøj & Kirckhoff

Bogen kan købes her for kun 300 kr, hvilket også dækker forsendelse!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s