Posts Tagged ‘gæsteskribent’

The dark and silent running star of THX1138

Posted: 22. oktober 2015 by Jakob, Apokalyptisk in Artikler, Film
Tags: , , , ,

The-dark-and-silent-running-star-of-THX1138

Vi kan endnu en gang byde på et gæsteindlæg af Henning Andersen, denne gang om tre sci-fi film fra den glade 70’ere.

Idag skal vi snakke lidt om noget værre gammelt lo… – arhem; i dag skal vi tale om tre film fra første halvdel af 70’erne, der udover at beskæftige sig med menneskelig dårskab – på forskellige niveauer – har det til fælles, at instruktørerne senere kom til at spille væsentlige roller i SF-film-kanonen.

I Douglas Trumbulls tilfælde er det nok en sandhed, der skal tages med så mange forbehold, at det næsten bliver en løs påstand, idet han er manden bag special-effekterne i 1968-klassikeren ”2001” (instrueret af Stanley Kubrick). Men vi kommer tilbage til det.

Man kan vel næppe påstå, at 70’erne så en større produktion af SF-film end 60’erne. Men man kan konstatere et nybrud, netop i forlængelse af ”2001”. Bortset fra ”Dr. Strangelove” (fra 1964 – også Kubrick, og i den grad med Peter Sellars, George C. Scott og Slim Pickens) var der derimod ikke meget humor at hente – ud over den ufrivillige. Og – på den anden side – heller ikke noget, der tog genren altfor alvorligt. Højdepunkterne var sådanne som “Alphaville” eller ”The Day The Earth Caught Fire”.

Omvendt var der film(s), også fra begyndelsen af 70’erne, der tog sig selv yderst alvorligt – f.eks ”Planet Of The Apes”-suiten, ”The Omega Man” og ”Soylent Green”. Alle med Charlton Heston i den mandsdominerende hovedrolle – primært som sig selv. ”The Omega Man” er en adaptation af Richard Mathesons ”I Am Legend”, senest filmatiseret under den titel, med Will Smith i hovedrollen. Ganske flot – men helt ved siden af Mathesons ide med historien. ”Soylent Green” er en adaptation af Harry Harrisons ”Make Room, Make Room”, og man kan spørge sig selv hvordan Harrison har taget det, at hovedrollen spilles af en fremtidig C.O. for National Rifle Association – med Harrisons pacifistiske sindelag i tankerne. Og med hensyn til ”Planet Of The Apes”  – La Planet Des Singes – af Pierre Boulle, der også har skrevet ”Broen over floden Kwai”, kan man spørge sig selv om civilisationskritikken er bibeholdt, eller om vi mere er tilskuere til et stykke rabiat racisme.

Læs videre…

Apokalyptisk søger skribenter

Posted: 9. oktober 2015 by Jakob, Apokalyptisk in Apokalyptisk, Info
Tags: , ,

Apokalyptisk er et 100% frivilligt projekt som en lille gruppe af fans holder kørende i deres fritid. Desværre betyder det at vi til tider ikke har overskud til at holde siden så opdateret som vi gerne ville. Vi søger derfor skribenter der kan hjælpe os med at skrive; nyheder, artikler og anmeldelser. Emnet er bredt og så længe det er relevant for læsere af siden mener vi der bør skrives om det.

Skulle du have lyst til at skrive med kan du kontakte os via siden eller skrive en kommentar til dette indlæg. Alt har interesse, det er lige meget om du kun vil skrive en gang i mellem eller forventer at være fast inventar på siden. Sidder ud med et enkelt eller to skriverier som du mener at vi bør bringe er du også velkommen til at sende dem til os og så titlen som “Super-Mega-Fantisk Gæste skribent”.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Tintin og Matrix

Posted: 8. juli 2015 by Jakob, Apokalyptisk in Andre genrer, Artikler, Film, Tegneserie
Tags: , , ,

tintin og the matrix

Gæsteindlæg af Henning Andersen

Jeg har andetsteds kloget mig lidt om, at ”Tintins Oplevelser” er sådan lidt science-fiction-agtige. I flæng kan man nævne ”Månen Tur-Retur”, ”Den Mystiske Stjerne”, ”Flight 714 Til Sydney”, samt flere af Professor Solsikkes opfindelser. Jeg har også gjort den iagttagelse at Palle Huld (ja! Palle Huld) var noget af modellen for Tintin, derhen at Palle Huld havde skrevet bogen ”Med Palle Jorden Rundt I 40 Dage”, som Georges Prosper Remi læste (han læste den nok på fransk – for det var et af de 11 sprog bogen blev oversat til). Anden halvdel af modellen for Tintin, var Remis lillebror. Og tredje halvdel var ”Totor, tropsfører for Oldenborre-patruljen” samt Remis egen tid som spejder.

Neo, fra Matrix (i skikkelse af Keanu Reeves) er vel næppe Tintin, men de har alligevel ”frelser-genet”, det moralske overlæg, og frygtløsheden til fælles. Samt trangen til – manien om – at gå ind i mysteriet, ind i labyrinten. For Tintins vedkommende kan man tale om labyrinter i snart sagt hvilken historie som helst. Både konkret og i overført betydning. Der er altid døre og gange og lemme, der fører til hemmelige rum og underjordiske korridorer. Eller huler på Månen. Eller huler i Tibet. Eller slotte og dungeons – kasematter. Og dernæst er der selvfølgelig selve mysteriets labyrint, hvor Ariadnes tråd er spundet af fundne dokumenter (det vrimler med dokumenter i Tintins Oplevelser) eller små bitte spor.

I Neos tilfælde drejer det sig også om korridorer og gange og hemmelige rum – og nøgler, glem endeligt ikke nøgler (hvilke der også er masser af i Tintin). Men fremfor alt er det The Matrix der udgør selve labyrinten. Og som i græske tragedier, er der jo altid ”sandsigeren”. I Matrix er det ”The Oracle” – i Tintin er det… temmelig mange. Fakirer, romaer, clairvoyante – medier i trance eller under hypnose. Hvilket man også kan kalde en perspektiv-forskydning, som Neo oplever ”inde i” The Matrix når den kunstige virkelighed ændrer sig og lukker ham inde. Eller når han er udenfor The Matrix, men i ”Maskin-land”, langt fra underjordiske Zion.

Nu er jeg jo udmærket klar over, at man med lidt charmerende intro og flabet retorik, kan slippe afsted med en sammenlignende analyse af næste års finanslovsforslag med ”Den Grimme Ælling”, set i et Monty Python-perspektiv. Men læs nu alligevel videre – plottet tykner.

Ret mange af hæfterne om ”Tintins Oplevelser” er i realiteten dobbeltalbum. At ”Faraos cigarer” og ”Den Blå Lotus” også er det, vil måske komme bag på nogle. Men de fleste – altså tintin-læsere – ved i hvert fald at ”Enhjørningens Hemmelighed” og ”Rackham Den Rødes Skat” er. Samt at ”De Syv Krystalkugler” og ”Soltemplet” også er. Og hermed er vi ved starten af denne lille – hm? – ”afhandling”.

Vi kan lige så godt brase ud i det. Fra side 1 i ”De Syv Krystalkugler” er der lagt op til ballade: – Sanders-Hartmuth-Ekspeditionen har fundet inka-kongen Rascar Capacs grav, og taget indholdet med til Frankrig. Der høres et vist ekko af Carters fund af Tut-Ankhamons (tidligere TutAnkhaton) grav i Kongernes Dal, Luxor. Porten til fortiden er åbnet (det er rent Lars Triers ”Riget”). Og så går det ellers slag i slag: – Tintin møder Kaptajn Haddock på Møllenborg, og denne kan først se ham da han får monokel på (han er altså enøjet – en kyklop?). Om aftenen skal de i varieteen, fordi Haddock vil se hvordan tryllekunstneren Bruno forvandler vand til vin (er vi ovre i Det Nye Testamente?). Men i stedet – fordi Tintin har opdaget, at Ramon Zarate i virkeligheden er General Alcazar (alka zelser?), og gerne vil hilse på ham og hans indianer-kompagnon – ja, i stedet lykkes det dem begge at fare vild i teatrets kulisser, hvor Haddock uforvarende forvandler sig til Minotaurus.

I mellemtiden (eller lidt før) har Frøken Yahmilla haft et syn, hvor Sanders-Hartmuth-ekspeditionens deltagere er blevet ramt af en forbandelse (græske orakler – henvisninger til dødsfald blandt medlemmerne af Carter-ekspeditionen?). Og den er god nok, for da Tintin senere besøger det hospital, hvor ekspeditionens medlemmer er indlagt, kan han bivåne hvordan de på slaget fem-i-tolv forvandler sig fra roligt comatose patienter til et virvar af arm og bene i blå pyjamasser. Med andre ord: – kroppen hér, bevidstheden et andet sted. Som i The Matrix.

Og jeg føler mig overbevist om, at alle interesserede herfra er i stand til at læse videre på Tintins oplevelser. Med eller uden de briller jeg har lagt frem.

For nu skal vi nemlig til noget andet. Og nej! Det skal vi så alligevel ikke. Se: – lige efter at Tintin møder Kaptajn Haddock (han hedder i øvrigt Archibald til fornavn – det er hans forfar der hedder Franz) passerer de Professor Tournesol, der pendulerer – ja, altså med et pendul; han er ikke ”pendler”. Nu divergerer udgivelserne en smule, men i den seneste udgave af ”De Syv Krystalkugler” fortæller Haddock Tintin, at professoren (han hedder i øvrigt Tryphon til fornavn – og kan sarate) – altså at Tournesol er lidt oppe at køre på, at han mener der findes en merovinger-kongegrav i nærheden af Møllenborg.

Det skal sidenhen vise sig, at han ikke har ret – men at han på den anden side heller ikke tager helt fejl, derhen at den mumificerede Rascar Capac befinder sig hos Professor Bergamotte (som måske hedder Ollie til fornavn – hvem ved?).

Merovinger-dynastiet regerede store dele af det nuværende Frankrig, indtil carolinger-dynastiet tog over, idet Pippin den Lille afsatte Clodovich, klippede fletningerne af ham og smed ham i kloster. Engang i fem hundrede-tallet. Og i henhold til Henry Lincoln, der skrev ”Holy blood – holy Grail” nedstammede merovingerne fra selveste Jesus Kristus (det havde platuglen Pierre Plantard nemlig fortalt ham – og Pierre havde også antydet, at hanselv var af merovingisk slægt). Og det blev jo så til en roman af Dan, Brown og senere til en film med Tom Hanks.

Så kan man godt sige, at der ligesom tegner sig et mønster, ikke sandt?

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg elsker konspirationsteorier. De er gerne så meget hul i hele hovedet, at det ligefrem er opmuntrende. Men endnu mere holder jeg af mærkværdige forbindelser. Og lad os da endeligt skride til ”afsløringen” af hvad hele dette indlæg munder ud i.

Se: – Tintin er jo trods alt blevet filmatiseret et par gange (mildest talt). De fleste vil vide, at der har været nogle tegnefilm – også i biograflængde (herunder ”Soltemplet”). Og det er vel også alment kendt, at Steven Spielberg har produceret en eller anden CGI-legering. Og herudover findes der to ”real-film” – altså med ægte, levende skuespillere: -”Tintin Og Det Gyldne Skind” og ”Tintin Og De Blå Appelsiner”. I begge film portrætteres Tintin af en i øvrigt totalt ukendt, men dog hyldet og udødeliggjort, livredder og senere skolelærer Jean-Pierre Talbot, mens det kun er i ”Det Gyldne Skind”, at Kaptajn Archibald Haddock portrætteres af skuespilleren Georges Wilson. Han er fransker – selvom det lyder lidt engelsk.

And rewind: – Kaptajn Haddock fortæller Tintin at Tournesol mener at have fundet en merovingergrav i nærheden af Møllenborg.

Fast forward: – Neo møder ”The Merovingian” (merovingeren) i andet afsnit af ”The Matrix”. Denne figur er personificeringen af et tidligere styreprogram (merovingere kontra carolingere), og har nu eksileret sig inde i Matrix’en, samt etableret et frirum for andre ”obsolete programs”. Og han betragter Neo som et sådant. Men den går jo ikke med Tintin – undskyld: – med Neo. Og det er hér Matrix-trilogien går hen og bliver ubehørigt religiøs. Men det lader vi ligge der, til en anden god gang.

For der et andet sammentræf, som ingen af jer så komme: – den skuespiller der portrætterer The Merovingian, han hedder Lambert Wilson. Og han er søn af Georges Wilson.

Som et eller andet tågehoved engang udtalte: – det hele hænger sammen i en stor pærevælling. Ja – men så skal vel bare ha dykkerbriller og pandelygte for at se lige.

groundhog day by reinedescanards

Groundhog Day af reinedescanards (deviantart.com)

Gæsteindlæg af Henning Andersen

Vores yndlings gæsteskribent Henning Andersen har endnu en gang ladet tankerne løbe frit og har skrevet dette korte indlæg omkring Arthur C. Clarke, Groundhog Day og den hindsides.

Lad mig med det samme slå fast, at det følgende er udtryk for nogle helt personlige synspunkter, udfra nogle helt idiosynkratiske perspektiveringer. Og på den måde kommer det til at ligne anmeldelser i bred almindelighed.

For nu at få overskriftens ”hinsides” sat lidt på plads, tillad mig lidt forhistorie: – for en hulens bunke år siden læste jeg en novelle af Arthur C. Clarke, der hedder ”Muren I Mørket”. Og nu om dage skal man jo give ”spoiler-alert” så: SpoilerAlert (horn og lygter). Muren i Mørket foregår i et andet Univers, der kun indeholder en stjerne (solen Trilorne) og en planet, som vores hovedperson bor på. Denne planet vender altid samme side til nævnte sol, og oppe i skumringslandet er der endvidere en mur af uforgængeligt materiale, der afskærer for yderligere udforskning af planeten i den retning.

(mere…)

ZARDOZ – enden på undergangen

Posted: 29. september 2014 by Jakob, Apokalyptisk in Anmeldelse, Artikler, Film, Nyheder
Tags: , , , , ,

zardoz-1974

Anmeldelse af Zardoz (1974) af gæsteskribent Henning Andersen

Der er sagt meget grimt om Zardoz – og det skal der også. Produceret på kanten af en fallit, både økonomisk og personligt, gennemført med tre lakridssnørrebånd, to pakker pladevat og de bedste viljer, samt en tidligere James Bond i orange ble og hestehale, fandt John Boorman åbenbart at dette var det episke drama han skulle levere efter ”Deliverance” (der i øvrigt var en kanon succes, hvad man ikke umiddelbart kan sige om ”Zardoz”).

Desuden: – dialogen er hul – både retorisk og i hovedet; skuespillerne syntes egentligt ikke rigtigt gide og kulisserne er tydeligvis hvad de er: lavet af spånplader og gamle badebolde. Og endeligt: – det der foregår er totalt ulogisk og meningsløst.

Læs resten af anmeldelsen…

La_Jetee poster banner

I dag kan vi byde på et gæsteindlæg af Henning Andersen der normalt begår sig ovre på Science Fiction Cirklens blog. Han har skrevet et indlæg om den franske kort-film La Jetée, der siden sin udgivelse for over 50 år siden har inspireret op forundret publikum såvel som instruktører.

Egentlig betyder det ”bådebro”, men også ”pier”. Noget der stikker ud i noget andet. Fra stranden ud i havet. Fra landjorden ud i luftrummet. Fra nutiden ud (ind?) i fremtiden. Tilbage til ind i fremtiden……

”La Jetée” er en ganske kort film (28 minutter), fra 1962, begået af den franske filmmager (instruktør, om man vil) Chris Marker. I virkeligheden er det et godt spørgsmål om det egentlig er en film, idet den hovedsageligt består af ”stills”. I sort/hvid. Et lysbilled-show, med andre ord.

Nogle gange er det sådan, at alt muligt minder om alt muligt andet, men jeg vil påstå, at netop ”La Jetée” er udgangspunktet for senere film med verdensomstyrtende, apokalyptisk indhold, i en tidsrejse-setting. Jeg tænker hér ikke mindst på ”Terminator-suiten”. Men også film som ”Deja-vu” og ”Groundhog Day” henter noget momentum fra ”La Jetée”.

…”La Jetée” er udgangspunktet for senere film med verdensomstyrtende, apokalyptisk indhold

Historien er enkel. En atomkrig har lagt Jorden øde, men i de parisiske katakomber foretages der eksperimenter, der skal forhindre dette. Tidsrejse-eksperimenter.
Det er fanger, kriminelle, der bliver udsat for disse eksperimenter, der sjovt nok er ledet af en ”Doktor Frankenstein” – hvilket også er det eneste navn, der overhovedet bliver nævnt. De øvrige er blot ”manden”, ”kvinden”, ”de”, ”nogle andre”, ”dem”.
”Manden” er en udvalgt fange, fordi han har et hukommelsesglimt fra tiden før katastrofen, om en oplevelse på en pier i Orly – Paris’ lufthavn. Det er et billede af en kvinde. ”Kvinden”. Og en mand, der dør – bliver skudt.

Gennem indsprøjtninger og sensorisk deprivation bliver ”manden” ført tilbage til tiden for dette billede. Det nævnes, at det ikke er særligt sundt for den psykiske ligevægt. Tidligere forsøgskaniner er blevet vanvittige – eller i hvert fald katatoniske. Men man (doktor Frankenstein) har tiltro til denne fange, fordi ”mandens” billede, hans hukommelsesglimt, er så skarpt og præcist.

Det nævnes ikke, men der er en underliggende tone af, at rejsen tilbage gennem tiden også omfatter en baglæns oplevelse af katastrofen, atomkrigen. Det er dér vanviddet lurer. Til gengæld ligger det også i mødet med ”fremtiden”, for hér møder ”manden” repræsentanter for en menneskehed, der egentlig slet ikke vil have noget med fortiden at gøre. De vil godt hjælpe ”manden” – de vil bare ikke ændre fortiden. Den skabte jo dem – århundreder efter Doktor Frankenstein. Århundreder efter katastrofen, atomkrigen. De har intet ønske om at hjælpe fortidens mennesker med at ændre en ældre fortid. Deres perspektiv er fremtiden, og deres syn på fortidens mennesker er som vores syn på en nedstyrtet fuglerede: – nej, hvor synd, men det er der jo ikke noget at gøre ved.
Så han må tilbage til ”kvinden”, til Orly. Tilbage til fortiden. Herunder hans egen.
Og så bliver han dræbt, af én af doktor Frankensteins assistenter.
Men det er samtidig underforstået, at denne hændelse finder sted i minutterne før atomkrigens udbrud. Hvilket er årsagen til, at den lille dreng, der overværer drabet på ”manden”, bærer dette hukommelsesglimt med sig ind i fremtiden – uden at vide, at det er sig selv han har set blive skudt.
Cirklen er sluttet.

Twelve Monkeys

Twelve Monkeys fra 1995 er direkte inspireret af La Jetée

Hvis dette minder en og anden om ”Twelve Monkeys”, så skyldes det sikkert at netop Terry Gilliams ”tolv aber” (med Bruce Willis – nåja, han gør en god indsats – en fremragende indsats, faktisk) er inspireret af ”La Jetée”. Det står up-front (and in person) i indledningsteksterne: inspireret af La Jetée!
Og grund-historien er da også den samme, selvom vi i ”Twelve Monkeys” nok mere er vidne til en økologisk katastrofe – hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at i 1995 var den overhængende fare for en atomkrig ikke rigtigt længere til stede. Det var den derimod i 1962 – og det var den såmæn også i midt-80’erne. Space Defence Initiative – også kaldet ”starwars”.
Men i 1990’erne kom der et fokus på, at handlinger – selv de allermindste handlinger – havde en genererende, en akkumulerende, effekt. Nu om dage slynges der rundt med begrebet ”The Butterfly Effect”, som en fortsættelse af kaos-teori og så videre. Men i film som ”Groundhog Day”, fra 1993, og (netop) ”The Butterfly Effect”, fra 2004, står individet i centrum for hvilken vej vægten vil falde.
I ”La Jetée” er der ikke noget at gøre. Han har set sig selv dø, og det gør han. I ”Groundhog Day” skal han bare lære at opføre sig ordentligt. Og i ”The Butterfly Effect” er løsningen, at han slet ikke skulle være født.
Man kan derfor spørge om det vi er vidner til er, at katastrofens omfang, apokalypsens indtræden, har forflyttet sig bevidsthedsmæssigt? Fra ”o tempora, o mores” til “mea culpa”? Ikke længere noget med omstændigheder eller vilkår, nej, hvad gør du selv? ”I’m starting with the man in the mirror”, sang Michael Jackson i 1987. ”Asking him to make the/a change.”

I ”The Terminator” (1984) er det også fremtiden, der prøver at ændre fortiden, men det er mere i forhold til en krig i fremtiden. Ikke desto mindre er der, i et senere afsnit af ”suiten”, et pænt og høfligt nik til ”La Jetée”. Men det synes jeg man selv skal kigge efter. Hvilket så kræver at man har set ”La Jetée” – eller i det mindste ”Twelve Monkeys”. Ellers ser man det næppe.

Der er i øvrigt en finurlighed ved ”La Jetée”, som denne verdens kloge hoveder, og blog-skribenter, ikke har fået helt has på. Det minder ret meget om den ”bevægelse”, der går ind for at de tydeligt husker lyden af et skud, da Arnesen i ”Matador” skød sig selv, samt tydeligt husker synet af Lærer Andersen på altanen, da Misse havde låst ham ude.
Noget lignende er på spil hér.

La Jetée

“Kvinden” i La Jetée

”La Jetée” består af stills i sort/hvid. Ikke desto mindre (og sådan er det sandelig også i min hukommelse) mener visse, at der hen imod afslutningen er en anelse af bevægelse i billederne, samt en anelse farve i de ellers så b/w-billeder. Jeg hverken kan eller vil afgøre det, men det betyder i hvert fald så meget som, at denne korte, korte ”film” gør et uudsletteligt indtryk – selv på 50 års afstand. Det er vel meget godt gået.

Læs mere om om filmene som nævnes i dette indlæg

La Jetée (1962), Argos Film
Twelve Monkeys (1995), Universal Pictures
Terminator-serien (1984, 1991, 2003, 2009), Orion Pictures, Pacific Western, Intermedia, Halcyon Company
Deja-vu (2006), Touchstone Pictures
Groundhog Day (1993), Columbia Pictures
The Butterfly Effect (2004), FilmEngine
Matador (1978-1981), Nordisk Film