Archive for the ‘Naturen’ Category

kloden-under-vand-3-roed-jord_251599Anmeldelse af Ida-Marie Rendtorffs Kloden under vand 3 – Rød Jord

Rød Jord er tredje og afsluttende bind i Kloden under vand– serien, og jeg kan allerede nu afsløre at det, desværre, er den dårligste af de tre. Vi har tidligere anmeldt Den Druknede Soldat og Atomzonen, henholdsvis bind 1 og 2, her på siden. Hvor førstnævnte grundlagde en oversvømmet fiktionsverden og nogle troværdige personer, gik sidstnævnte ud af en meget spændende plottangent. Begge var forsynet med insiterende cliffhangere og var skønt befriet for unødige pauser i handlingen.

Sådan skulle det åbenbart ikke være med 3’eren, hvor det helt ærligt virker som om Rendtorff har været lidt træt af projektet. Uden at spoile alt for meget kan jeg berette at der i de to første bøger bygges op til et showdown af episke dimensioner. Det er hele folkegruppers skæbner der står på spil, i en verden befolket af stædige rebeller, ondsindede tyranner, pædofile piratkonger og rå rababerunger. Dette burde være enhver apokalypse-fans våde drøm.

(mere…)

matt reeves

Matt Reeves viser horn \m/

Interview med Matt Reeves

Abernes Planet er ikke blot en af det mest legendariske post-apokalyptiske film, der nogensinde er lavet. Den startede også en af nichens største franchises til dato, sammenlignelig i størrelse med Terminator-universet, eller sågar Living Dead-hexalogien.

Den oprindelige Planet of the Apes, fra 1968 (baseret på Pierre Boulle’s roman La Planète des Singes fra 1963), fik fire efterfølgere af ret vekslende kvalitet, samt to TV-serier – hvoraf den ene var tegnefilm. Tim Burton lavede et remake af originalfilmen i 2001, der dog bliver fortrængt af de fleste fans. Den igangværende prequel-serie startede i 2011 med Rise of the Planet of the Apes, instrueret af Rupert Wyatt, og det indtil videre sidste skud på film-stammen anmeldte vi i denne uge: Dawn of the Planet of the Apes. Dertil kommer flere tegneserier, baseret på filmene, blandt andet en tie-in med Burtons udgave, lavet af Dark Horse Comics. 1968-filmens slutscene hører til blandt de største Hollywood-øjeblikke i historien, og bliver jævnligt citeret af andre værker – Futurama, Simpsons, Mad Magazine, Big Bang Theory, etc.

Originalen fra 1968

Originalen fra 1968

Det siger sig selv at man, som instruktør, ikke går til opgaven med at lave en Apes-film, uden at have nogle seriøse overvejelser. Det er kronjuveler man har fået i hænderne, og sådan nogle skal man passe på. Vi har snakket med Matt Reeves, instruktøren af Dawn, om udfordringerne ved at lave sådan et værk.

(mere…)

dawn coverAnmeldelse af Dawn of the Planet of the Apes

Krig er politik, ført med andre midler. Således skrev krigsteoretiker og general, Carl von Clausewitz, i sin skelsættende bog Vom Kriege, helt tilbage i 1832. Hvis der findes en mindre ædel udlægning af krigens håndværk, har jeg ikke fundet den endnu. I Dawn of the Planets of the Apes, bliver vi præsenteret for en praktisk lektion i Clausewitz. Faktisk en lang række af lektioner.

Efter den første Planet of the Apes prequel (Rise of the …) er status på jorden denne: Menneskeheden er alvorligt udrydningstruet. En grusom virus – Simian Flu – har udraderet alle der ikke, ved et lykkeligt biologisk tilfælde, er immune. De sidste ti år har været hårde, med voldsomme kampe om ressourcer, samt generel sult og elendighed. Aberne, der lever i en koloni i skovene uden for San Francisco, er til gengæld lidt af en succeshistorie. I de ti år mellem Rise og Dawn, er der kommet mange nye aber til. Under ledelse af Caesar – hovedpersonen i Rise – har de etableret et avanceret jæger/samler-samfund, og kommunikerer gnidningsfrit med hinanden på tegnsprog.

dawn 1

Denne idyl kan selvfølgelig ikke vare ved. Menneskene i San-Fran har brug for strøm, synes de. Deres reserver af olie og benzin er ved at være brugt, men der er en gammel dæmning ude i skovene, som de kan genaktivere. Dæmningen ligger naturligvis midt i Abe-land.

(mere…)

visions of future 1

Apokalypsen kommer i en uendelighed af former – det er blandt andet derfor den er så interessant. Fænomenet kan dog deles op i to meget store kategorier: Den afsluttede verden og den overudviklede verden. Førstnævnte er den mest typiske og rummer alt fra efter-bomben-scenarier hvor stort set intet er tilbage, til zombie-inficerede groteskerier hvor verden står endnu, men i udtømt form. Den sidstnævnte benævnes ofte “Dystopi” og er i sin essens et fremskrevet drømmesyn om en verden, der er så forandret at den ikke længere er vores. En slags mentalitetsmæssig apokalypse om man vil.

(mere…)

X-Men_Days_of_Future_Past_posterAnmeldelse af X-men: Days of Future Past

Der skete noget efter X-men: The Last Stand udkom 2006. Man holdt op med at lave gode X-Men-film. Dark Phoenix og historien om mutant-kuren havde grundlæggende set lagt filmuniverset øde. Alle de bedste karakterer var døde eller kørt ud på et plotmæssigt sidespor. Efter Last Stand, der er den tredje og sidste film i den historie der startede med X-Men i 2000, kom der tre film, med et fælles træk: De foregik før Last Stand – før universet blev pulveriseret.

Personligt forstår jeg godt filmskabernes valg. Der var kun støv og aske tilbage efter Phoenix. Men biograf- og DVD-salgene talte deres eget tydelige sprog. Der skulle laves flere X-Men-film. Med X-Men: Days of Future Past, der netop er udkommet på DVD, gjorde man, så vidt jeg kan bedømme, det eneste rigtige. Man lavede Star Trek-tricket!

De nye Star Trek-film gjorde nemlig noget vildt. De genskabte hele fiktionsverdenen (der havde kørt ubrudt sinden 1960’erne) i en ny form, ved hjælp af tidsrejser. Denne ultimative deus ex machina var dog allerede en fast del af Star Trek-universet, hvorimod den kunne risikiere at virke som en plothammer på X-Men-universet, der indtil videre har været lidt mere jordnært.

Det lykkedes for X-Men, ud over enhver tænkelig grænse. Med Days of Future Past har forfatterholdet genfødt hele filmuniverset, ved at sende Wolverine tilbage i tiden og ændre historien – så har jeg ikke sagt for meget.

(mere…)

Interview med Noah-instruktør, Darren Aronofsky

Darren_Aronofsky_GIFF_2013For nylig gav vi filmen Noah fire af vores fem stjerner, her på Apokalyptisk. Det var der ret delte meninger om blandt læserne, og det ville da også være vildt kedeligt hvis alle var enige. Ikke desto mindre kan man – om man så synes den er god eller ej – ikke rigtig omgå filmen, som et apokalyptisk genreværk. Den er – som vi skrev i slutningen af anmeldelsen, en modernisering af en flere tusind år gammel historie. En historie der må siges at være proto-litteratur inden for temaet dommedag.

Vi tog derfor imod med kyshånd da filmens danske PR-bureau tilbød os et eksklusivt interview med filmens instruktør og forfatter, Darren Aronofsky. Vi beskæftigede os ikke med ham i anmeldelsen, men efter at have læst op på ham, synes det at være en syndig udeladelse fra vores side.

Aronofsky er nemlig en utroligt alsidig skikkelse i filmens verden. Han står bag den sjælenedbrydende postmoderne tragedie Requiem for a Dream, ubåds-horror-filmen Below – hvor han stod for script og produktion – Mickey Rourkes forbløffende come-back-film The Wrestler, samt den Oscar-belønnede psykologiske horror-film Black Swan.

(mere…)

Michael Kerbows kunst er ikke særligt berømt, men det burde den måske være. Den er nemlig relevant for os allesammen. Kerbow bor i San Francisco, og arbejder meget med teamet “rejser” – i en overført betydning. Hvor er vi på vej hen, som samfund? Som individer? Ud over kanten, ifølge kunstneren, der har en anti-industriel, anti-materialistisk pointe i de fleste af sine værker. Han interesserer sig særligt for “the dichotomy that may exist between what we desire and what we manifest” – altså den modsætningsfulde sammenhæng mellem hvad vi mennesker begærer og det vi dermed manifesterer. sagt på en anden måde: De til tider grusomme, i yderste potens skæbnesvangre, konsekvenser af vores higen efter materielle goder. Det er der kommet en række ildevarslende malerier ud af, blandt andet serien Portents.

michael1

(mere…)