NOAH DVD angledAnmeldelse af Noah

I Bibelen fylder historien om den store syndflod kaptilerne 6-8, samt en slags epilog hvor Noah drikker sig fuld, i kapitel 9, i Første Mosebog. Afhængigt af hvilket format ens Bibel er trykt i, strækker disse fire kapitler sig over 2-3 sider. Dette års filmatisering af syndflodsmyten, Noah, er to timer og tolv minutter lang.

Hvis nogen anden historie blev filmatiseret i det størrelsesforhold, ville jeg have været utroligt skeptisk, men dette er på en måde den apokalyptiske grund-narrativ. Det Gamle Testamenter er ikke den ældste kilde der nævner en sådan oversvømmelse, men den er blevet den mest udbredte. Syndflodsmyten er det tætteste man kommer på en globalt udbredt historie om undergangen.

Noah, er naturligvis ikke en ord-for-ord-gengivelse af den bibelske version. Fornuftigt nok er historien blevet opdateret til 2014-standarder, men uden at noget af den oprindelige fotælling går tabt. Moderniseringen består blandt andet i en udvidet, og til tider ret banal, symbolik hvor Guds straf, bliver kædet sammen med nutidens problemer.

Fra afsættet, hvor skabelsesberetningen og syndefaldet kort opridses – i fald af at man skulle have glemt dem – lægges kimen til en række modpolspar, der holder hele filmen igennem. Jæger mod samler, Kain mod Abel (kvægavl mod agerbrug), civilisation mod natur, og klimaforandringsbenægtere mod klimaforkæmpere. Det er en sort/hvid fortælling, hvor skurkene er nogle rendyrkede røvhuller, og heltene er hådt prøvede, men i hjertet gode mennesker.

NOAH

Hvis det lyder bekendt, er det nok fordi Noah er skåret over samme læst som broderparten af moderne fantasy er. Og fantasy-elementerne står nærmest i kø i denne film. Fra de skinbarlige mirakler, der altid har været en del af myten, til en race af forkrøblede engle, til et bestiarium af mærkvædige skabninger, der udgør de dyr Noah tager med på sin ark.

Fantasy-midlerne bruges i vid udstrækning, og på spidsfindig vis, til at forklare de mange huller i historien, som Bibelen efterlader. Filmen forklarer på en troværdig måde, såfremt man accepterer præmisserne for filmuniverset, hvordan den titaniske ark bliver bygget, hvordan de utallige arter af dyr samles ind, hvorfor dyrene ikke formerer sig mens de er ombord, og hvordan de ikke sulter ihjel. Der er også en interessant og ganske fin forklaring på, hvordan to af hver af alle jordens arter kunne være i skibet.

Der var færre arter dengang. Allerede i starten af filmen præsenteres man for en skællet hund, der også har gnavertræk. Tænker man et hak videre giver det på sin vis mening hvis disse hybridarter har mangfoldiggjort sig … gennem evolution!

Ja, det skrev jeg faktisk. Dette er en amerikansk Bibel-film, der ikke fonægter evolution. Den går så langt som at vise evolutionen, og desuden også The Big Bang. Den kombinerer Gud og videnskab, og man fristes til at tro at en Intelligent Design-venlig kirke står bag finansieringen. Efter min mening er Intelligent Design dog en noget lettere religiøs kamel at sluge, end ren kreationisme. Og der er trods alt tale om en fantasy-film her.

NOAH

Jeg er så lidt religiøs som man kan blive, og jeg følte mig på intet tidspunkt trådt over tæerne. Man kan simpelthen ikke underkende Bibelen som underholdningskilde, og der er kommet en ganske fremragende eventyr-film ud af det – hvis man bare husker at det er et eventyr, på lige fod med, om end af en helt anden skala end, fx Dracula eller Den Lille Havfrue.

Som Fantasy-værk har Noah nogle traditionelle træk. Den føromtalte banale symbolik, der primært omkredser menneskets iboende ondskab og livets ubrydelige forbindelse til døden, kunne lige så godt have været til stede i en ikke-bibelsk film. Der er dog også nogle mere subtile temaer på spil, som fx mentale lidelser – depression, posttraumatisk stresssyndrom og religiøs besættelse. Etiske spørgsmål om tilgivelse og hævn er der også rigeligt af.

Det store spørgsmål jeg personligt stillede filmen, før jeg trykkede play, var: Hvordan forsvarer en moderne film, rettet mod et bredt publikum, den gammeltestamentelige psykopat-Gud, der drukner hele planeten, fordi vi ikke opfører os som han synes vi skal. Syndfloden er prototypen på en reaktionær handling, der går imod alt hvad den moderne verden repræsenterer. Løsningen på dette dilemma var lige så oplagt, som den var sørgelig.

Da Gud giver Noah instruksen – blandt andet gennem et godt gammeldags peyote-trip! – om at bygge et skyskraberstort skib, sker det i en verden der er så gold og ødelagt, at Gud selv må hjælpe med forsyningen af cedertræ. Der er intet tilbage. Mennesket har blotjagt jordens knogler, og suger på det sidste af marven. Verden er allerede i en postapokalyptisk tilstand. Det er en tilfredsstillende undskyldning, hvor trist den end forekommer. Gud straffer ikke menneskeheden, så meget som han forsøger at rydde op efter den, og set fra et nutidigt perspektiv er det bedre end far-er-sur-nu-skal-I-dø-scenariet.

På den tekniske side lider filmen af enkelte dårlige CGI-øjeblikke, men i det store hele er det en grafisk flot film, med nogle spøjse animations-agtige sekvenser, og smukke billeder. De mystiske urdyr er sjove og scenografien tydeligt hentet i Bibellegender og hos syndflodens måske ypperste portrættør: Gustave Doré, der endda hædres med et klip, der er en direkte kopi af et af hans kobberstik.

NOAH

Hvad skuespil angår bæres filmen af en type casted Russell Crowe, der falder helt naturligt ind i lederrollen. Siden den geniale debut-film, skinhead-tragedien Romper Stomper (1992), har Crowe været den store leder. Gladiator (2000) og Master and Commandor (2003) taler deres eget tydelige sprog. Af ægte kendisser bakkes Crowe kun op af en konstant grædende Emma Watson (Hermione fra Harry Potter) og en gnæggende, vis-gammel-mand-karakter, Noahs bedstefar Metusalem, i skikkelse af en vis Anthony Hopkins. Skuespillet er jævnt, uden at være blændende.

Jeg var faktisk ganske positivt overrasket over Noah. Det var en gribende, klassisk eventyr-film, og ikke den Hollywood-polerede omgang neo-kristen propaganda, jeg havde frygtet. Den præsterer at forny og modernisere en ældgammel fortælling, uden at prædike. Og den gør en aldeles episk beretning til et familiedrama, uden at stække storheden. Jeg er imponeret.

reviewstar1reviewstar1reviewstar1reviewstar1

Noah er netop udkommet på DVD og Bluray

 

Mere om kristendommens syn på domemdag:

Læs artiklen om Johannesåbenbaringen.

Advertisements