Efter 50 år gør La Jetée stadig indtryk

Posted: 23. maj 2014 by Jakob, Apokalyptisk in Artikler, Film
Tags: , , , , ,

La_Jetee poster banner

I dag kan vi byde på et gæsteindlæg af Henning Andersen der normalt begår sig ovre på Science Fiction Cirklens blog. Han har skrevet et indlæg om den franske kort-film La Jetée, der siden sin udgivelse for over 50 år siden har inspireret op forundret publikum såvel som instruktører.

Egentlig betyder det ”bådebro”, men også ”pier”. Noget der stikker ud i noget andet. Fra stranden ud i havet. Fra landjorden ud i luftrummet. Fra nutiden ud (ind?) i fremtiden. Tilbage til ind i fremtiden……

”La Jetée” er en ganske kort film (28 minutter), fra 1962, begået af den franske filmmager (instruktør, om man vil) Chris Marker. I virkeligheden er det et godt spørgsmål om det egentlig er en film, idet den hovedsageligt består af ”stills”. I sort/hvid. Et lysbilled-show, med andre ord.

Nogle gange er det sådan, at alt muligt minder om alt muligt andet, men jeg vil påstå, at netop ”La Jetée” er udgangspunktet for senere film med verdensomstyrtende, apokalyptisk indhold, i en tidsrejse-setting. Jeg tænker hér ikke mindst på ”Terminator-suiten”. Men også film som ”Deja-vu” og ”Groundhog Day” henter noget momentum fra ”La Jetée”.

…”La Jetée” er udgangspunktet for senere film med verdensomstyrtende, apokalyptisk indhold

Historien er enkel. En atomkrig har lagt Jorden øde, men i de parisiske katakomber foretages der eksperimenter, der skal forhindre dette. Tidsrejse-eksperimenter.
Det er fanger, kriminelle, der bliver udsat for disse eksperimenter, der sjovt nok er ledet af en ”Doktor Frankenstein” – hvilket også er det eneste navn, der overhovedet bliver nævnt. De øvrige er blot ”manden”, ”kvinden”, ”de”, ”nogle andre”, ”dem”.
”Manden” er en udvalgt fange, fordi han har et hukommelsesglimt fra tiden før katastrofen, om en oplevelse på en pier i Orly – Paris’ lufthavn. Det er et billede af en kvinde. ”Kvinden”. Og en mand, der dør – bliver skudt.

Gennem indsprøjtninger og sensorisk deprivation bliver ”manden” ført tilbage til tiden for dette billede. Det nævnes, at det ikke er særligt sundt for den psykiske ligevægt. Tidligere forsøgskaniner er blevet vanvittige – eller i hvert fald katatoniske. Men man (doktor Frankenstein) har tiltro til denne fange, fordi ”mandens” billede, hans hukommelsesglimt, er så skarpt og præcist.

Det nævnes ikke, men der er en underliggende tone af, at rejsen tilbage gennem tiden også omfatter en baglæns oplevelse af katastrofen, atomkrigen. Det er dér vanviddet lurer. Til gengæld ligger det også i mødet med ”fremtiden”, for hér møder ”manden” repræsentanter for en menneskehed, der egentlig slet ikke vil have noget med fortiden at gøre. De vil godt hjælpe ”manden” – de vil bare ikke ændre fortiden. Den skabte jo dem – århundreder efter Doktor Frankenstein. Århundreder efter katastrofen, atomkrigen. De har intet ønske om at hjælpe fortidens mennesker med at ændre en ældre fortid. Deres perspektiv er fremtiden, og deres syn på fortidens mennesker er som vores syn på en nedstyrtet fuglerede: – nej, hvor synd, men det er der jo ikke noget at gøre ved.
Så han må tilbage til ”kvinden”, til Orly. Tilbage til fortiden. Herunder hans egen.
Og så bliver han dræbt, af én af doktor Frankensteins assistenter.
Men det er samtidig underforstået, at denne hændelse finder sted i minutterne før atomkrigens udbrud. Hvilket er årsagen til, at den lille dreng, der overværer drabet på ”manden”, bærer dette hukommelsesglimt med sig ind i fremtiden – uden at vide, at det er sig selv han har set blive skudt.
Cirklen er sluttet.

Twelve Monkeys

Twelve Monkeys fra 1995 er direkte inspireret af La Jetée

Hvis dette minder en og anden om ”Twelve Monkeys”, så skyldes det sikkert at netop Terry Gilliams ”tolv aber” (med Bruce Willis – nåja, han gør en god indsats – en fremragende indsats, faktisk) er inspireret af ”La Jetée”. Det står up-front (and in person) i indledningsteksterne: inspireret af La Jetée!
Og grund-historien er da også den samme, selvom vi i ”Twelve Monkeys” nok mere er vidne til en økologisk katastrofe – hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at i 1995 var den overhængende fare for en atomkrig ikke rigtigt længere til stede. Det var den derimod i 1962 – og det var den såmæn også i midt-80’erne. Space Defence Initiative – også kaldet ”starwars”.
Men i 1990’erne kom der et fokus på, at handlinger – selv de allermindste handlinger – havde en genererende, en akkumulerende, effekt. Nu om dage slynges der rundt med begrebet ”The Butterfly Effect”, som en fortsættelse af kaos-teori og så videre. Men i film som ”Groundhog Day”, fra 1993, og (netop) ”The Butterfly Effect”, fra 2004, står individet i centrum for hvilken vej vægten vil falde.
I ”La Jetée” er der ikke noget at gøre. Han har set sig selv dø, og det gør han. I ”Groundhog Day” skal han bare lære at opføre sig ordentligt. Og i ”The Butterfly Effect” er løsningen, at han slet ikke skulle være født.
Man kan derfor spørge om det vi er vidner til er, at katastrofens omfang, apokalypsens indtræden, har forflyttet sig bevidsthedsmæssigt? Fra ”o tempora, o mores” til “mea culpa”? Ikke længere noget med omstændigheder eller vilkår, nej, hvad gør du selv? ”I’m starting with the man in the mirror”, sang Michael Jackson i 1987. ”Asking him to make the/a change.”

I ”The Terminator” (1984) er det også fremtiden, der prøver at ændre fortiden, men det er mere i forhold til en krig i fremtiden. Ikke desto mindre er der, i et senere afsnit af ”suiten”, et pænt og høfligt nik til ”La Jetée”. Men det synes jeg man selv skal kigge efter. Hvilket så kræver at man har set ”La Jetée” – eller i det mindste ”Twelve Monkeys”. Ellers ser man det næppe.

Der er i øvrigt en finurlighed ved ”La Jetée”, som denne verdens kloge hoveder, og blog-skribenter, ikke har fået helt has på. Det minder ret meget om den ”bevægelse”, der går ind for at de tydeligt husker lyden af et skud, da Arnesen i ”Matador” skød sig selv, samt tydeligt husker synet af Lærer Andersen på altanen, da Misse havde låst ham ude.
Noget lignende er på spil hér.

La Jetée

“Kvinden” i La Jetée

”La Jetée” består af stills i sort/hvid. Ikke desto mindre (og sådan er det sandelig også i min hukommelse) mener visse, at der hen imod afslutningen er en anelse af bevægelse i billederne, samt en anelse farve i de ellers så b/w-billeder. Jeg hverken kan eller vil afgøre det, men det betyder i hvert fald så meget som, at denne korte, korte ”film” gør et uudsletteligt indtryk – selv på 50 års afstand. Det er vel meget godt gået.

Læs mere om om filmene som nævnes i dette indlæg

La Jetée (1962), Argos Film
Twelve Monkeys (1995), Universal Pictures
Terminator-serien (1984, 1991, 2003, 2009), Orion Pictures, Pacific Western, Intermedia, Halcyon Company
Deja-vu (2006), Touchstone Pictures
Groundhog Day (1993), Columbia Pictures
The Butterfly Effect (2004), FilmEngine
Matador (1978-1981), Nordisk Film

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s