De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur

De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur

Denne korte artikel blev skrevet til hjemmesiden undergang.dk – et forum for live-rollespillere med en særlig interesse i post-apokalyptik, zombier og cyberpunk. Alle tre er genrer der i skrivende stund er meget populære blandt spillere. Jeg har rettet artiklen til, så den nu også passer ind i Apokalyptisk’s format. Jeg vil gerne advare i forvejen om at der er tale om en oversigtsartikel, og at tilpas nørdede og vidende læsere sikkert vil opdage at nogle hovedværker er blevet sprunget over. God fornøjelse.

De sidste tider

Vi mennesket har været morbidt fascineret af verdens ødelæggelse, minimum siden vi lærte at skrive. Blandt de ældste kendte tekster, både af religiøs og fiktionel karakter, finder man hyppige referencer til jordens undergang – særligt i form af naturkatastrofer som datidens lærde kun kunne beskrive som guddommelig indblanding. Syndflodsmyter findes fx i de fleste mytologier, i en eller anden form, og den nordiske Fimbulvinter er glimrende eksempel på hvordan lokale forhold har spillet ind i myteskabelsen: i dette tilfælde de hårde nordiske vintre.

I løbet af middelalderen skabte diverse epidemier, sammen med den katolske kirkes fokus på efterlivets beskaffenhed, en helt ny teologisk videnskab, den kristne eskatologi, der udelukkende forholder sig til læren om de sidste tider og Dommens Dag. Eskatologien gjorde stor brug af den nok mest obskure del af Det Nye Testamente: Johannesåbenbaringen, der passende nok er den allersidste del af Bibelen.

Nærapokalyptiske begivenheder som Den Sorte Død (1348-1350), 30-årskrigen (1618-1648) og det voldsomme jordskælv i Lissabon (1755), havde enorm indflydelse på vestlig filosofi og litteratur – de to sidstnævnte punkter gennem toneangivende forfattere, som Grimmelshausen (Simplicius Simplicissimus, 1667), Defoe (Memoirs of a Cavalier, 1720), samt Voltaire (Candide, 1759).

Efter katastrofen

Decideret post-apokalyptisk fiktion findes dog først i moderne tid. I reglen regnes Mary Shelley’s roman The Last Man (1826) som det første værk i denne genre, skønt den både i samtiden og efterfølgende er fuldkommen ignoreret – især i forhold til Shelley’s debut Frankenstein. Først med en af science fiction-genrens mest hædrede fædre, H.G. Wells (1866-1946) etableres post-apokalyptisk litteratur som en solid undergenre, med nu verdensberømte værker som The Time Machine (1895) og sørgeligt oversete tekster som The World Set Free (1914). Mest legendarisk af Well’s produktion er nok War of the Worlds (1898) der, i form af et radiospil af Orson Welles (1938) skabte voldsom panik blandt lyttere, der vitterligt troede at jorden var ved at blive invaderet af rumvæsener.

Siden da har hvert årti haft skiftende yndlinge blandt undergangsscenarier. Verdenskrigene skabte ideen om den totale og globale krig. Bombningen af Japan med atomvåben skabte en hel subgenre af bøger, film og spil der omhandler et verdensomspændende atomart holocaust – Well’s nævner allerede muligheden i førnævnte The World Set Free, men senere film (Dr. Strangelove 1964), Terminator-serien (1984-2009)), tegneserier (Judge Dredd (1977 og frem) og senest computerspil (Fallout-serien 1997-2010) har populariseret genren voldsomt. Selv værker der normalt ikke betragtes som post-apokalyptiske har elementer af dommedagsstemning. Eksempelvis indledes Star Trek-serien The Next Generation (1987-1994) med et tilbageblik på “The post-nuclear horrors of World War III” – en tydeligt post-apokalyptisk verden, der altså går forud for en forenet jord og menneskets kolonisering af rummet.

Efterfølgende katastrofescenarier afspejles af den samtid de forskellige værker skabes i. Energikriserne i 1970’erne førte til kulturperler som Mad Max-filmene (1979-1985, en ny er på vej til 2013), af hvilken nummer tre er et af de mest berømte genreværker overhovedet. Den stigende digitalisering og robotisering af samfundet har siden 80’erne revet et utal af værker om løssluppen teknologi med sig (kulminerende i Matrix-serien 1999-2003). Den store opmærksomhed på miljøet og global opvarmning fra 90’erne til i dag har skabt Waterworld (1995) og The Day After Tomorrow (2004).

Men i en verden hvor mange i den vestlige verden generelt lever en tryg og forholdsvis ufarlig tilværelse, var det åbenbart brug for noget mere … Opfindsomt!

Utroligt, men fatalt

De fantastiske elementer i apokalyptisk kultur er ikke nye opfindelser. Rumvæsener har eksisteret mindst siden den syrisk/romerske satireskribent Lucian udgav sin Sande Historie (ca. 100 e.Kr.), hvor han bl.a. besøger måne-folket. Zombiehorden er en hel del ældre og figurerer allerede i det næsten 4000 år gamle Gilgamesh-kvad fra Babylon, hvor en ond præstinde truer med at åbne Helvedes porte og lade de døde myldre ud og fortære de levende.

Den første beskrivelse af en fuldbyrdet invasion fra rummet findes dog først i førnævnte War of the Worlds. Siden dette hovedværk er der kommet et utal af andre rumvæsner til, i stigende grad med det formål at invadere eller ødelægge jorden. I den humoristiske ende finder man Douglas Adams’ Hitchhikers Guide to the Galaxy, hvor jorden bortsprænges for at gøre plads til en interstellar motorvej. I den modsatte ende finder man H.P. Lovecrafts dystre, “profetiske” horror-historier om de ældgamle guder og deres racer af slaver, der gennem vanvittige kultister vil udrydde menneskeheden. Mængden af værker inden for denne subgenre er enorm, og mellem de to overnævnte yderpunkter findes en tematisk variation der overgår alle andre undergenrer.

Imens rumvæsener invaderede jorden i alle afskygninger – fra den Messias-lignende Klaatu i The Day the Earth Stood Still (1951) til de ultimative infiltratorer i Invasion of the Body Snatchers (1956) – levede zombien et relativt afslappet uliv i Caribien. Zombien var ofte alene, og blev brugt som et hævnens værktøj, styret af en ond troldmand. Men i slutningen af de glade tressere brød helvede løs. Den apokalyptiske zombie er ét ud af ekstremt få monstre der har en nøjagtig fødselsdato. Den så nattens mulm første gang d. 1. oktober 1968, da George A. Romeros sort/hvide kultmesterværk Night of the Living Dead havde premiere i en lille biograf i Pittsburgh. De levende døde var nu en ustoppelig, kannibalistisk, hjernedød sværm, og ikke længere en ensom skygge bag et kirkegårdstræ i Haiti.

Zombierne indtager verden

Romero fulgte filmen op med adskillige andre zombie-værker, der til tider hænger sammen indbyrdes rent narrativt, men som mest skal ses som en kavalkade af historier med forskelligt afsæt og meget varierende temaer, som konsumeristisk grådighed (Dawn of the Dead, 1978) og selvudlevende medie-misbrug (Diary of the Dead, 2007). Andre forfattere og instruktører har fulgt trop, og efterhånden gjort zombie-“industrien” til den bærende på horror-markedet. Værker som novelleantologien Book of the Dead (1990), den finurlige overlevelseshåndbog The Zombie Survival Guide (2003), og forfatteren til sidstnævnte, Max Brooks’, roman World War Z (2006), har gjort zombie-apokalypsen til allemandseje, og selv computerspil rettet til børn har lånt af Romero (fx det voldsomt populære tower defense-spil Plants vs. Zombies). Det siger meget at ovennævnte World War Z findes filmatiseret med selveste Brad Pitt i hovedrollen!

Men hvad gør de udøde horder så fascinerende? Deres opfinder, Romero, lader en af hovedpersonerne i Dawn of the Dead give svaret: “They’re us!” De er vrangbilledet på det tænkende, følende individ – den ultimative ustyrlige pøbel. Men de ligner os. Inde i den uendelige horde af skarpe tænder og råddent kød vandrer vores naboer, vores familie, den lokale dranker side om side med en ordineret præst, og den hjemløse ved siden af direktørfruen. Denne nulstilling af civilisationens klasseskel har en forbindelse til Memento Mori-kunsten der opstod i kølvandet på Den Sorte Død. Et yndet motiv var den makabre kædedans af lig iført alt fra vadmelstøj til kongekroner, for motivets opgave var at belære alle: Husk at du skal dø – og at døden er lige for alle, underordnet hvad du var i livet.

Zombiehorden er med andre ord en påmindelse om vores egen dødelighed, og det i mere end én forstand. Horden blev dannet i en verden hvor menneskeheden for første gang nogensinde var fuldt ud i stand til at udrydde alt liv på jorden. Hordens skikkelse – menneske, men alligevel ikke – påkalder den latente frygt for at vi, som samlet art, en dag vil fortære os selv totalt. Men hvor de levende døde i reglen er tilfredse med at æde vores kød (eller hjerner, afhængigt af hvilken instruktør man spørger) er der andre og langt mere filosofiske ting på spil i andre uadspaltninger af det post-apokalyptiske.

Moralens forfald

Post-apokalyptisk kultur i almindelighed, og zombie-genren i særdeleshed, handler om livet under og efter en global, uafvendelig katastrofe. Oftest har pågældende katastrofe været pludselig og overraskende, og mange gange er der ikke det store menneskeheden kan stille op imod den. Handlingsmønstre i disse værker beskæftiger sig som regel med ren og skær overlevelse af arten – altså kødet.

Cyberpunk-genren er derimod en slags skæv fætter til science-fiction og post-apo, hvor det ikke så meget er livet der trues, men i langt højere grad den menneskelige moral. Talrige Cyberpunk-værker håndterer emner som korruption, moralsk og mentalt forfald, samfundets opløsning, og især den menneskelige forms ophør: Det der beskrives som den transhumanistiske evolution, hvor mennesket (som art) rykkes længere og længere bort fra sig selv via teknologi. Hvor post-apokalyptisk kultur handler om undergang på et rent fysisk plan, handler Cyberpunk i reglen om undergang på et psykisk plan.

To akser

Genren rørte på sig, så tidligt som 1927 med Fritz Langs film Metropolis. Filmen, der i sagens natur er en sort-hvid stumfilm, kan bedst beskrives som ekspressionistisk sci-fi, men den introducerer senere ærketroper inden for Cyberpunk, som det dystopisk-futuristiske storby-helvede den udspiller sig i, og forviklinger mellem mennesker og menneskelignende maskiner. Andre berømmede forløbere for genren er Aldous Huxleys Brave New World (1932) og George Orwells magnus opus 1984 (1949).

Først i 80’erne og 90’erne blev Cyberpunk raffineret til en undergenre for sig selv, gennem definerende værker som Tron (1982), Videodrome (1983), William Gibsons Sprawl-trilogi (1984, 1986, 1988), Johnny Mnemonic (1995) og Blade Runner (div. udgaver 1982-2007) – der dog er baseret på Philip K. Dicks bog Do Androids Dream of Electric Sheep fra 1968.

I sin grundessens består ordet, og genren, Cyberpunk af to dele: Cyber og punk. Cyber-delen repræsenterer naturligvis det ståsted genren har i den brede sci-fi-kategori, mens Punk-delen henviser til stemningen. Punk står for råhed, brutalitet og social indignation, og giver sci-fi-elementerne et skær af film noir, pulp og horror. Derved opstår der, om man er lidt kreativ, to akser, hvor cyber definerer mængden af futuristisk elementer og punk graden af grum noir-stemning. Disse akser når meget langt ud i alle retninger. Robocop-filmene er low-cyber/high-punk, The 5th element er lige omvendt. Derimellem ligger en verden af værker, men uden begge faktorer er der ikke tale om Cyberpunk.

Post-apokalyptisk Cyberpunk

Med hensyn til den post-apokalyptiske fiktion findes der talrige eksempler på decideret post-apokalyptisk Cyberpunk. De klassiske Judge Dredd-tegneserier (1977 og fremefter) er hardcore Cyberpunk fra Megabyerne – de sidste bastioner af liv i en verden ødelagt af atomkrige. De totalitære Grammaton Clerics i Equillibrium (2002) kom til magten efter Tredje Verdenskrig havde drevet menneskeheden tæt på udryddelse. Terminator Salvation (2009) kan beskrives som en form for ekstrem Cyberpunk – menneskene i det ødelagte landskab har stadig adgang til avanceret, futuristisk teknologi. Og leder man efter et værk der er max-cyber/max-punk og post-apokalyptisk kan med med fordel se eller gense The Matrix (1999).

Generelt er der ingen grænser for hvor den post-apokalytiske kultur kan bevæge sig hen. Heldigvis, for det betyder at vi, her på Apokalyptisk, aldrig keder os, og at vi altid har mere at skrive om. Jeg håber denne kortest mulige indførsel i genren har været tilfredsstillende. Hvis det ikke er tilfældet kan vi kontaktes via Kontakt-siden eller gennem kommentarer på bloggens artikler.

– Martin Schjönning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s