190 millioner spildte dollars

Posted: 14. juli 2014 by Schjönning in Anmeldelse, Film, Krig, Post-apokalyptisk, Pre-apokalyptisk, Zombier
Tags: , , , ,

World-War-Z-Poster-3

Anmeldelse af World War Z (med spoilers!)

Det er, i skrivende stund, et år siden filmen World War Z fik premiere. I betragtning af hvor meget vi, her på Apokalyptisk, hypede filmen og alt omkring den, er det nok ved at være på tide med en egentlig anmeldelse. Jeg beklager ventetiden, men det tog mig et år at komme mig så meget, at jeg kan skrive om den.

World War Z er baseret på en bog. En genial bog. Muligvis den bedste zombie-bog der nogensinde er skrevet (husk, jeg er anmelder: jeg må godt være subjektiv!). Bogen, af Max Brooks, er en fænomenal kaleidoskopisk, bagudskuende fortælling. Den beskæftiger sig med zombie-apokalypsen på alle planer: Fra helt personlige traumer til globale politiske, miljømæssige, økonomiske konsekvenser. Den skifter tone og stilart afhængigt af dens mangfoldige, troværdige og gennemførte fortællerkarakterer. Hvis World War Z havde handlet om badeænder i stedet for zombier, havde den stadig, rent fortælleteknisk, været et sublimt litterært værk. Det var den ballast jeg havde i hjernen, da jeg så filmen. Jeg var forudindtaget og det mener jeg er en tilgivelig og nærmest automatisk indgangsvinkel.

Hvad fik jeg og mine medsammensvorne WWZ-fans så? Den altid pletskydende tegneserietegner The Oatmeal er nok den der har beskrevet det bedst:

wwz

Der er absolut ingen fællesnævnere mellem bogen og filmen, udover titlen og tilstedeværelsen af reanimerede lig. Der er enkelte scener der er løftet ud af bogen, men disse er uhøfligt få og for alles vedkommende ændret til ukendelighed! Det grelleste eksempel er scenerne fra Israel/Palæstina. I bogen klarer israelerne krisen – Brooks sympatiserer ikke voldsomt meget med det omdiskuterede land, til trods for hans jødiske baggrund, men han argumenterer lødigt for at israelernes medfødte paranoia, ekstensive spionnetværk og toptrænede militær, giver nationen alle elsker at hade nogle enorme fordele i de tidlige faser af zombie-udbruddet. I filmen bliver Jerusalem løbet totalt over ende af de frådende zombie-horder.

Det gør alt i øvrigt. Bogens mange små historier er skiftet ud med én mands oplevelser af undergangen. Brad Pitts rolle, den overmåde forglemmelige FN-ansatte Gerry Lane, sponser rundt på halvdelen af planeten, og hvor han end kommer frem, falder alting fuldstændigt fra hinanden. Zombierne er den samme type af latterligt overvældende über-udøde, som man så i det på alle måder underlegne remake af Day of the Dead (2008) – en grotesk afvigelse fra bogen, der fra starten af har umuliggjort en filmatisering af de mest huskværdige scener. De løber hurtigere end mennesker, hopper højere og har et voldsomt udviklet sanseapparat. Kun deres maniske, ustillelige sult er en ulempe, da den jævnligt får dem til at springe ud fra skyskrabere, i jagt på bytte.

world-war-z-pictures-25

Den brutale aflivning af den mangefacetterede fortællerform kunne næsten accepteres, hvis ikke Pitts karakter – som fylder billedet i hvad der forekommer som 90% af tiden – var så utilgiveligt kedelig. Jeg kan godt lide Pitt. Han har spillet huskværdigt, til tider fabelagtigt, i fx Fight Club, Inglorious Basterds, Interview with a Vampire og Meet Joe Black (hans rollespektrum er imponerende). Men der er intet kød på den pandekagebagende eks-krisearbejder Gerry Lane. Jeg har en personlig teori om at zombierne undgår ham, fordi han simpelthen smager for kedeligt.

Actionscenerne, som der er mange af, er voldsomme, men på ingen måde noget særligt. De 190 millioner dollars, som filmen har kostet, er vist primært blevet fyret af på styrtende helikoptere og pyroteknik. Man får ikke mange pauser i World War Z, der springer fra den ene hæsblæsende sekvens til den næste, uden at give plads til eftertænksomhed eller historieudvikling. Og helt ærligt kan man få betragteligt mere imponerende action i kontemporære film som Transformers-serien. WWZ spiller på den helt forkerte hest.

original1

For os, der godt kan lide nogle afrevne lemmer og noget klassisk gore, er det heller ikke meget at hente. Filmen om den vilde og totale krig mellem desperate mennsker og ustoppelige kadaverlegioner … er rated PG-13!

Jeg overvejede at skrive to anmeldelser af filmen: En hvor jeg skrev om den, som en filmatiseret bog, og en hvor jeg helt ville udelade bogen (da de to ting jo alligevel ikke har noget til fælles). Jeg konkluderede at resultatet ville blive det samme. Denne film er muligvis den dyreste zombie-film i historien, men den er også en af de dårligste og mindst medrivende jeg har set. Som zombie-film er den elendig. Som et filmatiseret roman-mesterværk er den om muligt endnu dårligere.

reviewstar1

Som vi har nævnt tidligere, er der en eller flere efterfølgere i støbeskeen. Disse har dog antaget form af spøgelser på internettets rygtebørser, og det er heldigvis længe siden vi har hørt noget til dem.

Kommentarer
  1. Michella Tora siger:

    WWZ er min absolut yndlingsyndlingsyndlings-zombiebog og af den grund har jeg slet ikke turde bevæge mig i nærheden af filmen efter den omtalte den fik et år tilbage. Nu havde jeg faktisk lige besluttet mig for at give den en chance, men så kom I, kære apokalyptisk. Jeg venter et år til, ellers også nærmer jeg mig aldrig den film.

    Derudover er det en god anmeldelse ^^

  2. Louise siger:

    Jeg har både set filmen og læst bogen. Man kan overhovedet ikke sammenligne dem. Jeg elskede bogen og syntes den var fantastisk skrevet. Jeg synes at filmen var okay, men absolut ikke en jeg gider se mere end en gang. Det eneste gode ved den var, at hvis det var den slags zombier der dukkede op i virkeligheden, så ville de løbe lige udenom mig. Da jeg umuligt vil kunne løbe fra zombier (selv den langsomme version) med en stok i hånden, så kunne jeg absolut godt tænke mig den type zombier.

  3. Sarah siger:

    Jeg mødte WWZ gennem lydbogen og faldt for den med et brag – i starten var det jo kun dele af bogen der var indspillet, nu kan man få den i sin fulde længde. Jeg var meget spændt på filmen, men fornemmede hurtigt at den, i forhold til bogen, faldt til jorden med et vådt og klæbrigt klask.

    Nu har jeg langt om længe set filmen og den er da så nogenlunde ok, hvis man aldrig har stiftet bekendtskab med bogen og sørger for at have utroligt lave forventninger til den. Honest Trailers anmeldelse opsummerer oplevelsen ganske glimrende: http://youtu.be/I2cS5Fv5xIQ

    Hvis der er bare én ting jeg brændende ønsker mig at vide i forbindelse med den film, så er det Max Brooks reaktion på den. Hvorfor i alverden gik han dog med til det?

  4. Sarah siger:

    Så – hvis jeg ellers har læst Brooks’ kommentar korrekt – skal vi vel egentlig bare være taknemmelige for at bog og film ligger så langt fra hinanden. Havde de rent faktisk fulgt bogen, kunne man risikere, at filmen kun med nød og næppe var mere fornøjelig end at blive paralyseret under en zombieapokalypse og ædt langsomt fra tæerne og opefter…?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s