Tintin og Matrix

Gæsteindlæg af Henning Andersen

Jeg har andetsteds kloget mig lidt om, at ”Tintins Oplevelser” er sådan lidt science-fiction-agtige. I flæng kan man nævne ”Månen Tur-Retur”, ”Den Mystiske Stjerne”, ”Flight 714 Til Sydney”, samt flere af Professor Solsikkes opfindelser. Jeg har også gjort den iagttagelse at Palle Huld (ja! Palle Huld) var noget af modellen for Tintin, derhen at Palle Huld havde skrevet bogen ”Med Palle Jorden Rundt I 40 Dage”, som Georges Prosper Remi læste (han læste den nok på fransk – for det var et af de 11 sprog bogen blev oversat til). Anden halvdel af modellen for Tintin, var Remis lillebror. Og tredje halvdel var ”Totor, tropsfører for Oldenborre-patruljen” samt Remis egen tid som spejder.

Neo, fra Matrix (i skikkelse af Keanu Reeves) er vel næppe Tintin, men de har alligevel ”frelser-genet”, det moralske overlæg, og frygtløsheden til fælles. Samt trangen til – manien om – at gå ind i mysteriet, ind i labyrinten. For Tintins vedkommende kan man tale om labyrinter i snart sagt hvilken historie som helst. Både konkret og i overført betydning. Der er altid døre og gange og lemme, der fører til hemmelige rum og underjordiske korridorer. Eller huler på Månen. Eller huler i Tibet. Eller slotte og dungeons – kasematter. Og dernæst er der selvfølgelig selve mysteriets labyrint, hvor Ariadnes tråd er spundet af fundne dokumenter (det vrimler med dokumenter i Tintins Oplevelser) eller små bitte spor.

I Neos tilfælde drejer det sig også om korridorer og gange og hemmelige rum – og nøgler, glem endeligt ikke nøgler (hvilke der også er masser af i Tintin). Men fremfor alt er det The Matrix der udgør selve labyrinten. Og som i græske tragedier, er der jo altid ”sandsigeren”. I Matrix er det ”The Oracle” – i Tintin er det… temmelig mange. Fakirer, romaer, clairvoyante – medier i trance eller under hypnose. Hvilket man også kan kalde en perspektiv-forskydning, som Neo oplever ”inde i” The Matrix når den kunstige virkelighed ændrer sig og lukker ham inde. Eller når han er udenfor The Matrix, men i ”Maskin-land”, langt fra underjordiske Zion.

Nu er jeg jo udmærket klar over, at man med lidt charmerende intro og flabet retorik, kan slippe afsted med en sammenlignende analyse af næste års finanslovsforslag med ”Den Grimme Ælling”, set i et Monty Python-perspektiv. Men læs nu alligevel videre – plottet tykner.

Ret mange af hæfterne om ”Tintins Oplevelser” er i realiteten dobbeltalbum. At ”Faraos cigarer” og ”Den Blå Lotus” også er det, vil måske komme bag på nogle. Men de fleste – altså tintin-læsere – ved i hvert fald at ”Enhjørningens Hemmelighed” og ”Rackham Den Rødes Skat” er. Samt at ”De Syv Krystalkugler” og ”Soltemplet” også er. Og hermed er vi ved starten af denne lille – hm? – ”afhandling”.

Vi kan lige så godt brase ud i det. Fra side 1 i ”De Syv Krystalkugler” er der lagt op til ballade: – Sanders-Hartmuth-Ekspeditionen har fundet inka-kongen Rascar Capacs grav, og taget indholdet med til Frankrig. Der høres et vist ekko af Carters fund af Tut-Ankhamons (tidligere TutAnkhaton) grav i Kongernes Dal, Luxor. Porten til fortiden er åbnet (det er rent Lars Triers ”Riget”). Og så går det ellers slag i slag: – Tintin møder Kaptajn Haddock på Møllenborg, og denne kan først se ham da han får monokel på (han er altså enøjet – en kyklop?). Om aftenen skal de i varieteen, fordi Haddock vil se hvordan tryllekunstneren Bruno forvandler vand til vin (er vi ovre i Det Nye Testamente?). Men i stedet – fordi Tintin har opdaget, at Ramon Zarate i virkeligheden er General Alcazar (alka zelser?), og gerne vil hilse på ham og hans indianer-kompagnon – ja, i stedet lykkes det dem begge at fare vild i teatrets kulisser, hvor Haddock uforvarende forvandler sig til Minotaurus.

I mellemtiden (eller lidt før) har Frøken Yahmilla haft et syn, hvor Sanders-Hartmuth-ekspeditionens deltagere er blevet ramt af en forbandelse (græske orakler – henvisninger til dødsfald blandt medlemmerne af Carter-ekspeditionen?). Og den er god nok, for da Tintin senere besøger det hospital, hvor ekspeditionens medlemmer er indlagt, kan han bivåne hvordan de på slaget fem-i-tolv forvandler sig fra roligt comatose patienter til et virvar af arm og bene i blå pyjamasser. Med andre ord: – kroppen hér, bevidstheden et andet sted. Som i The Matrix.

Og jeg føler mig overbevist om, at alle interesserede herfra er i stand til at læse videre på Tintins oplevelser. Med eller uden de briller jeg har lagt frem.

For nu skal vi nemlig til noget andet. Og nej! Det skal vi så alligevel ikke. Se: – lige efter at Tintin møder Kaptajn Haddock (han hedder i øvrigt Archibald til fornavn – det er hans forfar der hedder Franz) passerer de Professor Tournesol, der pendulerer – ja, altså med et pendul; han er ikke ”pendler”. Nu divergerer udgivelserne en smule, men i den seneste udgave af ”De Syv Krystalkugler” fortæller Haddock Tintin, at professoren (han hedder i øvrigt Tryphon til fornavn – og kan sarate) – altså at Tournesol er lidt oppe at køre på, at han mener der findes en merovinger-kongegrav i nærheden af Møllenborg.

Det skal sidenhen vise sig, at han ikke har ret – men at han på den anden side heller ikke tager helt fejl, derhen at den mumificerede Rascar Capac befinder sig hos Professor Bergamotte (som måske hedder Ollie til fornavn – hvem ved?).

Merovinger-dynastiet regerede store dele af det nuværende Frankrig, indtil carolinger-dynastiet tog over, idet Pippin den Lille afsatte Clodovich, klippede fletningerne af ham og smed ham i kloster. Engang i fem hundrede-tallet. Og i henhold til Henry Lincoln, der skrev ”Holy blood – holy Grail” nedstammede merovingerne fra selveste Jesus Kristus (det havde platuglen Pierre Plantard nemlig fortalt ham – og Pierre havde også antydet, at hanselv var af merovingisk slægt). Og det blev jo så til en roman af Dan, Brown og senere til en film med Tom Hanks.

Så kan man godt sige, at der ligesom tegner sig et mønster, ikke sandt?

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg elsker konspirationsteorier. De er gerne så meget hul i hele hovedet, at det ligefrem er opmuntrende. Men endnu mere holder jeg af mærkværdige forbindelser. Og lad os da endeligt skride til ”afsløringen” af hvad hele dette indlæg munder ud i.

Se: – Tintin er jo trods alt blevet filmatiseret et par gange (mildest talt). De fleste vil vide, at der har været nogle tegnefilm – også i biograflængde (herunder ”Soltemplet”). Og det er vel også alment kendt, at Steven Spielberg har produceret en eller anden CGI-legering. Og herudover findes der to ”real-film” – altså med ægte, levende skuespillere: -”Tintin Og Det Gyldne Skind” og ”Tintin Og De Blå Appelsiner”. I begge film portrætteres Tintin af en i øvrigt totalt ukendt, men dog hyldet og udødeliggjort, livredder og senere skolelærer Jean-Pierre Talbot, mens det kun er i ”Det Gyldne Skind”, at Kaptajn Archibald Haddock portrætteres af skuespilleren Georges Wilson. Han er fransker – selvom det lyder lidt engelsk.

And rewind: – Kaptajn Haddock fortæller Tintin at Tournesol mener at have fundet en merovingergrav i nærheden af Møllenborg.

Fast forward: – Neo møder ”The Merovingian” (merovingeren) i andet afsnit af ”The Matrix”. Denne figur er personificeringen af et tidligere styreprogram (merovingere kontra carolingere), og har nu eksileret sig inde i Matrix’en, samt etableret et frirum for andre ”obsolete programs”. Og han betragter Neo som et sådant. Men den går jo ikke med Tintin – undskyld: – med Neo. Og det er hér Matrix-trilogien går hen og bliver ubehørigt religiøs. Men det lader vi ligge der, til en anden god gang.

For der et andet sammentræf, som ingen af jer så komme: – den skuespiller der portrætterer The Merovingian, han hedder Lambert Wilson. Og han er søn af Georges Wilson.

Som et eller andet tågehoved engang udtalte: – det hele hænger sammen i en stor pærevælling. Ja – men så skal vel bare ha dykkerbriller og pandelygte for at se lige.