Gæsteindlæg af Henning Andersen
Vores yndlings gæsteskribent Henning Andersen har endnu en gang ladet tankerne løbe frit og har skrevet dette korte indlæg omkring Arthur C. Clarke, Groundhog Day og den hindsides.
Lad mig med det samme slå fast, at det følgende er udtryk for nogle helt personlige synspunkter, udfra nogle helt idiosynkratiske perspektiveringer. Og på den måde kommer det til at ligne anmeldelser i bred almindelighed.
For nu at få overskriftens ”hinsides” sat lidt på plads, tillad mig lidt forhistorie: – for en hulens bunke år siden læste jeg en novelle af Arthur C. Clarke, der hedder ”Muren I Mørket”. Og nu om dage skal man jo give ”spoiler-alert” så: SpoilerAlert (horn og lygter). Muren i Mørket foregår i et andet Univers, der kun indeholder en stjerne (solen Trilorne) og en planet, som vores hovedperson bor på. Denne planet vender altid samme side til nævnte sol, og oppe i skumringslandet er der endvidere en mur af uforgængeligt materiale, der afskærer for yderligere udforskning af planeten i den retning.
Det er der naturligvis (som i flere af Clarkes historier) et ungt ”brushoved” der ikke kan finde sig i, og pr. lige dele entusiasme, uddannelse, masser af – nåja – kroner og et venskab med en arkitekt/ingeniør, lykkes det ham at komme op på muren og se hvad der er på den anden side.
Pointen (og det er nu du ikke skal læse længere) er at Der Er Ikke Nogen Anden Side!
En ældre vismand forklarer fænomenet som en möbius-strimmel. Kunne også være en Klein-flaske, men i hvert fald et mikrokosmos der lukker sig om sig selv ved grænsen for dets udbredelse.
David I Masson har skrevet en novelle, ”Traveller’s Rest”, der ligner en hel del, men faktisk ikke er særligt godt skrevet (hvilket ikke skal afholde mig fra at anbefale at man læser den), og Christopher Priest har skrevet romanen ”Inverted World” der foregår i en lignende setting – dog med et andet udfald.
Så det ”hinsides” refererer ikke til noget med efter døden, men noget med grænser for universet – vores, deres, hvilket som helst.
Der er et par film (eller flere) der kommer tæt på en udforskning af denne ”grænse”, dette sted hvor tingene vender indad og udad på samme tid (&sted). ”Grænsen” hvor det deterministiske og det relative møder hinanden, uden at give køb på kausaliteten. En udforskning af ”det frie valg”. Og jeg tænker hér på ”Groundhog Day”, ”Run, Lola, Run” (”Lola rennt”) samt ”Sliding Doors”.
Det er faktisk interessant, at de – sådan da – alle tre er meget ”lyse” i tonen, grænsende til det humoristiske, dog med voldsomme indslag, hvor den stålsatte naivitet kontrasteres af en betonrealisme – ja, en ny dag truer, som den danske titel til ”Groundhog Day” er, og det gør den; udfordringen er der stadig. Nej, du kan ikke undgå en pistolkugle, selvom du gerne ville. Jo, toget kører uanset hvad du vælger. Men samtidig opretholder de dette udefinerbare af, at være på ”grænsen” – denne grænse, hvor det er muligt at prøve igen, denne grænse hvor kosmos, Universet, står på en knivsæg. Hvor der er den allerspinkleste spalte, der lige kan øjnes, ind til – grænsen for Universet.
Den slags problematikker udlægges sædvanligvis i et eksistentialistisk perspektiv. Alternativt: et freudiansk. Og det skal nok være alle pengene værd, men livet har lært mig, at tilværelsen ikke består af ”mine valg” (thi andre og andet har valgt hvilket spektrum jeg kan vælge indenfor). Og ihvorvel jeg vel nok – når fruen kommer ud af badet – kan bliver overvældet af ”visse drifter”, så mener jeg nok at have et valg.
Er det en selvmodsigelse? Muligvis. Og derfor er vi tilbage ved grænsen til ”det hinsides”. For selve det at vi er i besiddelse af et intellekt, der gør os i stand til at vælge, viser os også mængden af muligheder når vi nærmer os grænsen. En mængde der er defineret af det pågældende univers’ struktur og opbygning. Kausaliteten. Hvilket er totalt trivielt, al den stund at det jeg her forsøger at pege på er, at de nævnte historier og de nævnte film forudsætter eksistensen af en ”anden verden”, en ”matrix” (hm!), et ”redigeringsrum” hvorfra filmen kan blive spillet igen, med en lille smule ændring i parametrene. Og helt høj i hatten, kan man derfor henvise til både William Burroughs og Dan Turell, som personer/forfattere/digtere, der også havde denne fingerspitzegefühl om redigeringen ved grænsefladen mellem det ene univers og det andet. Man kan f.eks. se sådan her på det: – er døden livets modsætning? Eller: er døden (blot) livets grænse?
I det første tilfælde får vi en allerhelvedes (!) bunke død på den ene side af eksistensen. I det andet tilfælde får vi: ”Sliding Doors”, ”Groundhog Day”, ”Run, Lola” run” – og en hel bunke andre gode ting og sager. Som man bør se og læse.
Dem kan man eksistentialistisk godt vælge fra og til, men i sidste ende drejer det sig om hvad der er det ”normale” for Universet: – liv eller livløshed. Liv eller død? Hvilken manifester sig på baggrund af hvilken? Hvori består grænsen mellem det ene og det andet? Har det tilsyneladende modsætningspar overhovedet noget med hinanden at gøre, når ”En Ny Dag Truer”?
Apokalyptisk 