Archive for the ‘Artikler’ Category

Prepping er normalt noget man forbinder med bestemte typer af mennesker. Den stereotype fordom fremmaner et billede af en langskægget, PTSD-ramt veteran, der har købt en farm i udkants-USA, hvor han laver hjemmebrændt, graver faldgruber og i øvrigt bruger sin tid på at oliere sit arsenal af skydevåben. I samme ende af skalaen, om end tættere på bunden, finder man den apatiske hjemløse der slider fortovene op. Skiltet han knuger i sine frostbidte hænder deklamerer i versaller at “ENDEN ER NÆR!”

Men ingen påstår at prepping kun er for de fattige. Det er vel egentlig dem med mest at miste, der burde være bedst forberedt. De rige har dog præsteret at holde sig ude af mediernes søgelys og popkulturens lukkede rammer, men det betyder jo ikke, at der ikke er et marked for paranoide velhavere. Vi har derfor – service-mindede som vi er – forfattet en indkøbsseddel med ting man bare ikke kan undvære, uafhængigt af prisen. Vi starter i den billige ende hvor de fleste kan være med.

Personlig beskyttelse: 125-14.700 kroner

armor

Når man bevæger sig gennem ødemarken kan man ikke være for forsigtig. Farerne lurer overalt! Derfor er det vigtigt at være garderet, men da vi ikke ved hvordan jorden går under, og det er svært at sikre sig imod alle eventualiteter, har vi valgt en relativt god all-around-løsning. Det amerikanske firma Galls laver nogle af verdens bedste moderne rustninger, og deres Point Blank-serie er populær blandt urobetjente i hele verden. Den er en såkaldt IIIA-vest, hvilket vil sige at den er effektiv mod 9mm- og magnum 44-beskydning. Med biceps-udbyggelser, skridtbeskytter, kevlarkrave, sikkerhedsbriller og hjelm beløber rustningen sig til omring 14.700 kroner. Den kan forstærkes yderligere med skudsikre plader, men så bliver den nok for klodset til længere tids brug. Er man fanget i en zombie-apokalypse og satser på bevægelighed frem for polstring (hvilket nok er anbefalelsesværdigt), har vi fundet disse smarte kevlar-armhylstre fra Revco Industries til kun 125 kroner. De er designet til svejsere, men burde kunne modstå et zombiebid.

(mere…)

Så oprandt dagen! Fallout 4 er på gaden og halvdelen af ens venner er forsvundet den næste uges tid. Men hvad er der sket med Fallout-serien siden 2010, hvor Fallout: New Vegas tog gamer-verdenen med storm? Apokalyptisks Fallout-ekspert, Nikolaj Balle nåede lige at skrive en artikel om det inden spillet kom online i nat, og han forsvandt i Bostons ødemark. Vi takker Nikolaj og facebook-gruppen Nørdebat, der har hjulpet med at pinpointe alle de lækre nye features som hidtil er offentliggjort.

nikolaj artikel 1

 

For omkring to år siden skrev jeg en række artikler omhandlende en mystisk hjemmeside der pludseligt var dukket på på nettet. Når man gik ind på siden så man et ur tælle ned til atomvinteren, mens der i baggrunden kunne høres en der morsekode, som dannede en meddelelse der lød:

 ”Calling any station, Calling any station, Calling any station. Boston is gone, repeat, Boston is gone. No Hope. Frequency 3450 Return Transmission. Goodbye America.”

Beskeden ændrede sig flere gang i løbet af de dage det stod på og alle de hardcore Fallout-fans begynde at komme op af stolene. Var dette det vi havde gået og ventet på i flere år? Annonceringen af Fallout 4? Desværre blev vi alle skuffet. Det viste sig nemlig at den såkaldte Survivor 2299-kampagne var et utroligt veludført svindelnummer og ikke, som forventet, en af de mest originale og banebrydende kampagner op til afsløringen af et nyt spil. Skuffelsen hang tungt i luften og folkets geigertællere gav kun få klik og skrat fra sig efterfølgende.

(mere…)

The dark and silent running star of THX1138

Posted: 22. oktober 2015 by Jakob, Apokalyptisk in Artikler, Film
Tags: , , , ,

The-dark-and-silent-running-star-of-THX1138

Vi kan endnu en gang byde på et gæsteindlæg af Henning Andersen, denne gang om tre sci-fi film fra den glade 70’ere.

Idag skal vi snakke lidt om noget værre gammelt lo… – arhem; i dag skal vi tale om tre film fra første halvdel af 70’erne, der udover at beskæftige sig med menneskelig dårskab – på forskellige niveauer – har det til fælles, at instruktørerne senere kom til at spille væsentlige roller i SF-film-kanonen.

I Douglas Trumbulls tilfælde er det nok en sandhed, der skal tages med så mange forbehold, at det næsten bliver en løs påstand, idet han er manden bag special-effekterne i 1968-klassikeren ”2001” (instrueret af Stanley Kubrick). Men vi kommer tilbage til det.

Man kan vel næppe påstå, at 70’erne så en større produktion af SF-film end 60’erne. Men man kan konstatere et nybrud, netop i forlængelse af ”2001”. Bortset fra ”Dr. Strangelove” (fra 1964 – også Kubrick, og i den grad med Peter Sellars, George C. Scott og Slim Pickens) var der derimod ikke meget humor at hente – ud over den ufrivillige. Og – på den anden side – heller ikke noget, der tog genren altfor alvorligt. Højdepunkterne var sådanne som “Alphaville” eller ”The Day The Earth Caught Fire”.

Omvendt var der film(s), også fra begyndelsen af 70’erne, der tog sig selv yderst alvorligt – f.eks ”Planet Of The Apes”-suiten, ”The Omega Man” og ”Soylent Green”. Alle med Charlton Heston i den mandsdominerende hovedrolle – primært som sig selv. ”The Omega Man” er en adaptation af Richard Mathesons ”I Am Legend”, senest filmatiseret under den titel, med Will Smith i hovedrollen. Ganske flot – men helt ved siden af Mathesons ide med historien. ”Soylent Green” er en adaptation af Harry Harrisons ”Make Room, Make Room”, og man kan spørge sig selv hvordan Harrison har taget det, at hovedrollen spilles af en fremtidig C.O. for National Rifle Association – med Harrisons pacifistiske sindelag i tankerne. Og med hensyn til ”Planet Of The Apes”  – La Planet Des Singes – af Pierre Boulle, der også har skrevet ”Broen over floden Kwai”, kan man spørge sig selv om civilisationskritikken er bibeholdt, eller om vi mere er tilskuere til et stykke rabiat racisme.

Læs videre…

Tintin og Matrix

Posted: 8. juli 2015 by Jakob, Apokalyptisk in Andre genrer, Artikler, Film, Tegneserie
Tags: , , ,

tintin og the matrix

Gæsteindlæg af Henning Andersen

Jeg har andetsteds kloget mig lidt om, at ”Tintins Oplevelser” er sådan lidt science-fiction-agtige. I flæng kan man nævne ”Månen Tur-Retur”, ”Den Mystiske Stjerne”, ”Flight 714 Til Sydney”, samt flere af Professor Solsikkes opfindelser. Jeg har også gjort den iagttagelse at Palle Huld (ja! Palle Huld) var noget af modellen for Tintin, derhen at Palle Huld havde skrevet bogen ”Med Palle Jorden Rundt I 40 Dage”, som Georges Prosper Remi læste (han læste den nok på fransk – for det var et af de 11 sprog bogen blev oversat til). Anden halvdel af modellen for Tintin, var Remis lillebror. Og tredje halvdel var ”Totor, tropsfører for Oldenborre-patruljen” samt Remis egen tid som spejder.

Neo, fra Matrix (i skikkelse af Keanu Reeves) er vel næppe Tintin, men de har alligevel ”frelser-genet”, det moralske overlæg, og frygtløsheden til fælles. Samt trangen til – manien om – at gå ind i mysteriet, ind i labyrinten. For Tintins vedkommende kan man tale om labyrinter i snart sagt hvilken historie som helst. Både konkret og i overført betydning. Der er altid døre og gange og lemme, der fører til hemmelige rum og underjordiske korridorer. Eller huler på Månen. Eller huler i Tibet. Eller slotte og dungeons – kasematter. Og dernæst er der selvfølgelig selve mysteriets labyrint, hvor Ariadnes tråd er spundet af fundne dokumenter (det vrimler med dokumenter i Tintins Oplevelser) eller små bitte spor.

I Neos tilfælde drejer det sig også om korridorer og gange og hemmelige rum – og nøgler, glem endeligt ikke nøgler (hvilke der også er masser af i Tintin). Men fremfor alt er det The Matrix der udgør selve labyrinten. Og som i græske tragedier, er der jo altid ”sandsigeren”. I Matrix er det ”The Oracle” – i Tintin er det… temmelig mange. Fakirer, romaer, clairvoyante – medier i trance eller under hypnose. Hvilket man også kan kalde en perspektiv-forskydning, som Neo oplever ”inde i” The Matrix når den kunstige virkelighed ændrer sig og lukker ham inde. Eller når han er udenfor The Matrix, men i ”Maskin-land”, langt fra underjordiske Zion.

Nu er jeg jo udmærket klar over, at man med lidt charmerende intro og flabet retorik, kan slippe afsted med en sammenlignende analyse af næste års finanslovsforslag med ”Den Grimme Ælling”, set i et Monty Python-perspektiv. Men læs nu alligevel videre – plottet tykner.

Ret mange af hæfterne om ”Tintins Oplevelser” er i realiteten dobbeltalbum. At ”Faraos cigarer” og ”Den Blå Lotus” også er det, vil måske komme bag på nogle. Men de fleste – altså tintin-læsere – ved i hvert fald at ”Enhjørningens Hemmelighed” og ”Rackham Den Rødes Skat” er. Samt at ”De Syv Krystalkugler” og ”Soltemplet” også er. Og hermed er vi ved starten af denne lille – hm? – ”afhandling”.

Vi kan lige så godt brase ud i det. Fra side 1 i ”De Syv Krystalkugler” er der lagt op til ballade: – Sanders-Hartmuth-Ekspeditionen har fundet inka-kongen Rascar Capacs grav, og taget indholdet med til Frankrig. Der høres et vist ekko af Carters fund af Tut-Ankhamons (tidligere TutAnkhaton) grav i Kongernes Dal, Luxor. Porten til fortiden er åbnet (det er rent Lars Triers ”Riget”). Og så går det ellers slag i slag: – Tintin møder Kaptajn Haddock på Møllenborg, og denne kan først se ham da han får monokel på (han er altså enøjet – en kyklop?). Om aftenen skal de i varieteen, fordi Haddock vil se hvordan tryllekunstneren Bruno forvandler vand til vin (er vi ovre i Det Nye Testamente?). Men i stedet – fordi Tintin har opdaget, at Ramon Zarate i virkeligheden er General Alcazar (alka zelser?), og gerne vil hilse på ham og hans indianer-kompagnon – ja, i stedet lykkes det dem begge at fare vild i teatrets kulisser, hvor Haddock uforvarende forvandler sig til Minotaurus.

I mellemtiden (eller lidt før) har Frøken Yahmilla haft et syn, hvor Sanders-Hartmuth-ekspeditionens deltagere er blevet ramt af en forbandelse (græske orakler – henvisninger til dødsfald blandt medlemmerne af Carter-ekspeditionen?). Og den er god nok, for da Tintin senere besøger det hospital, hvor ekspeditionens medlemmer er indlagt, kan han bivåne hvordan de på slaget fem-i-tolv forvandler sig fra roligt comatose patienter til et virvar af arm og bene i blå pyjamasser. Med andre ord: – kroppen hér, bevidstheden et andet sted. Som i The Matrix.

Og jeg føler mig overbevist om, at alle interesserede herfra er i stand til at læse videre på Tintins oplevelser. Med eller uden de briller jeg har lagt frem.

For nu skal vi nemlig til noget andet. Og nej! Det skal vi så alligevel ikke. Se: – lige efter at Tintin møder Kaptajn Haddock (han hedder i øvrigt Archibald til fornavn – det er hans forfar der hedder Franz) passerer de Professor Tournesol, der pendulerer – ja, altså med et pendul; han er ikke ”pendler”. Nu divergerer udgivelserne en smule, men i den seneste udgave af ”De Syv Krystalkugler” fortæller Haddock Tintin, at professoren (han hedder i øvrigt Tryphon til fornavn – og kan sarate) – altså at Tournesol er lidt oppe at køre på, at han mener der findes en merovinger-kongegrav i nærheden af Møllenborg.

Det skal sidenhen vise sig, at han ikke har ret – men at han på den anden side heller ikke tager helt fejl, derhen at den mumificerede Rascar Capac befinder sig hos Professor Bergamotte (som måske hedder Ollie til fornavn – hvem ved?).

Merovinger-dynastiet regerede store dele af det nuværende Frankrig, indtil carolinger-dynastiet tog over, idet Pippin den Lille afsatte Clodovich, klippede fletningerne af ham og smed ham i kloster. Engang i fem hundrede-tallet. Og i henhold til Henry Lincoln, der skrev ”Holy blood – holy Grail” nedstammede merovingerne fra selveste Jesus Kristus (det havde platuglen Pierre Plantard nemlig fortalt ham – og Pierre havde også antydet, at hanselv var af merovingisk slægt). Og det blev jo så til en roman af Dan, Brown og senere til en film med Tom Hanks.

Så kan man godt sige, at der ligesom tegner sig et mønster, ikke sandt?

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg elsker konspirationsteorier. De er gerne så meget hul i hele hovedet, at det ligefrem er opmuntrende. Men endnu mere holder jeg af mærkværdige forbindelser. Og lad os da endeligt skride til ”afsløringen” af hvad hele dette indlæg munder ud i.

Se: – Tintin er jo trods alt blevet filmatiseret et par gange (mildest talt). De fleste vil vide, at der har været nogle tegnefilm – også i biograflængde (herunder ”Soltemplet”). Og det er vel også alment kendt, at Steven Spielberg har produceret en eller anden CGI-legering. Og herudover findes der to ”real-film” – altså med ægte, levende skuespillere: -”Tintin Og Det Gyldne Skind” og ”Tintin Og De Blå Appelsiner”. I begge film portrætteres Tintin af en i øvrigt totalt ukendt, men dog hyldet og udødeliggjort, livredder og senere skolelærer Jean-Pierre Talbot, mens det kun er i ”Det Gyldne Skind”, at Kaptajn Archibald Haddock portrætteres af skuespilleren Georges Wilson. Han er fransker – selvom det lyder lidt engelsk.

And rewind: – Kaptajn Haddock fortæller Tintin at Tournesol mener at have fundet en merovingergrav i nærheden af Møllenborg.

Fast forward: – Neo møder ”The Merovingian” (merovingeren) i andet afsnit af ”The Matrix”. Denne figur er personificeringen af et tidligere styreprogram (merovingere kontra carolingere), og har nu eksileret sig inde i Matrix’en, samt etableret et frirum for andre ”obsolete programs”. Og han betragter Neo som et sådant. Men den går jo ikke med Tintin – undskyld: – med Neo. Og det er hér Matrix-trilogien går hen og bliver ubehørigt religiøs. Men det lader vi ligge der, til en anden god gang.

For der et andet sammentræf, som ingen af jer så komme: – den skuespiller der portrætterer The Merovingian, han hedder Lambert Wilson. Og han er søn af Georges Wilson.

Som et eller andet tågehoved engang udtalte: – det hele hænger sammen i en stor pærevælling. Ja – men så skal vel bare ha dykkerbriller og pandelygte for at se lige.

groundhog day by reinedescanards

Groundhog Day af reinedescanards (deviantart.com)

Gæsteindlæg af Henning Andersen

Vores yndlings gæsteskribent Henning Andersen har endnu en gang ladet tankerne løbe frit og har skrevet dette korte indlæg omkring Arthur C. Clarke, Groundhog Day og den hindsides.

Lad mig med det samme slå fast, at det følgende er udtryk for nogle helt personlige synspunkter, udfra nogle helt idiosynkratiske perspektiveringer. Og på den måde kommer det til at ligne anmeldelser i bred almindelighed.

For nu at få overskriftens ”hinsides” sat lidt på plads, tillad mig lidt forhistorie: – for en hulens bunke år siden læste jeg en novelle af Arthur C. Clarke, der hedder ”Muren I Mørket”. Og nu om dage skal man jo give ”spoiler-alert” så: SpoilerAlert (horn og lygter). Muren i Mørket foregår i et andet Univers, der kun indeholder en stjerne (solen Trilorne) og en planet, som vores hovedperson bor på. Denne planet vender altid samme side til nævnte sol, og oppe i skumringslandet er der endvidere en mur af uforgængeligt materiale, der afskærer for yderligere udforskning af planeten i den retning.

(mere…)

visions of future 1

Apokalypsen kommer i en uendelighed af former – det er blandt andet derfor den er så interessant. Fænomenet kan dog deles op i to meget store kategorier: Den afsluttede verden og den overudviklede verden. Førstnævnte er den mest typiske og rummer alt fra efter-bomben-scenarier hvor stort set intet er tilbage, til zombie-inficerede groteskerier hvor verden står endnu, men i udtømt form. Den sidstnævnte benævnes ofte “Dystopi” og er i sin essens et fremskrevet drømmesyn om en verden, der er så forandret at den ikke længere er vores. En slags mentalitetsmæssig apokalypse om man vil.

(mere…)

wizards-1977-2

Gæsteindlæg af Henning Andersen

Eller måske er det ”Der Untergang” langt senere, hinsides Verdens Endeligt. Men ihvertfald: – så er der tegnefilm!

Jeg skal jo ikke gøre mig klog på, hvad læseren ved eller erindrer fra tiderne med Knæhøj Karse, Bred Ymer og Sprød Asfalt, men blot konstatere at Ralph Bakshi og hans produktion tog sit afsæt i den amerikanske tegneserie- og tegnefilmsundergrund, for så mange år siden at det var et helt andet århundrede. Nogle har måske allerede associeret til ”Fritz The Cat” (1971) eller ”Stærk Tobak” (”Heavy Traffic”, 1972), samt noget med forbindelser til Robert Crumb og/eller Richard Corben. Og fuldstændigt rigtigt. Desuden vil det være nogle bekendt, at Bakshi også påbegyndte en tegnefilmsudgave af Lord Of The Rings (1978). Denne produktion blev terminalt afbrudt – enten af økonomiske årsager, eller fordi anmelderkritikken havde plantet den nedadvendte tommelfinger godt og vel ”six feet under”. Ikke uden grund, kan man sige.

Året før, altså i 1977, havde ”Wizards” premiere. Og interessant nok låner ”Wizards” en hel del momentum fra ”Ringenes Herre”, om end det er en ganske anden historie. Den foregår nemlig ikke i nogen mytologisk fortid, men i en ufattelig fjern fremtid.

Læs hele artiklen…