Trailer: Den femte bølge

Teenage alien filmen The 5th Wave kommer i danske biografer 25. februar 2016.

Fjerde film i Transformer-serien er noget bras

Anmeldelse af Transformers – Age of Extinction

Hvis der er én ting der kendetegner nutidens actionfilm, er det nostalgi. Dem af os der var i live i 80’erne får mere eller mindre konstant genindspillet vores barndom, og indtil videre foretrækker jeg originalen! Der er både tale om remakes af perler som RoboCop, Total Recall, Rollerball, Deathrace 2000, The Karate Kid og Conan the Barbarian, samt filmatiseringer af vores tegneserieheltes bedrifter med ganske vekslende succes. En særlig genre er dog filmudgaver af vores foretrukne legetøj.

Allerede i 80’erne lavede man en film om He-Man, men det sidste årti+ er der dukket flere og flere eksempler op, startende med den haltende og skuespilsmæssigt rædderlige Dungeouns and Dragons fra  2000. G.I Joe-filmene skuffede også fælt, og jeg tror ikke nogen havde forventet at Battleship blev huskværdig – hvad den da heller ikke gjorde.

Tilbage står Michael Bays Transformer-serie, som legetøjsbaseret action-smadder, der rent faktisk leverede den vare vi 80’er-børn forventede. Hvis man ser bort fra tilstedeværelsen af Shia LaBeouf og hans karakters skiftende romantiske interesser, er de tre første Transformer-film faktisk ganske hæderlige. Når man løser billet til en to timer lang Bay-film om kæmperobotter fra rummet, forventer man ikke dybdepsykologiske personbeskrivelser eller intrikate plots. Man forventer to timers slåskamp og eksplosioner, løseligt forbundet af en historie og krydret med lidt umoden humor, og man går ikke skuffet derfra.

I Age of Extinction gør Bay noget han aldrig skulle have gjort. Han forsøger at skabe en stemning der rækker ud over bulder og brag. Man fristes til at bede skomageren om at blive ved sin læst.

Epidemi af fede film på Cinemateket

Mellem 9. november og 28. december sætter Cinemateket, i København, fokus på et særligt aktuelt tema, der i dén grad har med apokalyptisk fiktion at gøre: Epidemier. Det gøres med en række filmfremvisninger og andre arrangementer, blandt andet:

Romeros kultklassiker The Crazies (også kendt som Code Name: Trixie) fra 1973, der handler om en ulykke med et biologisk våben. The Crazies fik et ret hæderligt remake i 2010.

Shivers, af David Cronenberg, der udspiller sig i en boligblok, hvor alle beboerne bliver overtaget af parasitter, der gør dem ekstremt liderlige. Filmen blev optaget under titlen Orgy of the Blood Parasites.

Den utroligt anmelderoste found-footage-film REC, fra Spanien. Den indledes med at en beboer i et højhus har brug for hjælp. Han viser sig at lide af rabies … Og så er helvede løs.

The Masque of the Red Death, en ganske fantastisk Poe-filmatisering med Vincent Price som den dekadente Prins Prospero. Filmen er fra 1964 og noget af handlingen er også baseret på Poe-novellen Hop-Frog.

Hele arrangementsrækken – inklusive et med UNDERGANG-skribenten, Amdi Silvestri – er detaljeret beskrevet i Cinematekets program, der findes her.

 

Pacific Rim 2 opsummering

De to primære skribenter på Apokalyptisk har haft en anelse travlt på det sidste. Der sker en masse spændende ting med bryllupper, nye jobs, nye hobby-projekter og flytten rundt mellem landsdelene, og alt det sjove har haft den kedelige bivirkning, at vi er bagud med nyheder. Derfor prøver vi at samle lidt op på hvad der er sket siden sidst bloggen var dagligt aktiv.

En af de mest bemærkelsesværdige katastrofe-blockbustere fra sidste år var Pacific Rim, som vi pyntede med fire af vores fem stjerner. Det var ikke nogen udpræget tænksom film, men den havde et maksimalt adrenalin-niveau, kombineret med brutal scenografi og et interessant cast – bortset fra en papfigur af en hovedperson.

Rygterne om en opfølger til publikumssuccesen har svirret siden etteren fik premiere, og her er en opsummering:

Undergangen er nær!

Vores antologi, UNDERGANG, har fået en udgivelsesdato!

EDIT: UNDERGANG er udkommet – læs om den her.

Vi har været meget stille om vores bog-projekt, siden skrivekonkurrencen sluttede. Det er fordi der faktisk ikke har været så meget at skrive om. Vi tog vindernovellen og de 14 andre finalister, og redigerede dem, korrekturlæste, satte dem til tryk, etc.. Alt sammen utroligt spændende for os, der var involveret, og elsker at nørde med udtryk og ord, men ikke ligefrem brændende breaking news.

Nu kan vi dog – endelig, vil nogen nok sige, men gode ting tager tid – afsløre, at novelleantologien UNDERGANG, vores helt egen, vanartede mutantunge, er blevet sendt i trykken! Den officielle udgivelsesdato bliver om en måned, d. 15. august! Hverken vi eller Valeta har tænkt særligt over datoen, men det gik op for os at 15. august lidt er noget særligt:

Jorden går også under i 2014

2013 var et fantastisk år for apokalypse-nørder, og 2014 tegner til at blive mindst lige så godt. Her er en foreløbig liste over interessante udgivelser i 2014, og den er godt nok lang! Jorden går grundigt under på et væld af måder der bl.a. tæller rumvæsener, teknologi, krig og naturligvis zombier.

After the World Ended: Denne britiske produktion lanceres som en multi-faceteret historie om forskellige menneskers skæbner der væves sammen på kryds og tværs af tid og rum. Et af de universer den foregår i er en post-apokalyptisk ødemark, og det ser heller ikke for lyst ud i resten af multiverset. Instruktøren (Tony Sebastian Ubko) er mest kendt for art-film, og det samme gælder det noget brogede cast. Ikke desto mindre lyder filmens præmis meget interessant og som et intellektuelt afbræk fra de store effekt-dramaer vi fik i 2013. Premiere i februar.

Trancendense: Der er ingen garanti for at dette værk har noget decideret med apokalypsen at gøre, men dets tema er absolut en klassiker inden for dommedags-film, nemlig den teknologiske singularitet – det punkt hvor maskiner bliver ‘bedre’ end mennesker, og specifikt hvor computere bliver klogere end menneskehjerner. Johnny Depp spiller en af de to hovedpersoner, der rent faktisk overlagt forsøger at opnå singulariteten. De to forskere kæmper en brav kamp mod en gruppe af ekstreme teknologi-modstandere. Morgan Freeman er også med, men IMDB ved endnu ikke hvilken rolle han spiller. Amerikansk premiere i april.

The Prototype: En mand vågner op 300 år ude i fremtiden, hvor en flok væmmelige rumvæsener har revet menneskeheden og jorden effektivt rundt. Han bliver plejet af nogle menneske-kloner, der også langtsomt får genetableret hans hukommelse. Gradvist går det op for ham at han er vores allesammens sidste håb … Hverken instruktør eller skuespillere er navne man lige umiddelbart genkender, medmindre man er E!-junkie. Mest nævneværdig er Victoria de Mare, der har brilleret som scream queen i en række mere eller mindre succesfulde horror-film. Amerikansk premiere i april.

The 4th Reich: Zombier og nazier har hørt sammen længe, og naturligvis bedst i den norske nyklassiker Død Snø. Nu er der blevet smækket et budget på undergenren der er stort nok til at involvere D-dag, Sean Bean og Tom Savini (sidstnævne i rollen som den historiske person Oscar Dirlewanger – en af historiens værste krigsforbrydere). Der er lagt op til rige mængder af splat og vidunderligt usmagelig humor! Ifølge jungletrommerne får filmen premiere til maj.

Vidunderligt dum Mecha vs. Monster-pastiche

Anmeldelse af Pacific Rim

Selvom jorden ikke rigtigt går under i sci-fi-braget Pacific Rim, fortjener den alligevel at blive anmeldt her på bloggen. Der bliver mast nogle storbyer, og filmens intro undlader at nævne præcis hvor mange mennesker der er omkommet op til historiens start – men det er mange. Der er altså tale om en nær-apokalyptisk film … Af den meget højlydte slags!

Pacific Rim er Guillermo del Toros cadeau til Mecha vs. Monster-klassikerne, især de japanske af slagsen, som fx den endeløse række af Godzilla-film der også omhandler gigantiske robotter. Hele grundlaget for filmen består i tilstedeværelsen af mastodontiske kæmpeuhyrer og disses kamp mod en gradvist mere desperat menneskerace bevæbnet med tilsvarende store kampmaskiner.

Det kunne være gået utroligt galt, for det er godt nok ikke meget at basere en film på. Del Toro gjorde det eneste rigtige, og filmen er fra starten af fløjtende ligeglad med hvor meningsløs den er. Den forsøger ikke at besvare de bunker af logiske spørgsmål ethvert tænkende menneske stiller sig selv, mens man ser den. Den ignorerer logik med samme effektivitet som en kreationist ignorerer fossiler. Og det virker fremragende.

Filmen er alt andet lige en animé-serie med gebommerligt vokseværk, og derfor giver det fint mening at menneskene har brugt næsten alle resterende ressourcer på gumpetunge Jaegers (100 meter høje kamprobotter), der jokker mindst lige så store dele af Hong Kong i stykker, som den monstrøse fjende den skal beskytte byen imod. Vi kunne have lavet smart missiles eller andre fikse ting, men det havde ikke været sjovt!

Og Pacific Rim er en sjov film. Den er underholdning uden prætentioner. En film hvor man kan få enhver uniformeret person til at skifte mening, hvis man formulerer det som en udfordring af hans mandighed. En film hvor bøvede sidekicks også er med til at redde dagen, og hvor Ron Perlman er klædt ud som den vildeste pimp! En film hvor det eneste øjensynlige adgangskrav for Jaeger-piloter er at de kan slås med en pind, og efterfølgende bruger Jaegernes imponerende arsenal af bomber, slagsværd og plasmakanoner for dramatisk effekt, og ikke i nogen taktisk praktisk rækkefølge.

Med andre ord skal man ikke forvente at lære noget af Pacific Rim … Overhovedet. Men man kan forvente nogle gode grin og en eksplosion (bagstaveligt talt) af vanvittigt flotte special effects og næsten to timers uafbrudt kamp mellem slobberglobbere og humanoide krigsmaskiner på steroider. Og det er vel også en måde at tilbringe en onsdag aften på.