Anmeldelse af The Hunger Games Catching Fire
Min anmeldelse af den første film i Hunger Games serien var bestemt hård, og ikke alle anmeldere var enige i min opfattelse af at filmen manglede ”sjæl og fylde”. Jeg har nu fået set den anden film i rækken og på trods af kritik af den første film, har jeg faktisk glædet mig rigtig meget til at se hvad Katniss og co. kunne komme op med i opfølgeren The Hunger Games: Catching Fire.
I den første film mødte vi de fleste af de hovedpersoner der også skaber rammerne omkring Catching Fire. Katniss Everdeen og Peeta Mellark der overlede 74ende Hunger Games er nu landskendte reality stjerner og alle er vilde med deres ”kærlighed”, eller det er hvad styret i The Capitol vil have dem til at tro. I virkeligheden er der en revolution på vej i mange af de 12 distrikter, Katniss’ lille ”stunt” i slutningen af den første film har givet den fattige og underkuede befolkning troen på retfærdighed tilbage, og de ser hende som den kommende kamps heltinde. Det er præsident Snow of hans følge selvfølgelig ikke specielt glade for, og de finder derfor på en djævelsk plan for at fjerne både Katniss og lysten til revolution på en gang, en plan der involverer dette år 75ende Hunger Games.
I hovedrollen finder vi endnu en gang Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen og Josh Hutcherson i den anden ”hovedrolle” som Peeta Mellark. Udover disse to er de fleste fra den første film stadig med; Liam Hemsworth, Elizabeth Banks, Elizabeth Banks, Woody Harrelson og Lenny Kravitz. Men den store nye stjerne er helt sikkert Philip Seymour Hoffman i rollen som gamemaster Plutarch Heavensbee.
Hoffman, som vi jo desværre mistede tidligere i år, spiller rollen overbevisende og med en charme som meget få skuespillere mestrer. Det kan desværre ikke siges om alle præstationerne i Catching Fire, Jennifer Lawrence som har spillet nogle af sine roller helt fantastisk (Silver Linings Playbook, Winter’s Bone) virker til tider uoplagt og lidt ligeglad med rollen, og mens historien har en mange lag og bliver opbygget godt, så synes jeg aldrig rigtig vi bliver trukket ind i stemningen, den ulmende revolution, det dystopiske samfund og de intense Hunger Games. Skuespillet er bestemt ikke dårligt og de fleste klarer det faktisk rigtig godt, men vi får aldrig lov til at se dem virkelige folde sig, manuskriptet virker simpelt og som det aldrig rigtig udfordrer hverken seeren eller skuespillerne.
Disse små fejl og mangler er rigtig ærgerlige fordi Catching Fire er faktisk en rigtig god film, og den er bestemt bedre end den første film i serien, men den kunne være så meget bedre. Historien er dyb og denne gang helt dens egen. Hvor den første film blev beskyldt for at ligne den Japanske Battle Royale på mange måder, er Catching Fire en helt ny historie der ikke kun handler om en piges vilje til at overleve, men om et samfunds vilje til at kæmpe mod overmagten. Jeg kan kun håbe at det er denne historie der kommer til at udvikle sig i de næste to film (The Hunger Games: Mockingjay – Part 1 og 2) og at manuskriptet får et velfortjent løft, men desværre tror jeg at serien er blevet en pengemaskine for Lionsgate, og med den enorme fanbase bøgerne allerede har, behøver de ikke gøre meget for at lokke folk ind i biograferne.
The Hunger Games: Catching Fire er ikke en dårlig toer og ikke en dårlig film, men ligesom den første film i serien synes jeg den er fyldt med potentiale der ikke bliver brugt; godt baggrunds materiale, et kæmpe budget og fantastiske skuespillere. Alt i alt er Catching Fire en god film der kunne have været meget bedre. Men den ar klart en forbedring i forhold til den første film, og det giver mig håb for de næste to film i serien.
Apokalyptisk 