The dark and silent running star of THX1138

Posted: 22. oktober 2015 by Jakob, Apokalyptisk in Artikler, Film
Tags: , , , ,

The-dark-and-silent-running-star-of-THX1138

Vi kan endnu en gang byde på et gæsteindlæg af Henning Andersen, denne gang om tre sci-fi film fra den glade 70’ere.

Idag skal vi snakke lidt om noget værre gammelt lo… – arhem; i dag skal vi tale om tre film fra første halvdel af 70’erne, der udover at beskæftige sig med menneskelig dårskab – på forskellige niveauer – har det til fælles, at instruktørerne senere kom til at spille væsentlige roller i SF-film-kanonen.

I Douglas Trumbulls tilfælde er det nok en sandhed, der skal tages med så mange forbehold, at det næsten bliver en løs påstand, idet han er manden bag special-effekterne i 1968-klassikeren ”2001” (instrueret af Stanley Kubrick). Men vi kommer tilbage til det.

Man kan vel næppe påstå, at 70’erne så en større produktion af SF-film end 60’erne. Men man kan konstatere et nybrud, netop i forlængelse af ”2001”. Bortset fra ”Dr. Strangelove” (fra 1964 – også Kubrick, og i den grad med Peter Sellars, George C. Scott og Slim Pickens) var der derimod ikke meget humor at hente – ud over den ufrivillige. Og – på den anden side – heller ikke noget, der tog genren altfor alvorligt. Højdepunkterne var sådanne som “Alphaville” eller ”The Day The Earth Caught Fire”.

Omvendt var der film(s), også fra begyndelsen af 70’erne, der tog sig selv yderst alvorligt – f.eks ”Planet Of The Apes”-suiten, ”The Omega Man” og ”Soylent Green”. Alle med Charlton Heston i den mandsdominerende hovedrolle – primært som sig selv. ”The Omega Man” er en adaptation af Richard Mathesons ”I Am Legend”, senest filmatiseret under den titel, med Will Smith i hovedrollen. Ganske flot – men helt ved siden af Mathesons ide med historien. ”Soylent Green” er en adaptation af Harry Harrisons ”Make Room, Make Room”, og man kan spørge sig selv hvordan Harrison har taget det, at hovedrollen spilles af en fremtidig C.O. for National Rifle Association – med Harrisons pacifistiske sindelag i tankerne. Og med hensyn til ”Planet Of The Apes”  – La Planet Des Singes – af Pierre Boulle, der også har skrevet ”Broen over floden Kwai”, kan man spørge sig selv om civilisationskritikken er bibeholdt, eller om vi mere er tilskuere til et stykke rabiat racisme.

Godt! For det var overhovedet ikke det vi skulle snakke om. Down to business. Og lad os – helt formalistisk – få overstået de filmografiske fakts og resuméer:

THX1138 (1971; instr. George Lucas; medv.: bl.a. Robert Duvall og Donald Pleasence). Og er en “genindspilning” af George Lucas’ afgangsprojekt fra filmskolen, hvis titel var “Electronic Labyrinth: THX1138 4EB”. Den 15-minutters ting kunne egentlig godt have heddet ”Silent Running” (eller ”Ensom Løber”), for selvom det ikke er stumfilm, så forekommer der ikke nogen mono- eller dialog. Kun hvid støj og underlige meldinger. Men THX1138 udspiller sig i et hvidt og skaldet miljø. En kold og klinisk fremtidsverden, styret af psykofarmaka og robotpoliti, og der er nogle henvisninger (aner ikke om de er med hensigt) til Huxleys ”Fagre Nye Verden”, derhen at hovedpersonens ”forbrydelse” overfor det top-styrede samfund – hvilket skal forstås i enhver forstand – består i at han ikke vil tage sine piller, ikke lader sig diktere af ”skemaet” og ikke besøger ”frelseren” ifht de korrekte sekvenser for ”bodsgang”. I ”Fagre Nye Verden” hedder det Soma, Malthusiske Øvelser og Den 1. Fordske Kirke. Så bliver han smidt i brummen, hvilket er en kridhvid labyrint, og tilsidst slipper han ud, bl.a. med hjælp fra et hologram, der ikke kan køre bil, og derfor tørner lolaen ind i en betonpille (!) – ja, nemligja.

Silent Running (1972; instr. (som sagt) Douglas Trumbull; manuskript. Derek Washburn, Michael Cimino, Steven Bochco (de to sidste bør man kende), med bl.a. Bruce Dern). Der findes et computerspil (ja, jeg er så gammel, at det er det jeg kalder det), der hedder BioSys. Inspirationen til det, kommer bl.a. fra nogle forsøg med lukkede, økologiske biodomer. I al sin skinbarlige enkelthed: – gigantiske drivhuse, der er lukket af for den ydre verden – undtagen sollys (og vand?) – med forskellige miljøer, biomer, der kan kaldes ”junglen”, ”havet”, ”sletten” og ”landbruget”. Et hold på fire-seks velafbalancerede mennesker (og der var vist noget om at Biosphere One’s ”besætning” var af en bestemt religiøs observans) bliver så ”låst inde” i biosfæren for et år eller to’s varighed og skal forsøge at vedligeholde denne mikro-økologi. Formålet er/var at lære noget om kolonisering af andre kloder – Månen eller Mars (og hér kan vi da lige sende en hilsen til premierefilmen ”The Martian”, som er en videreudvikling af ”Robinson Crusoe On Mars”, samt minder om en del af udgangspunktet for den ekspedition der beskrives i ”Mission To Mars”). Hvad jeg ville sige: – nå-ja: I computerspillet BioSys, udsmykkes en af væggene i hovedpersonens comfort-zone af en films-plakat. Nemlig posteren til Silent Running. Hvilket er rimeligt nok, og ovenikøbet har en funktion i spillet.

Det korte resumé af Silent Running: – Jorden er ved at blive ødelagt af atomkrig og radioaktiv forurening, og Forge Valley, et rumskib med mange skov-biomer, er blevet sendt ud i rummet – enten som en livsforsikring, i forhold til en fremtidig ”re-forestation of Planet Earth”, eller som en mulighed for at terraforme andre kloder. Men så finder myndighederne på Jorden ud af, at det hele kan være ligemeget, og beordrer at skov-biomerne bliver skudt af, og stationen skal vende tilbage til Jorden, til andet formål (sikkert som indsats i den verdenskrig, der udspiller sig). Lowells (Bruce Dern) besætnings-kolleger retter sig efter ordren, og begynder festfyrværkeriet. Men Lowell vil ikke være med i det spil, for han har allerede konstateret at de tre andre er flintrende ligeglade med projektet. Så han får dem slået ihjel, og sidder tilbage med to ”droner” (der i påfaldende grad ligner nogle fra Star Wars – eller også er det omvendt), som han lærer at passe ”Haven”, samt spille poker! And boldly he goes –

Dark Star (1974; instr.: John Carpenter; manuskript: Dan O’Bannon; medv.: bl.a. Dan O’Bannon). Rumskibet “Dark Star” har til opgave, at destruere ustabile stjerner, der kan være til fare for Jorden (gamma-glimt og alfa-bølger(stråler, partikler) fra novaer og supernovaer er usund kost for alt liv – check!). Disciplinen ombord er ikke for skarp, og for at det ikke skal være løgn er kaptajnen død, ved et uheld, og ligger i kryogenisk half-life, hvorfra han kan kontaktes – men der er kun et antal klip på klippekortet. Endvidere har ”man” en ”alien” ombord – der virkelig er en torn i røven, selvom det bare er en badebold. Og endeligt har er man udstyret med intelligente bomber – det er dem der skal ødelægge de ustabile stjerner – som, kropumuligt men yderst muntert, kun kan overtales til samarbejde gennem fænomenologiske argumenter og epistemologisk myreknepperi.

På hver deres måde, refererer disse tre film til (da)tidens økologiske dagsorden og ”grønne bevægelser”, samt frygten for atomvåben og a-kraft, kold krig, forurening, umenneskeliggørelse i et computersamfund, og fremmedgørelse overfor ”styreenheden”: – dem vi har valgt til at ville os det bedste, men synes at gøre noget andet.

Det er en genkendelig problematik, ikk’sandt?

”Problemløsningen” ifht problematikken er derimod markant forskellig i de tre film. I THX1138 findes naturen og ”den frie verden ” et sted ”derude”, bag disse kolde, kliniske (og hvide) vægge. Man skal blot undslippe disse. I ”Silent Running” skal man gøre alt for at bevare ”naturen” – even die for it. I ”Dark Star” har man ikke en chance – Universet er imod én, anyway the wind blows: kaptajnen vrøvler, og er i øvrigt død som batteriet på en iPhone; eksemplaret af udenjordisk liv er mere irriterende end opdatering af Adobe-installationen; og den medbragte – intelligente bombe – vil hellere være anarkist end udføre sin opgave. Eller på terrængående dansk: – du bestemmer ikke en skid, for du er blot et værktøj, en komponent, et stykke ligegyldigt reservedel. Skægt som den følelse kan gribe én 45 år senere, ikk’sandt.

Yes! Og hvordan gik det så sidenhen for disse cinematografiske debutanter? Tjahe – der er jo ingen ide i, at udbrede sig om George Lucas. Det burde være kendt, hvad han har drevet det til. Men man kan da nævne at lyd-systemet THX … – nå, den havde du set komme! Og man kan da nævne at Douglas Trumbull stod for special-effekterne i Close Encounter of The Third Kind, samt Blade Runner m.fl. – Man kan da nævne at John Carpenter, på sæt og vis, også har lavet et aftryk i det fælles tankegods: ”Escape From New York”, ”The Thing”, ”Memoirs Of An Invisible Man”, ”The Fog” og alt sådan noget. Og man kan da nævne, at Dan O’Bannon skrev manus til ”Alien”, ”Total Recall” og lavede noget special effekt-noget i Star Wars (episode IV). Og så deltog han også i et ret alternativt projekt, nemlig filmen ”Heavy Metal” – som virkeligt er noget rodet noget. Men SKAL ses!!!

Så det gik vel meget godt, for d’herrer, alt taget i betragtning. Der er ingen grund til – hér – at komme med ”øfferier” om nepotisme and unholy alliances mellem de hér nævnte og – skal vi sige – Steven Spielberg, Ridley Scott og Michael Crichton. De rige har mange glæder – de fattige har mange børn. Og det er netop af den grund, at disse, de hér nævnte ungdomsværker (hvor ”primitive” de end måtte fremstå), er langt ærligere, langt mere skarptskårne før farveladen og lagkageriet satte ind. Ligeledes er det sjovt, at bemærke problematikkernes bagkant i disse første outputs, som sidenhen udglattes med glasur og ekstra remoulade.

Så: – tilbage til rødderne, rødder! Og skal vi så sige, at det var det, for denne gang? Og kan I så skrubbe ud og finde de tre film – og se dem!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s