transformersAnmeldelse af Transformers – Age of Extinction

Hvis der er én ting der kendetegner nutidens actionfilm, er det nostalgi. Dem af os der var i live i 80’erne får mere eller mindre konstant genindspillet vores barndom, og indtil videre foretrækker jeg originalen! Der er både tale om remakes af perler som RoboCop, Total Recall, Rollerball, Deathrace 2000, The Karate Kid og Conan the Barbarian, samt filmatiseringer af vores tegneserieheltes bedrifter med ganske vekslende succes. En særlig genre er dog filmudgaver af vores foretrukne legetøj.

Allerede i 80’erne lavede man en film om He-Man, men det sidste årti+ er der dukket flere og flere eksempler op, startende med den haltende og skuespilsmæssigt rædderlige Dungeouns and Dragons fra  2000. G.I Joe-filmene skuffede også fælt, og jeg tror ikke nogen havde forventet at Battleship blev huskværdig – hvad den da heller ikke gjorde.

Tilbage står Michael Bays Transformer-serie, som legetøjsbaseret action-smadder, der rent faktisk leverede den vare vi 80’er-børn forventede. Hvis man ser bort fra tilstedeværelsen af Shia LaBeouf og hans karakters skiftende romantiske interesser, er de tre første Transformer-film faktisk ganske hæderlige. Når man løser billet til en to timer lang Bay-film om kæmperobotter fra rummet, forventer man ikke dybdepsykologiske personbeskrivelser eller intrikate plots. Man forventer to timers slåskamp og eksplosioner, løseligt forbundet af en historie og krydret med lidt umoden humor, og man går ikke skuffet derfra.

I Age of Extinction gør Bay noget han aldrig skulle have gjort. Han forsøger at skabe en stemning der rækker ud over bulder og brag. Man fristes til at bede skomageren om at blive ved sin læst.

Shia LaBeouf er endelig blevet pillet ud, men er skiftet ud med en papfigur af Mark Wahlberg, i rollen som en drømmerisk opfinder uden penge. Yeager (udtalt som det tyske “Jäger” – reference til Pacific Rim, lige i fjæset) er enlig far til en 17-årig skønhed ved navn Tessa, som han overbeskytter på en måde, der i de fleste danske forældres øjne vil ligne psykisk mishandling. Tessas hemmelige kæreste, den irske rallykører (!), Shane, fuldender trekantsdramaet, der er så lammende banalt, at man simpelthen ikke kan lade være at blive irriteret over det.

Det er altså samme skabelon som de tre foregående film, hvor menneskene er det mindst fængende, og robotkrigen derfor bliver det mere underholdende. Men noget går galt i Age of Extinction. De heltemodige Autobots har hele verden i mod sig. De onde Decepticons blev overvundet i treeren, og skurkepladsen er nu overtaget af en tredje Transformer-fraktion, samt nogle fæle multinationale chefer, der modarbejder hinanden internt. Skurke-transformerne arbejder både som dusørjægere for CIA, og for noget større og mindre håndgribeligt, ude i universet. Med fare for at spoile kan jeg tilføje, at Decepticon’nernes rolle heller ikke er helt udspillet.

Forvirret? Det blev manuskriptforfatterne i dén grad også, tror jeg. Historien er fortalt hulter til bulter, og den fylder mindst dobbelt så meget som den burde. Midt mellem forræderi, korruption, ulykkelig kærlighed, faderlige bekymringer, trusler om global udslettelse (jo, jo, den er faktisk apokalyptisk), politiske kommentarer, drastiske udvidelser af filmuniversets mythos, og en generelt sløset fortælleteknik, forsvinder det allervigtigste: Actionscenerne.

Optimus-Prime-Riding-Grimlock-Transformers-Extinction

Nu er det jo, som jeg vist har fået slået fast, en Michael Bay-film, vi taler om, så der er masser af action. Men det virker påklistret og mere end almindeligt meningsløst. Sekvenserne er uoriginale og lever ikke op til de kreative metoder der blev brugt i de foregående film. Transformernes unikke kamp-koreografi bliver ikke brugt fyldestgørende, og det er virkelig synd. Ikke engang tilføjelsen af nogle af de mest populære figurer fra legetøjs-produkterne – dinobots! – kan afhjælpe at denne franchise virker udkørt. Måske fordi dinobotternes opdukken mangler en ordentlig forklaring.

Det største problem er og bliver dog plottet. Jeg så filmen med min ti-årige søn, og hverken han eller jeg kunne finde hoved og hale i historien. Der er simpelthen for mange løse ender, for store udsving når karakterer skifter side, og et alt for stort fokus på en vattet kærlighedshistorie. Og selv min uskyldige søn gennemskuede den blatante brug af productplacement.

Age of Extinction holder simpelthen ikke. Den tager Transformer-seriens humørfyldte sci-fi-action, og udvander den til en alt for lang, alt for tandløs Bud Light-reklame. Hvis filmskaberne insisterer på at hive vores barndom op fra legetøjskassen, skal de simpelthen behandle den med mere respekt end tilfældet er i øjeblikket.

reviewstar1half-reviewstar1

 

Transformers – Age of Extinction er netop udkommet på DVD og Bluray.

Advertisements