Interview med Noah-instruktør, Darren Aronofsky
For nylig gav vi filmen Noah fire af vores fem stjerner, her på Apokalyptisk. Det var der ret delte meninger om blandt læserne, og det ville da også være vildt kedeligt hvis alle var enige. Ikke desto mindre kan man – om man så synes den er god eller ej – ikke rigtig omgå filmen, som et apokalyptisk genreværk. Den er – som vi skrev i slutningen af anmeldelsen, en modernisering af en flere tusind år gammel historie. En historie der må siges at være proto-litteratur inden for temaet dommedag.
Vi tog derfor imod med kyshånd da filmens danske PR-bureau tilbød os et eksklusivt interview med filmens instruktør og forfatter, Darren Aronofsky. Vi beskæftigede os ikke med ham i anmeldelsen, men efter at have læst op på ham, synes det at være en syndig udeladelse fra vores side.
Aronofsky er nemlig en utroligt alsidig skikkelse i filmens verden. Han står bag den sjælenedbrydende postmoderne tragedie Requiem for a Dream, ubåds-horror-filmen Below – hvor han stod for script og produktion – Mickey Rourkes forbløffende come-back-film The Wrestler, samt den Oscar-belønnede psykologiske horror-film Black Swan.
Det er tydeligt at det mørke og grusomme har et fast tag i filmskaberen Aronofsky. Han skulle oprindeligt have været manuskriptforfatter på remaket af RoboCop. Den endelige udgave af dette remake så dagens lys i år, og vil være subjektet i en fremtidig anmeldelse her på bloggen. Kort sagt er den nye RoboCop ikke nogen imponerende oplevelse, men Aronofskys manus blev også forkastet næsten øjeblikkeligt.
“Aronofskys manus gik 3000 år frem i tiden, til en fremtid hvor menneskeheden har mistet enhver form for moral, og den eneste måde de kan genetablere konceptet på, er gennem RoboCop-programmet. Det havde intet at gøre med, det jeg havde lyst til at lave, så jeg læste det ikke engang færdigt.”
Således sagde José Padilha, der endte med at blive remakets instruktør. Det virker som om der er gået en mere interessant fortolkning af RoboCop-oplægget tabt i fyringen af Aronofsky, og forhåbentligt får han mulighed for at fortælle den historie en anden gang – om end han gerne må undlade at bruge RoboCop-brandet!
Tilbage til Noah. Når man tænker nærmere over det, falder syndflodsmyten helt i tråd med den sorgsorte stil Aronofsky indtil videre har anlagt. Men hvor fik han inspirationen til den rent visuelle side af filmen?
“Island. Jeg besøgte Island for et par år siden, og jeg forelskede mig simpelthen i landet. Det er bare sådan et nyt og anderledes land i forhold til, for eksempel Brooklyn. Jeg tænkte at det var et fantastisk sted at optage filmen.”
Og man må da erkende at Island er noget anderledes end Brooklyn. Til dem der endnu ikke har set Noah, er det måske bedst at tilføje, at filmen udspiller sig i en verden som menneskeheden har ødelagt. Det er en gold, ufremkommelig, udpint planet Gud drukner, og Islands overvældende, vulkanske landskab må uden tvivl have gjort stort indtryk på Aronofsky. Også ørigets isolerede placering spillede ind, særligt på måden han instruerede skuespillerne:
“Man skal være totalt realistisk. De skal spille som ægte personer. Du placerer dem et sted hvor de kan føle sig forankret, og selv tror fuldkommen på det.”
Selvom Aronofsky har beskæftiget sig med svære emner før – selvmord, selvbedrag, stofmisbrug – er der dog en helt særlig risiko ved en film som Noah. Dens afsæt i en myte, som mange stadig tror på, gør den potentielt kontroversiel. Aronofsky mener dog at hans film placerer sig et sted som både troende og ikke-troende kan acceptere:
“Jeg tror at troende mennesker vil få alt det de håber ud af denne film. Og ikke-troende vil blive begejstrede når det går op for dem, at dette ikke er deres bedstemors udgave af Noah-fortællingen. Det er en film hvor vi selvfølgelig ser på hvad Bibelen siger, men hvor vi skabte en fantasi-verden på grundlag af de spor Bibelen giver … Vi bedrev endeløs research. Vi talte med nogle af verdens førende Bibel-eksperter. Det hjalp virkelig filmen på vej.”
Det er dog værd at nævne, at Darren Aronofsky voksede op i et konservativt jødisk hjem, men at filmen ikke bærer præg af det. Resultatet blev, som nævnt i anmeldelsen, en Noahs Ark-historie i en episk fantasy-setting, og det var da også nødvendigt.
“Vi prøvede at forblive meget tro mod teksten i Bibelen. Naturligvis måtte vi fortolke en masse, fordi Noahs historie kun fylder nogle få sætninger i Første Mosebog, og Noah taler aldrig. Men vi ville have at Russel Crowe skulle tale i filmen.”
Om castingen af Russel Crowe siger Aronofsky:
“Det var en utroligt svær rolle at caste. Jeg skulle bruge en person med overmenneskelig karakterstyrke og stor troværdighed. Russel er sådan en mand. Der er denne her idé om retskaffenhed som et karaktertræk. Det er en blanding af retfærdighedssans og nåde. Jeg havde brug for en der kunne vise det. Russel var den person.”
Crowe gør et gevaldigt godt stykke arbejde. Det sværeste ved filmen var dog hverken castingen, den visuelle side eller de religiøse overtoner. Ikke engang finansieringen, om end Aronofsky siger at han “gerne ville have haft 20-30 millioner dollars mere, men man lærer at leve med hvad man får” som filmskaber.
Det sværeste var derimod at fortælle en historie, som alle har et forhold til i forvejen:
“Udfordringen (var) at lave en af de mest berømte fortællinger i menneskehedens historie. Alle har hørt historien om Noah. Det er bare en fantastisk historie, alene det at redde alle dyrene, to-og-to.” Aronofsky slutter med en sidste sætning, som er virkelig svær at oversætte fyldestgørende: “I wanted to battle that story!”
Og det gjorde han så. Men for en så alsidig kunstner som Aronofsky er der allerede kommet nye boller på suppen. I øjeblikket er han i gang med en TV-serie, Hobgoblin, om hvordan en gruppe magikere og plattenslagere er med til at snyde Hitler og vinde Anden Verdenskrig (!), samt et nyt horror-projekt under titlen XOXO.
Apokalyptisk 